fredag den 31. december 2010

Nytårsfortsæt

Jeg har aldrig gået særlig meget op i det der med nytårsfortsætter. Jeg har haft ønsker, som jeg messer inde i mig selv, når det er tid til at hoppe ned fra stolen og ind i det nye år. Men et egentligt nytårsfortsæt, tror jeg aldrig, jeg har haft... MEN - i år vil jeg alligevel prøve! Og det er ikke det der med, at jeg skal spise sundt, motionere mere og tabe de forbandede 5 kilo, så jeg kan passe mine bukser igen. Næh... Jeg har siddet og læst mine gamle blog-indlæg og tænkt over mit 2010 og er nået frem til, at jeg i det nye år vil være mere nærværende.

Jeg vil øve mig i, at leve i nuet. Og ikke tænke så meget på, om bussen nu også passer mandag, så jeg ikke kommer for sent på arbejde. Eller alle de andre 'hvad nu hvis...' Jeg vil blive bedre til at være til stede især når børnene er her. Høre og se dem uden at tankerne er 100 km. væk. Give slip på en lille del af mit store planlægger-gen og tage tingene som de kommer. Uden at gå i spåner over, hvad der kan ske, men mere fokusere på det, der faktisk sker og handle derudfra.

Jeg håber, det lykkes for mig. Ikke kun i januar, men i hele 2011! Godt nytår til alle jer derude. Jeg håber, I får en dejlig aften og kommer godt og sikkert ind i det nye år. Vi ses igen på den anden side :-)

1 kommentar:

  1. [...] d. 3. januar Hypersensitiv.urbanblog.dk, Ydmyghed.urbanblog.dk, Bb2605.urbanblog.dk, [...]

    SvarSlet

Giv mig dine tanker...