I søndagens afsnit af
Borgen kom det så vidt, at Statsministerens datter måtte medicineres for sin angst. En medicinering, som moderen først havde nægtet, men som hun efter et møde med en psykiater, alligevel endte med at give sin datter (trods blødende moderhjerte).
Først havde jeg det sådan lidt, 'ej, jeg ville da aldrig give mit eget barn medicin', men en nærmere eftertanke sagde, at det ved jeg jo i virkeligheden ikke noget om. Ingen af mine børn er (endnu) ramt af noget, der kræver medicinering. Og hvis såfremt den lille bliver tilbudt det, så tager hans far og jeg også imod det, da det er et problem, vi ikke kan løse på andre måder.
Jeg tror, for mig, at det er kernen i problematikken. Altså hvis problemet ikke kan løses på andre måder, så er medicinering jo en god idé eller... Men hvem afgør om problemet er uløseligt, andet end forældrene?
Jeg kender en skolelærer, som lige er gået på pension. Efter 40 år som lærer i specialklasserne, kender hun efterhånden en del tricks til at undgå medicinering. For det arbejdede de nemlig på, det sted hun underviste. At præge forældrene og give dem værktøjer, til at bl.a. ADHD elever kunne slippe helt for medicin. Meget ligger i kosten og det pudsige er, at de med det samme kunne se en virkning på barnet, hvis kosten kom under kontrol. Og omvendt selvfølgelig. Selv en lille sodavand til en fødselsdag en søndag, kunne med det samme ses/mærkes på eleverne mandag OG tirsdag.
Jeg kender til gengæld også folk, der er kommet ud af angst og depression, netop ved medicinering. Så hvorfor skulle det ikke også fungere på børn? Alligevel er tanken hård - at give sit barn medicin er for mig et stort skridt at tage. Mit hjerte blødte med søndagens statsminister og jeg kan levende sætte mig ind i hendes tanker, om ikke at slå til som mor og følelsen af, at have fejlet som forælder.
På den anden side, så kender jeg en ADHD dreng, der så at sige 'reguleres' via sin kost, fordi forældrene ikke er interesseret i, at han skal have medicin. Kostomlægningen har hjulpet, men måske ikke helt så godt som forventet. Så nu er spørgsmålet, om man skal prøve med medicin. Lægerne anbefaler det og skolen anbefaler det. I hvert fald i en prøveperiode. Og den beslutning er svær. Rigtig svær. For hvis det går godt, er der alle mulige tanker om, at drengen måske kan inkluderes i den 'almindelige' folkeskole og ikke gå i specialskole/klasse. Og hvis det går godt, men tanken om medicinering alligevel bliver ubærelig, eller det har bivirkninger på denne dreng, kan/vil man som forældre så stoppe med medicinen?
Og jeg ved godt, at det er forfærdeligt at skrive, men jeg er altså glad for, at jeg ikke skal træffe et sådan valg lige nu. Glad for at mine børn (næsten) er helt 'normale'. At de passer ind i samfundets kasser og at jeg indtil nu er sparet for disse bekymringer. Jeg tager hatten af for forældre, der dagligt skal takle alskens problemer og dilemmaer. Det beviser bare endnu engang, at forældrejobbet ikke er for svage sjæle.
