fredag den 5. august 2011

At ses eller ikke ses...

med andre bloggere? Det er spørgsmålet!

Man kan vel næsten ikke undgå at komme lidt under huden på andre bloggere? Spørgsmålet er så, om man skal tage skridtet videre og ses 'irl'. Men bliver det ikke lidt 3. klasses 'skal vi ses eller ej, sæt kryds' -agtigt? Ønsker man (jeg) at stikke næsen så langt frem, blotte sig lidt og spørge til et møde over en kop kaffe? Med hvilken begrundelse andet end 'jeg tror vi kunne få noget godt ud af at mødes'. Og så risikere et rungende 'nej' eller et skræmmende 'ja'. De fleste har jo ingen problemer med at blotte sig her på skærmen - det er jo derfor vi har en blog! Men vel også derfor mange af os er hel- eller halv anonyme.

Jeg ved, nogle bloggere ses privat derude i den rigtige verden. Måske er nogle af dem venner/bekendte allerede ved start af blog, mens andre lærer hinanden at kende via bloggen og finder ud af, at de har noget til fælles, som er værd at dyrke (oftest børn, er mit gæt).

Nogle bloggere holder de såkaldte 'blog-træf', hvor man kan få stillet sin nysgerrighed om, hvordan alle de andre ser ud og hvad de egentlig er for nogle fisk. Dog ikke sikker på, at det ville være sådan en stor succes, for chancen for at rende ind i nogle, der aldrig har set på ens blog er vel stor? Og er det i virkeligheden så interessant at sidde og snakke med 20 andre (i princippet) fremmede? Jo, selv om vi tit vender vrangen ud på os selv herinde, så er vi vel egentlig fremmede overfor hinanden? Vi går jo ikke op til hinanden, rækker hånden frem til goddag og siger 'hvordan gik det egentlig med din åreknude operation/køb af tvillinge barnevogn mv.' - eller gør vi?

Jeg har aldrig været til et 'blog-træf' og tror heller ikke jeg kommer til det (medmindre jeg er sikker på, at dem der deltager, også er nogle der kender min blog og jeg kender deres). Men selvfølgelig er man (jeg) nogle gange nysgerrig over at se, hvem der gemmer sig bag skærmen, især når man tror, at det nok var en person, man kunne svinge godt sammen med.

Personligt er jeg venner med 2 'med-bloggere' på Facebook, trods jeg aldrig har mødt dem 'live' (altså, måske har jeg stødt på den ene uden at vide, hvem det var, vi bor i samme lokalområde). Kan man bygge et 'rigtigt' venskab op med én man tilfældigvis har mødt via en blog? Bliver det nemmere, fordi man ved en masse om personen i forvejen? Eller bliver det for underligt, netop fordi man har den viden? Og har vi egentlig nok at gøre i vores eget liv, med at holde kontakten med eksisterende familie/venner, til at lukke nye ind? Jeg ved det ærlig talt ikke.

14 kommentarer:

  1. Har heller aldrig været til blog-træf (er vist aldrig inviteret. ER aldrig inviteret). Til gengæld er jeg hooked på hele cyberspace-kontakten i blog-land og bygger gerne på i FB-venskab også.

    SvarSlet
  2. Tjaeh, det er et vanskeligt spørgsmål. Jeg har været meget nervøs ved ikke-blog kontakt med andre bloggere, men efterhånden har jeg åbnet mere op og har nu mødt flere medbloggere. Det er næsten alle gange gået rigtig godt, og jeg har fundet stor overensstemmelse mellem kemien i vores ord og i virkeligheden. Så det har bare været en berigelse.
    Desværre bor næsten alle andre bloggere (i hvert fald dem jeg følger fast) langt fra mig, så om noget af det kunne udvikle sig til mere end et godt bekendtskab, ved jeg faktisk ikke. Men jeg synes faktisk også, at det er hyggeligt stadig at have "pennevenner".

    I øvrigt skulle du prøve at komme med næste gang der arrangeres noget Urbanblog-hejs. Her ved de fleste af os jo hvem hinanden er, også selvom man ikke læser fast med på alle blogs herinde.

    SvarSlet
  3. Synes, ligesom GG, at det er et vanskeligt, men egentlig også ganske relevant spørgsmål. Selv har jeg ikke været med på et egentligt blogtræf og ved faktisk heller ikke, om jeg ville synes, det var den 'rigtige måde' at møde andre bloggere på. I hvert fald ville jeg nok - ligesom dig, sikre mig, at der kom bare et par stykker, jeg helt sikkert vidste hvem var - i IRL eller Blogland.

    Jeg har mødt flere medbloggere efterhånden, og mine erfaringer er også kun positive. Jeg er glad for (og samtidig lidt overrasket over), at kemien også er til stede i Den Virkelige Verden og ikke kun qua det skrevne ord. Dem, jeg har mødtes med, kender jeg udelukkende via bloggen, men det har ikke gjort det mindre sjovt/hyggeligt at mødes. Enkelte af dem har jeg mødt flere gange, og da en enkelt bogstaveligt talt bor lige om hjørnet, er det blevet til op til flere hyggelige stunder på legepladsen.

    Det der med at vide en masse om personen i forvejen, ser jeg egentlig lidt som en styrke. Forstået på den måde, at man ikke begynder helt fra bar bund, men kan tage udgangspunkt i noget, man har læst/kommenteret på. Og så er det jo kun hyggeligt, at man under alle omstændigheder har en fælles referenceramme, der hedder Blogland. Faktisk har de gange, jeg har mødtes med andre bloggere, været lidt som at møde gamle venner, man ikke har set længe. Man ved ret meget om hinanden, men det er mest i brudstykker, og derfor er det nødvendigt at fylde hullerne mellem de her brudstykker op, når man ses. Ved ikke, om det giver mening, men under alle omstændigheder kan jeg kun anbefale dig at kaste dig ud i det :-)

    SvarSlet
  4. Jeg har ikke været med til store blogtræf, men mødtes i mindre grupper. Og det har været ganske gode oplevelser. Nogle er i dag mine RT-venner.

    Udfordringen består i, at man jo smider anonymiteten overbord. Min anonymitet blev yderligere smidt overbord, fordi jeg var i avisen med billede, og jeg har fortalt familie og rt-venner om bloggen. Det har haft den konsekvens, at jeg i dag censurerer mig selv noget mere end jeg gjorde før. Det synes jeg er lidt træls engang imellem, men jeg har jo selv valgt det.

    Men uanset det med anonymiteten, så fortryder jeg ikke møderne. Det er for mig en måde at udvide mit sociale netværk.

    SvarSlet
  5. Tak for alle jeres kommentarer :-)

    @Anette - jeg har heller aldrig været inviteret til et blogtræf, men ingen skam at blive væk så ;-)

    @volapyk - tror du har ret, det skræmmer lidt at anonymiten ryger...

    @Øglemor - jeg kaster mig gerne ud i det, men har ikke fået nogle opfordringer til at kaste?!!

    @GG - det der Urban blog møde, det har jeg aldrig hørt om, annonceres det i Urban eller hvordan (læser ikke avisen selv, vi får ikke gratis aviser her)

    SvarSlet
  6. Blogtræf (i hvert fald dem jeg har været med til) er ikke arrangeret af Urban.

    Det er noget bloggerne selv finder på. Jeg har selv arrangeret et træf i Århus, og har også været til ét arrangeret af andre.

    Man laver ganske enkelt et indlæg, hvor man spørger om nogen vil mødes. Jeg har også set andre lave lignende indlæg for Københavnsområdet.

    Så det er altså ikke noget man bliver inviteret til som sådan, men blot melder sig til (hvis man ser indlægget).

    SvarSlet
  7. *det Volapyk sagde*

    Tidligere har det været Tårnet, som har været frontfigur i at få arrangeret blogtræf i Hovedstadsområdet, men han har jo forladt skuden, og så ved jeg ikke, hvem der ellers kunne tænkes at kaste bolden op. Du kunne jo evt. selv gøre det, hvis du har lyst til udfordringen?

    SvarSlet
  8. Jeg ville rigtig gerne møde nogle af dem jeg følger. Desværre har der ikke været blogtræf i københavn, mens jeg har været her.
    Jeg har især 2 medbloggere, som betyder rigtig meget for mig og som jeg ville elske at give et kæmpekram IRL. Spændende indlæg Birgitte. Tak for dét. Ps. Jeg skal nok råbe højt, hvis jeg ser dig i lokalområdet. Kh. MD

    SvarSlet
  9. Hov hov jeg er her stadig på sidelinien:) prøver bare at finde en vinkel på min Blog igen. Men ja jeg har arrangeret nogle træf og det har været mægtigt hyggeligt hver gang, det er sjovt at opleve bloggere som man har læst i levende live :) kan kun anbefale det

    SvarSlet
  10. Jeg er den svært nysgerrige type, som synes det er spændende at møde alle dem, jeg "kender" på skærmen irl - og har været med til 2 blogtræf, hvor jeg selv lagde op til det ene. Og det er begge gange foregået på den måde, at vi selv har lagt en invitation op som indlæg, og så er det "spread the word"-metoden. Det har i øvrigt været svært hyggeligt begge gange, og jeg tager gerne af sted igen :-)

    Det giver nogle andre slags venskaber/bekendtskaber, fordi man ofte har en hel del til fælles med de bloggere, man følger. Jeg synes min verden er blevet beriget med en samling skønne mennesker, hvis fortællinger får mig til at smile og le, græde og føle med - og de mennesker vil jeg gerne møde i virkeligheden, så de kan få en ægte krammer.

    SvarSlet
  11. Tror de fleste har sagt det der skal siges ovenfor.. har selv været på en håndfuld stykker og det har været super.. sæt igang.... ;)

    SvarSlet
  12. Kan godt høre, at det nu bærer derhen, hvor jeg skal til at arrangere noget træf (boomerang effekt - ikke helt tiltænkt!)...
    Er der nogle der kunne tænke sig en plads som med-koordinator? :-)
    Anyways, bliver først i næste måned, da min august er lidt crazy...

    @MD - du kan da ikke nøjes med at råbe af mig! Jeg skal da osse have et kram, hahaha... Synes du skal invitere de 2 til en kop kaffe en dag, prøv det, så kan du fortælle mig om det gjorde ondt ;-)

    SvarSlet
  13. Jeg er lidt optaget af at amme og dikke, men vil da helt sikkert prrøve at dukke op! Men ellers er det meget ligetil - kom med en dato, og forslag til et mødested, og så må folk melde sig til ;-)

    Tidligere "invitationer" til inspiration:
    http://line42.urbanblog.dk/2010/02/26/blogfest/
    http://taarnet.urbanblog.dk/2010/05/11/sommer-desserter/
    http://volapyk.urbanblog.dk/category/blogosf%c3%a6ren/

    :-)

    SvarSlet
  14. [...] At Birgitte får stablet et blogtræf på benene, for os her på [...]

    SvarSlet

Giv mig dine tanker...