Min ældste søn vågnede med ondt i hoved og hals og en feber på 38,5. Så planer om tur til zoologisk have blev hurtigt aflyst og den lille blev 'eksporteret' med kæresten og papsøn til legeland.
Problemet var bare, at den store hurtigt fik det bedre, efter et par kopper te og lidt morgenmad var feberen næsten væk, hans hoved havde det bedre og for hver time blev han mere og mere frisk. Så allerede inden lillebror blev hentet, begyndte plageriet om alligevel at komme i zoo og senere, tårerne, fordi han ikke måtte komme med i legeland.
Han blev rigtig ked af det og havde svært ved at forstå retfærdigheden i det hele. Mente at han var frisk nok til et eller andet! Nu var det søndag, men jeg mener nu stadig, at hvis man står op og har det skidt, så skidt at man ligger på sofaen med dyne, så kan man ikke senere gå ud og slå til søren. Ej heller lege med kammerater.
Forklarede at det især ville gælde, hvis han en dag var syg hjemme fra skole (for ligesom at imødekomme eventuel pjæk - som han ikke er typen til, men ved jo aldrig). Er man syg, så er man syg! Selv om man får det bedre, så render man ikke ud, men tager en dag hjemme under tæppet og bliver frisk til morgendagen.
Han tog det meget pænt - var ellers forberedt på en omgang 'dumme mor' - men den kom ikke denne gang. Men hvad synes I? Er det helt vildt strengt, at han skulle blive hjemme? Jeg synes selv, at det er del af god opdragelse!
Kan godt forstå drengens ærgelse over ikke at komme af sted, men er helt overbevist om du gjorde det eneste rigtige. Tænker, at der er stor sandsynlighed for at feber og sløjhed ville indhente ham, hvis han var taget af sted...
SvarSletJeg er selv blevet opdraget med, at hvis man er for syg til at gå i skole, så er man også for syg til at gå til ridning om aftenen (selv om man påstår man har det bedre). Så jeg er helt enig i din indstilling :-)
Ja, jeg er også glad for, at han blev holdt hjemme. Han var nemlig frisk til at gå i skole i morges ;-)
SvarSlet