Jeg ligner min mor. Med alderen mere og mere. Jeg er ikke så begejstret for det. Ikke fordi min mor ikke er pæn, men mere fordi jeg nok har et ønske om at ligne mig selv og ikke en anden!
Da jeg var barn lignede min lillebror og jeg hinanden meget. Tynde (det er gået over!), ranglede børn med lyst hår og fregner over næsen. Da jeg er lille og min bror høj, og der kun er 2 års forskel på os, troede mange at vi var tvillinger.
Vi voksede fra det og ligner ikke hinanden mere. I vores teenage år troede mange, at vi var kærester. Vi hang de samme steder, var de store børn i familien og var tit 'sammen mod verden'.
Senere i livet, da jeg skulle føde min første søn og min bror (som den der var på stedet) måtte køre mig på hospitalet, troede personalet, at han var faderen.
Nå, sidespring... min mor og jeg er to stykker af samme sag. Vi er dog en del forskellige i sind - der slægter jeg mere mod min far. Min far, som jeg altid gerne har villet ligne af udseende. Tænk at have brune øjne, brunt hår og lækker nougatfarvet hud, i stedet for leverpostejfarvet hår, fregner og mælkehvid og sart hud.
Men på den anden side, er det vel ikke helt skidt, at man kan relatere sig til sit fædrende/mødrende ophav. At vide at man ikke kan løbe fra dem, trods at man mange gange gerne vil. At man er en del af noget, som de har skabt.
Hvis man så bare selv kunne plukke de ting, man ville have - så ville jeg takke nej til hårfarven og pæreformen ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Giv mig dine tanker...