Godt nytår

Jeg ville egentlig gerne have skrevet et længere indlæg - om hvor heldig jeg har været i 2011 - om alle de dejlige ting, der er sket... Men lige om lidt skal jeg med toget og så er jeg først tilbage i 2012.

Så kan I nu have et rigtig dejligt nytår og pas på jer selv derude :-)

Ja, selvfølgelig!

Ingen jul uden sygdom til mig, det er åbenbart gået hen og blevet en tradition. I år fik jeg dog undgået selve juleaften, men allerede om morgenen 2. juledag kunne jeg mærke noget på vej og selv om jeg prøvede at 'rense' halsen med en snaps til julefrokosten, så måtte jeg kapitulere om aftenen.

Så nu har jeg influenza. Ikke den bedste cocktail med 2 unger hjemme, der har lidt krudt i r*ven (den lille) og som elsker at drille (den store)... Nu er der smækket en film på og maden er i ovnen. Selv er jeg ved at være liiidt træt af te og halspastiller. Og af at have ondt over det hele. Hjemmet er et stort rod og lidt beskidt. Oveni har jeg temmelig meget 'self-pity'. Håber sgu jeg får det bedre snart... For alles skyld ;-)

En dag i nattøj

I dag er det Juledag. Ungerne og jeg har traditionen tro brugt dagen på absolut ingenting. Vi har haft nattøj på hele dagen, set film, bygget lego, spillet, leget og kigget på julegaver, læst bøger og moderen nåede også en lille lur på sofaen ;-)

I går var (også) en fantastisk dag. Som der var blevet set meget frem til. Faktisk har min mindste søn i snart 14 dage sagt: Jeg kan bare ikke lade være med at glæde mig til juleaften!

Mit største ønske blev faktisk opfyldt (ud over alle gaverne)!  - Mine unger sagde begge, at det havde været en rigtig dejlig juleaften. Så kan man ikke bede om mere vel?!!

Nattøj-dagen har været yderst afslappende og tiltrængt for både ungerne og jeg. For i morgen går det løs igen med gæster her til familiejulefrokost og det skal nok også blive en hyggelig dag.

Håber I også har nogle gode juledage derude :-)

Juleferie!!!

Så nåede vi endelig målet - jeg nåede ikke alle de ting, jeg havde planlagt, men de fleste. Og resten er bare ærgeligt. For nu har jeg juleferie!

Glædelig jul til jer alle :-)

 

Ældste sønnen fik lavet en dekoration til mig.

 

 

Yngste sønnen fik lavet pebernødder (med lidt hjælp)

Skilsmisse-jul

Skal du holde jul med dine børn i år? Jeg skal :-) men hos mig er det ikke en selvfølgelighed, da børnenes far og jeg er skilt.

Vi skiftes til at holde jul med dem. Vi har aftalt, at der kun er én juleaften og der holdes derfor ikke flere 'juleaftener' - kun d. 24. dec. Gaverne kan godt blive spredt lidt ud (mest fordi de i forvejen får en overflod). Den forældre der ikke har børn juleaften, har så børn til nytår. Den ordning har vi kørt siden den første jul fra hinanden og jeg har (stort set) vænnet mig til det - efter nogle rigtig svære år :-(

Men hvad jeg ikke forstår/vænner mig til, er alle andre, der synes de har ret til at spørge mig, om jeg skal være sammen med mine børn i julen. Altså, I kan godt forstå, at jeg ikke nødvendigvis har brug for at blive mindet om, at jeg IKKE ser dem juleaften, 3-4 gange om ugen gennem hele december?!!

Jeg ved godt, I mener det på en god måde (det er derfor, jeg ikke bliver vrede på jer i situationen) og jeg kan se, at I bliver forlegne, når I ser mit triste udtryk, når jeg skal svare... men helt ærligt - jeg render jo heller ikke rundt og spørger hvert år, om I skal holde jul med jeres svigerfamilie (som I hader), jeres bror (som I ikke har talt med i flere år pga. en mindre bagatel) eller om I ikke kommer til at savne jeres døde mor juleaften osv.

Det er fint at vise interesse for andre og spørge ind til, hvordan andre skal holde jul. Men ikke ok, at vade rundt i det. Og slet ikke ok, at blive ved med at spørge mig, om det ikke er hårdt at undvære børnene juleaften (jo, det er det - altid, men det er også hårdt hveranden fredag, når jeg siger farvel til dem og vi ikke ses i en uge).

 

Skal (heller) ikke i Urban 

Om at være en øjesten

Jeg er det ældste barnebarn på både min mors og fars side af familien. Med det kommer der (selvfølgelig) en status, der ikke overgås af andre. Den første. Den ældste.

(Til sammenligning kan jeg fortælle, at selv om min bror er nr. 2, så er han den eneste dreng. Og de andre kusiner komme drypvis med flere års mellemrum. Barnebarn nr. 3 er således 9 år yngre end mig og den mindste (nr. 6) er blevet 18 år i år).

Den status - med at være den førstefødte - har jeg (selvfølgelig) været glad for. Ligesom min bror har jeg været glad for at være 'kun os 2' på begge sider indtil vi var ret store. Forkælelse følger jo med og det siger man vi ikke nej til. Det er ikke meget der blev sagt nej til, når det kom til børnebørnene...

Desuden har vores bedsteforældre været i 'deres bedste alder' - de har (det meste af min tidlige barndom) været raske og friske, spillet fodbold og gået/cyklet ture med os. De har også arbejdet og ikke altid kunne passe os, når vi var syge. Alligevel har de haft overskud til at inddrage os i mange ting og traditioner (og er der noget min familie er, så er det bundet af traditioner - især omkring jul).

Nå - sidespring.

Min morfar har altid været utrolig glad og engageret i sine børnebørn. Han og min mormor har hvert år haft os unger på sommerferie, til juleklip osv. Og selv om man egentlig ikke 'må', så har min morfar flere gange udtalt, at jeg er hans 'øjesten' - de andre pige-børnebørn er hans prinsesser, men der er kun én øjesten.

Behøver jeg at sige, at de mænd der er blevet introduceret, alle er blevet mødt med orderne 'nu behandler du hende ordenligt' - sagt med et glimt i øjet (men også lidt som en trussel). Og at hans hjerte gik en lille smule i stykker, da jeg blev skilt fra drengenes far.

Jeg ved, at han og min mormor har planlagt, at jeg skal arve deres vielsesringe 'fordi jeg er det ældste barnebarn'.

I en del år havde jeg det skidt med at vide (og leve op til) at jeg var 'øjestenen' - nu har jeg accepteret, at sådan er det med min morfar. Jeg kan ikke lave det om, men kun være glad for min 'sær-status'. Mine andre kusiner har altid taget det med ophøjet ro, så hvorfor skulle jeg ikke også? Måske er det Janteloven, der spiller lidt ind her. Men jeg ved jo, at min elskede morfar gør det netop fordi han elsker mig og synes at jeg er noget specielt - Jantelov eller ej...

 

(skal ikke i Urban)

Kan du dit komma?

Når man nu slet ikke er i tvivl om, at det man gør er det rigtige, så kan det være noget underligt, at få af vide på jobbet, at man sætter sine kommaer forkert!

Altså, jeg troede, at man gerne måtte sætte 'grammatisk' komma og kun det! Men tingene er åbenbart sværere end jeg troede - og jeg citerer derfor:

Dansk Sprognævn om komma
Hovedprincipperne for kommatering er som følger:

1. Der sættes komma i opremsninger

• Han købte sild, ost og mælk.

2. Der sættes komma ved selvstændige sætningsdele (forklarende og præciserende tilføjelser)

• Endelig nåede vi frem, trætte og glade.

• Peter Nielsen, anfører for FCK, lover sejr i returkampen.

• Peter Nielsen, der er anfører for FCK, lover sejr i returkampen.

3. Der sættes komma mellem helsætninger og mellem sideordnede ledsætninger

• Vinden peb, og tordenen rullede.

• At vinden peb, og at tordenen rullede, var ikke til at tage fejl af.

4. Der kan sættes komma foran ledsætninger

• Jeg ved at han er klog eller Jeg ved, at han er klog.

• Jeg sætter mine kommaer som jeg vil eller Jeg sætter mine kommaer, som jeg vil.

• Kender du pigen der står i baren? eller Kender du pigen, der står i baren?

5. Der sættes komma efter ledsætninger

• Hvis bygningen forlades efter kl. 18, skal porten låses.

• Jeg sætter mine kommaer som jeg vil, og gider ikke høre mere vrøvl eller (jf. regel 4)

• Jeg sætter mine kommaer, som jeg vil, og gider ikke høre mere vrøvl.

• Pigen der står i baren, er min søster eller (jf. regel 4) Pigen, der står i baren, er min søster.

Sprognævnet anbefaler at man undlader at benytte regel 4 om komma foran ledsætninger, dvs. at man som hovedregel undlader at sætte komma foran at, der, som og hv-ord (hvem, hvad, hvilken, hvornår, hvorfor osv.) samt underordningskonjunktioner som når, da og hvis.

 

Ok så - jeg tror aldrig, jeg kommer til at sætte komma foran og. Det strider altså imod alt, hvad jeg har lært i skolen! Jeg kan ikke få mig selv til det! Korrekt eller ej... Jeg har også svært ved regel nr. 4. Det ser så forkert ud i mine øjne, at udelade kommaet.

Men regler er jo regler - og jeg skal skrive korrekt. Og lære mine børn at skrive korrekt. Så må hellere sætte mig lidt ind i tingene. Heldigvis har jeg jo bloggen - der kan jeg udfolde mig, som jeg vil. Sætte mit komma, som jeg vil - så at sige ;-) Ha! Tag den, Dansk Sprognævn!

 

Vil du teste dine egne kommaer, så er det her  (det er ikke helt nemt)

- der er også en stavetest her, hvis det skulle være :-)

 

Og så kun for sjov - og fordi jeg nu kan (kunne som barn have svoret, at de sang 'komma'):

 

[kml_flashembed movie="http://www.youtube.com/v/JmcA9LIIXWw" width="425" height="350" wmode="transparent" /]

Julefrokosten

Så er det i dag vi har julefrokost på arbejdet. Vi starter altid med selve frokosten i de enkelte forvaltninger og bagefter er der fælles fest i kantinen.

I min forvaltning har vi ry for at holde de bedste fester. Jo jo, det er temafester med dertilhørende udklædning, indbydelse og opdækning.

Således var jeg cowboy(pige) sidste år og i galla-tøj forrige år.

I år er det sørøver/pirat fest!

 

 indbydelsen - ja, vi går 'all in' her til jul

 

Og jeg er nogenlunde klar på min udklædning. Min kæreste har sponsoreret et købt kostume (efter jeg truede med at klippe hans pyjamasbukser op) og ungerne har bidraget med div. pistoler, sværd, halskæder og ringe...

Jeg har fået strenge instrukser på, hvordan jeg skal have fingerringene på (!) - hvem siger, at en dreng på 6 år ikke forstår sig på fashion? ;-)

Heldigvis er jeg ikke i planlægningsudvalget i år. Så kan sidde og se på de stakkels 'udvalgte' der suser rundt og dækker borde og pynter op (mens jeg arbejder forstås... ok, blogger lidt også).

Til alle jer andre derude, som også skal til julefrokost i dag - hav en god aften og pas nu på i stormen, når I skal hjem  :-)

Now we're talking!

Wow - H&M har lige udsendt snig-premieren på deres næste 'limited edition' (se mere her). Den hedder Dragon Tattoo og er et samarbejde med kostumedesigner Trish Summer. En særkollektion, der er inspireret af antiheltinden Lisbeth Salander (I ved - fra Stig Larssons triologi. Som jeg endnu ikke har læst).

Det er en kollektion med mange fede detaljer: rå trendy jakker, slidte jeans og hættetrøjer i sort, hvid, grå og mørkerød.

Som f.eks. denne style:

 



 

Fås i udvalgte butikker fra den 14. december og på hm.com. Tror jeg sidder klar ved tasterne ;-)

(Og nej, jeg får ikke penge for at skrive denne lille reklame - synes bare tøjet er über-fedt)

Glædelig 2. søndag i Advent

 

(lettere forsinket, I know)

Som I kan se, så kører vi den lidt skrabede 'enkle' stil mht. adventskrans. Ligesom vi heller ikke har nogen julekalender (slemme, slemme mor, som ikke fik købt én i tide - og nu er de udsolgt!)

Og i dag er det allerede mandag. Synes lige det var fredag. Men ved det var mandag, for jeg kom for sent ud af døren med ungerne og busserne var (mere end almindeligt) forsinkede...

Weekenden derimod - der fik vi julet! Ungerne var en tur i Tivoli med deres mormor og morfar og ellers stod den på fremstilling af småkager og konfekt.

 

Hvordan har du det?

Et spørgsmål som vi får og selv stiller mange gange. Svaret er vi ikke altid interesseret i. Især hvis det ikke er positivt. Ofte svarer vi selv også helt automatisk, uden at mærke efter, om svaret skulle være andet end standarden 'jeg har det godt/fint'.

Jeg har det ikke altid godt eller fint, når folk spørger, men orker nogle gange ikke at fortælle, hvorfor det lige er, jeg ikke har det godt. Og så tænker jeg også, at spørgeren ikke altid er interesseret i et svar, men bare langer frasen ud af ren høflighed uden egentlig at ville vide, hvad der rører sig i mig.

Der er folk jeg spørger, hvor jeg virkelig er interesseret i et (ærligt) svar, men hvor de glider af på spørgsmålet og giver mig standard svaret. Skal man bore mere i det så? Eller bare acceptere, at nogle ikke har lyst til at dele sindstilstanden med mig?

Andre svarer ærligt, at det for tiden ikke er helt så godt og det efterlader mig også tit i vildrede. Skal jeg tilbyde noget hjælp/omsorg eller skal jeg bare nikke og høre, hvad de har på hjerte og derefter regne med, at det dermed hjalp at lette hjertet?

Jeg tror ikke der er nogen løsning, alt afhænger ofte af situationen og hvem man står over for, samt ens eget humør. Til gengæld mødte jeg én forleden, der ærligt svarede spørgsmålet med et 'jeg har det fantastisk'. Og hendes svar og ærlighed varmede helt ind i mit hjerte. Måske vi skulle være mere åben for at dele vores glæde - og til tider sorger?

I denne travle tid...

Jeg er presset i øjeblikket. Hjemme skal der pyntes op, laves kagedej(e), gøres rent, pakkes gaver ind, ryddes (lidt) op osv.

På arbejdet har jeg været på kursus og en (stor) opgave nærmer sig sin afslutning og det trækker en del tænder ud.

Nå, men det jeg egentlig bare ville sige var:

GLÆDELIG 1. DECEMBER

- om 24 dage er ræset overstået 8O