tirsdag den 27. marts 2012

10 ting du (måske) ikke vidste om mig!


  1. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg ser faktisk en del reality-tv/tv-serier (altså crap-tv, sig det ikke til nogle).

  2. Jeg ELSKER chips. Og spiser lidt for mange af dem.

  3. Jeg har taget et hav af forskellige tests og læst diverse bøger, men er stadig usikker på kropstype, stilkerne, ansigtsform osv. Så ender oftest i en oversize bluse og jeans.

  4. Jeg blogger/læser blogs fra mit arbejde, for jeg orker stort set ikke sidde foran en computer når jeg kommer hjem.

  5. Jeg er utilfreds med mine skæve tænder, næsen, små bryster og de 5 ekstra kilo, men er alligevel for doven/ubeslutsom til at gøre noget seriøst ved det.

  6. Jeg har en svaghed for beauty-produkter og bruger alt for mange penge på det. Derfor kan man finde både Chanel, Lancôme og Dior hos mig.

  7. Jeg falder tit i søvn foran tv'et. Har svært ved at holde mig vågen til en film.

  8. Jeg har en cykelhjelm. Og jeg kører ALDRIG uden! (er blevet total hellig).

  9. Jeg drikker for meget kaffe og cola og for lidt vand. Faktisk drikker jeg ikke særlig meget vand - kun dansk vand.

  10. Jeg er planlægger med stort P. Er ikke så god til de spontane ting.

fredag den 23. marts 2012

Måske-måske ikke

Måske skulle man skrive et indlæg?

Eller måske skulle man bare holde tidligt fri og nyde børn og det dejlige solskin?

Tror jeg vælger mulighed nr. 2 - god weekend derude :-)

onsdag den 21. marts 2012

Træt af spam!

Jeg må indrømme, at jeg er træt. Træt af, at Urbanblog bliver spammet helt vildt, uden at nogle gør noget ved det. Der er lang tid til efteråret!

Siden i går har jeg fået 65 spamkommentarer. Og fordi der en sjælden gang gemmer sig nogle rigtige kommentarer imellem alt det spam, så kigger jeg det hele igennem før jeg sletter. Men nu er jeg altså træt. Så fremover kan det være, at det hele bliver slettet uden gennemsyn.

Hilsen bb2605 - som synes, det er øv med alt det spam (og undrer sig over, at der ikke er nogle, der gør noget/tager sig af det)  :-(

mandag den 19. marts 2012

Nye livretter?

I 2012 har jeg bestemt, at ungerne og jeg skulle prøve mindst én ny opskrift hver uge. Lidt for ikke at køre rundt i de samme retter (som jeg var træt af) og lidt for at udfordre deres smagsløg.

Der blev enighed om, at hver ny ret skulle bedømmes på en skala fra 1-5, hvor 5 er helt super og 1 så er en ret, man ikke brød sig om. På den måde skulle vi gerne ende op med nogle retter, der kan blive nye livretter.

Det går meget godt indtil videre. Det kræver lidt planlægning. Jeg laver mad-plan til ugen og sørger for at få trevlet kogebøger og opskriftsamlinger igennem.

Vi har i nogle uger fået 2 nye retter og der er med nysgerrighed blevet set frem til og smagt på en masse nye ting.

Andre retter har været variationer over noget vi kendte i forvejen, f.eks. en ny opskrift på kødboller i tomatsovs - den opskrift vi prøvede var med hakket kylling og hvidløg i stedet for de sædvanlige med hakket oksekød og basilikum.

Der har fundet sig ingredienser så som citrongræs og fiskesovs i vores køkken og børnene har generelt været meget mere modtagelige overfor det nye, nu da det ikke foregik med et krav ved bordet om at skulle prøve at smage.

Samtidig har pointsystemet sikret, at der er blevet smagt på retten et par gange, for ellers har man jo ikke noget grundlag for at give point.  

Så alt i alt en god succeshistorie :-)

lørdag den 17. marts 2012

Happy blog-birthday

I dag er det bloggens fødselsdag. 2 år - hvor blev tiden egentlig af? 443 indlæg og en r*vfuld af kommentarer, som jeg alle sætter stor pris på.

Jeg har i løbet af disse 2 år, bare ved at have en blog, oplevet et fællesskab, mødt en masse dejlige mennesker (også irl), fået vendt op og ned på op til flere af mine opfattelser af verden og selv fået smidt stort og småt herind.

Jeg holder ret meget af at blogge. Og som sagt - hvor blev de 2 år egentlig af? ;-) tillykke til bloggen (og mig) med de 2 år.

tirsdag den 13. marts 2012

Jeg vil jo bare gerne hjem!

Personaleudgangen på mit arbejde er lige ved den 'officielle' indgang til Kommunen. Det betyder, at jeg skal hen over den lille plads, hvor borgere, mødedeltagere og andet godtfolk står og venter på enten at komme ind eller møder den lukkede dør, forbi de er kommet efter lukketid.

Normalt er det ikke et problem. Dog er det blevet værre det sidste års tid. Der er nemlig dage, hvor jeg skal ud af døren lige efter Kommunen er lukket. Og derfor render jeg lige ind i de frustrerede borgere mv., der ikke kan komme ind.

Jeg ved jo godt, det er sur numse, at de kom for sent. Og jeg prøver med al venlighed at få dem til at forstå, at jeg ikke kan lukke dem ind, medmindre jeg selv følger dem ned til bestemmelsesstedet.

Hvis de har et møde, så siger jeg til dem, at de må ringe til mødearrangøren og få dem til at lukke op. Til borgeren prøver jeg at forklare, at de skal komme i åbningstiden (og det er altid umuligt for dem- og det ved jeg godt, det er det for mange, men det er desværre ikke noget jeg kan rette op).

De ser på mig, som om jeg er en sur kælling. Måske er jeg også det til tider. Men jeg vil jo bare gerne hjem. Jeg skal jo hente børn, handle, til lægen eller har andre aftaler. Jeg gør det ikke for at pisse dem af. Seriøst - jeg ville selv blive ærgelig over ikke at blive lukket ind, men lad være med at udspyde galde over mig! Jeg vil jo bare gerne hjem...

fredag den 9. marts 2012

Sæbeproduktion

Fik jeg egentlig nogensinde fortalt, at den ældste søn og jeg har kastet os ud i et rigtigt 'krea-projekt'?

Vi er simpelthen begyndt at lave vores egne sæber! Først købte jeg et begynder-sæt hos Panduro, sådan et her. Og efter nogle erfaringer med det, købte vi nogle forskellige farver og dufte og nogle små forme. Det tager noget tid at lave, men resultatet bliver rigtig godt - og flot.

Resultatet af anden omgang blev en masse julegaver. Og nogle små sæber til mit badeværelse. Så fint :-)

 

sc3a6be1

sc3a6be2

tirsdag den 6. marts 2012

Noget om kasser

Altså selvbetjeningskasser i supermarkedet (det var også det du tænkte på, ik?!!).

I min lokale SuperBrugs findes de ikke. Her er kun lange køer ved kassen og en flaskeautomat, der stort set altid går i fejl.

Min lokale Netto har også 'almindelige' kasser. Og en masse rod (men det er vel næsten obligatorisk for Netto).

I den nærmeste Føtex derimod, der er der selvbetjeningskasser! Lige da de blev præsenteret tænkte jeg: Yes, slut med kø og varer der går ind til forkerte priser (kan være ret så irriterende, se selv her).

Meeen, jeg skulle blive slemt klogere.

Jeg har endnu ikke prøvet, at den l*rte maskine ikke er gået i fejl og skal betjenes/låses op af en servicemedarbejder. Der er utrolig lang kø, i betragtning af, at det er selvbetjening og derved burde gå hurtigere. Helt slemt bliver det, hvis man har sit eget net/pose med (og det har 'man'). Så er jeg sikker på at få en fejl. Eller ungerne smutter med en vare i hænderne. Eller jeg retter på varerne efter de er lagt i posen. Osv.

Så nu har jeg opgivet dem. Jeg - som ellers er teknologien og den digitale verdens største fortaler! Kom igen når I har fået et bedre produkt. Æv.

mandag den 5. marts 2012

Feriebilleder

Mens jeg alligevel sidder i kø hos SKAT for at se min årsopgørelse, kan jeg jo lige up-loade lidt feriebilleder ;-)

Skøn ferie i øvrigt (det føles allerede som meget lang tid siden) og jeg fik i år endelig lov at løbe en del på ski, da den mindste tog et kvante-spring og løb og løb... Over 50 km. nåede han at løbe på under 1 uge. Så flot...

norge-2012-03

norge-2012-1

norge-2012-119a

norge-2012-36

norge-2012-10

norge-2012-063