Troede faktisk søndag aften at jeg var på forkant med den der milliard julegaver, der skal købes... men nej... startede mandag morgen med denne mail:
Vi må desværre meddele at Hummel t-shirt og trøje er udsolgt i de bestilte størrelser.
Vi bliver derfor nødt til at annullere din ordre, og pengene vil ikke blive hævet på din konto.
Beklager ulejligheden.
Ja tak, for ingenting! Hvad fanden er så fordelen med at bestille på nettet, når I 3 (!) dage efter ordrebekræftelsen lige pludselig ikke kan levere. Og tak, fordi I ikke hæver penge for noget, som I slet ikke har tænkt jer at sælge. Grrr....
Nå, men det betyder at de næste 2 dage (!) går med julegaveindkøb. I dag begynder ræset først sent, da jeg skal til julestue i børnehaven. Som jeg virkelig ikke gider. Men da det er den lille's sidste år i børnehaven og han skal gå Lucia, så stiller jeg selvfølgelig op fra start kl. 15 og bliver til den bitre ende, omkring kl. 17...
Men må sgu indrømme, at alt det der juleræs efterhånden er ved at få skovlen under mig. Gaverne skal være klaret senest onsdag, for torsdag er lang dag på arbejdet, fredag skal der hentes unger og vi drager til Odense til dobbelt fødselsdag. Næste år tager jeg altså en fridag på en hverdag og ordner hele dynen på én gang. Eller håber på bedre net-shopping...
Julekortene skrider langsomt fremad. Som i 1 om dagen. Ved ikke hvorfor jeg skriver dem, andet end at jeg selv elsker at få dem. Og egentlig synes det er hyggeligt at skrive - bare ikke 15 i træk ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Giv mig dine tanker...