I dag er det 1 uge siden jeg blev opereret i foden. Det føles som 100 år siden. Tiden går noget så langsomt, når man er tvunget til at sidde/ligge med foden oppe og har 2 spændende valg - læse eller se tv !
Det gør stadig ondt, men jeg er begyndt at kunne se lyset for enden at tunellen. Samtidig indfinder frustrationen over intet at kunne lave/gøre sig.
Dagen går med at sove længe (ej, det kan man ikke engang kalde der, sover til kl. 8). Efter en lang nat med dårlig søvn, så er der et par gode timer om morgenen.
Dagens udfordring hedder bad. Ret så besværligt. Så der findes overspringshandlinger frem og tit er klokken næsten frokost inden jeg kan tage mig sammen til hele showet med plastikpose osv. Megen aktivitet som betyder, at jeg skal ind og sidde med foden oppe lige efter, hvis jeg ikke skal gå helt i stå af smerte...
Nu skal det hele jo ikke være det rene jammer, for nogle små-ting har jeg da fået ordnet (satser på bare 1 ting om dagen). I dag bliver det at lægge vasketøj sammen (mit liv er ren spænding for tiden)! Og jo, jeg prøver også at nyde, bare at kunne slappe af (det kan man bare ikke, når man dårlig kan stavre ud i køkkenet og lave en kop kaffe).
Jeg glæder mig til næste tirsdag. Der skal jeg på hospital til kontrol. Der skulle der gerne gives grønt lys, for at jeg kan tage på arbejde, bare en lille smule...
Indtil da, tilbage til læsning eller tv :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Giv mig dine tanker...