Børn og alder

Jeg så en fyr i går fra min folkeskoleklasse. Han var lige blevet far. Til en ret kær lille bitte baby. Og han var stolt - og glad - det lyste ud af ham. Ved ikke om han genkendte mig. Det er der ikke så mange der gør. Men det var heller ikke det, som indlægget skal handle om.

Det, sammenholdt med overskriften om, at Aller-dronningen ventede tvillinger som 48-årig, fik mig til at tænke på, hvor heldig jeg egentlig er. Jeg føler mig ikke spor gammel. Det tror jeg heller ikke klassekammeraten eller Aller-damen gør. 'Man er kun så gammel som man selv føler sig' - nuvel. Men... og der er jo et men - min ældste søn blev jo 9 år i går. Dvs. at når han bliver 10 år, er jeg 36 år. Når lille baby-pigen bliver 10 år, er hendes far 45 år. Når Aller-tvillingerne bliver 10 år, er deres mor 58 år.

Dette er ikke en hetz mod andre, om at de skulle have fået deres børn tidligt - eller en påstand om at de er for gamle til at få børn, eller bliver dårlige forældre. Det handler bare om, at  jeg føler mig 'velsignet' over at være ung (tja jo, det kan man godt sige) med mine børn. Jeg glædes ved at tænke på, at jeg 'kun' er 46 år, når den ældste er 20 år. I modsætning til Aller-damen har jeg en god chance for at blive farmor og nyde mine børnebørn, mens jeg (håber jeg) stadig er frisk og rimelig klar i hovedet.

Held eller forstand - jeg synes, jeg var (semi)klar til at få mine børn, da jeg fik dem. Nåede lige at blive 30 år inden den mindste meldte sin ankomst. Hvilket egentlig var lidt en hemmelig målsætning (altså færdig med børn, inden jeg blev 30), men som man jo aldrig kan vide - og ikke altid selv er herre over - sker.

Så jeg vil slutte med at undskylde på forhånd, hvis jeg har trådt nogle mødre over tæerne - det var ikke meningen. Jeg citerer blot den fantastiske Fay Weldon: 'jeg vil råde kvinderne til ikke at få børn. Og HVIS I skal have dem, så få dem for guds skyld tidligt.'