onsdag den 28. september 2011

Det frygtede fedt

Den 1. oktober kommer der skat på fedtet. Det har gået rimelig meget hen over hovedet på mig, indtil jeg så i en avis, at en del folk nu var begyndt at hamstre smør!

Der skal nemlig betales afgift af det mættede fedt i maden. Det betyder, at en række fødevarer stiger i pris. Særligt smør, creme fraiche og piskefløde. Afgiften bliver vægten af mættet fedt i f.eks.: Kød, mejeriprodukter, spiseolier og fedtstoffer, margarine og smørbare blandingsprodukter (Kærgården mv.)

Men det bliver den totale mængde af mættet fedt i de råvarer som benyttes, der bestemmer, om der skal betales afgift. Så selv om mængden af mættet fedt i et sammensat produkt som f.eks. chips, pålæg og kager er lav, skal der betales skat af det mættede fedt i den enkelte ingrediens. Det er et temmelig kompliceret regnestykke og jeg ved ikke lige helt, hvordan SKAT har tænkt sig at opkræve afgiften. Som jeg har forstået det, skal producenten selv indberette mængderne og får derefter en regning på, hvad de skylder i afgift.

Jeg synes på sin vis, at det er et godt initiativ. Jeg tror bare ikke, at det rammer der, hvor der er behov. Det er klart, at det ikke er godt for os at spise så meget fedt, som vi gør i dag. Flere og flere er overvægtige og endnu flere dør af hjertekarsygdomme. Men... personligt vil det ikke få mig til at ændre vaner. Jeg er bevidst om, at de chips der ryger ned, ikke er godt for mig, men en ekstra afgift får mig ikke til at droppe det. Lidt ligesom at rygeren ikke stopper med at ryge, fordi cigaretterne bliver dyrere. Og finder det total underligt at stå i et supermarked og konstatere, at 4 poser slik er billigere end 4 stykker grønt/sundt.

Hvis vi skal derhen, hvor den sunde livsstil bliver generelt udbudt, er det efter min mening et spørgsmål om at sætte tidligt ind. Rådgive gravide og nybagte mødre mere og bedre omkring sundhed og kost. Lære børn fra små (der hvor de gode vaner tillægges), at spise og vælge det sunde. Og så få sat afgiften på netop det sunde ned, så det bliver et attraktivt alternativ!

4 kommentarer:

  1. Jeg tror du har ret i at børn skal lære noget om ernæring, men det er svært hvis forældrene ikke selv kan. Børn af ordblinde får heller ikke ret meget hjælp med lektierne derhjemme.

    Jeg tror på at vi skal have et "køkkenkørekort" eller noget i den stil. At der udbydes kurser omkring ernæring, men uden at det bliver for kedeligt og langhåret. I gamle dage spiste man både hovedret og efterret. Hvorfor? Fordi man arbejdede hårdt? (Men hvorfor blev de så ikke fede, når de kun spiste tre gange om dagen?) Nej, fordi man fik tilfredsstillet både smage, konsistenser, farver og alt muligt i de to retter. Derfor blev man "rigtigt" mæt.

    I dag gider vi ikke bruge tiden på at lave mad. Det skal gå hurtigt! Men til gengæld sidder vi rigtigt tit med en trang til noget sødt til aftenkaffen - og den giver vi efter for og så bliver vi tykke af det. Simpelthen fordi vi ikke fik noget sødt eller syrligt, ikke fik noget salt, sprødt eller blødt eller ikke fik farvemætheden mættet.

    Mad er energi, kroppens brændstof. Hvorfor hælder vi skodmad på vores kroppe? Hvorfor er det blevet in at have samtalekøkkener, der matcher boksene fra take-out-stederne? Hvorfor er der ikke gedigen respekt om langtidssimret eller bare lavet-fra-bunden-måltider? For så lang tid tager det jo heller ikke at knalde en gang hakkebøf med løg sammen, hvis man opper sig lidt. Og det er en mullion gange bedre end slampizza eller junk-eat.

    SvarSlet
  2. hørt.. grøntsager kan jo ruinere een hvis man skal ha' 600 gram om dagen... ned med afgiften på dem og frugt..!! Tror alligevel ikke der sker en skid ved at en pose chips stiger fra kr. 10,- til 15,- eller de dyre fra kr. 17,- til 22,- det er chips-elskere da fuldstændig kolde overfor.. :)

    SvarSlet
  3. Enig med jer begge! Men hvordan får man dem der bestemmer til at tænke det ind også???

    Og Brownie - du har så utrolig ret. Som chips-elsker, så vil jeg sgu købe mit 'fix' uanset om det koster 17 kr. eller 22 kr. ;-)

    SvarSlet
  4. Præcis.. ;) og spørgsmålet er jo nok, hvordan man får "dem der bestemmer" til at begynde tænke..?! (fniis)..

    SvarSlet

Giv mig dine tanker...