Jeg vil jo bare gerne hjem!

Personaleudgangen på mit arbejde er lige ved den 'officielle' indgang til Kommunen. Det betyder, at jeg skal hen over den lille plads, hvor borgere, mødedeltagere og andet godtfolk står og venter på enten at komme ind eller møder den lukkede dør, forbi de er kommet efter lukketid.

Normalt er det ikke et problem. Dog er det blevet værre det sidste års tid. Der er nemlig dage, hvor jeg skal ud af døren lige efter Kommunen er lukket. Og derfor render jeg lige ind i de frustrerede borgere mv., der ikke kan komme ind.

Jeg ved jo godt, det er sur numse, at de kom for sent. Og jeg prøver med al venlighed at få dem til at forstå, at jeg ikke kan lukke dem ind, medmindre jeg selv følger dem ned til bestemmelsesstedet.

Hvis de har et møde, så siger jeg til dem, at de må ringe til mødearrangøren og få dem til at lukke op. Til borgeren prøver jeg at forklare, at de skal komme i åbningstiden (og det er altid umuligt for dem- og det ved jeg godt, det er det for mange, men det er desværre ikke noget jeg kan rette op).

De ser på mig, som om jeg er en sur kælling. Måske er jeg også det til tider. Men jeg vil jo bare gerne hjem. Jeg skal jo hente børn, handle, til lægen eller har andre aftaler. Jeg gør det ikke for at pisse dem af. Seriøst - jeg ville selv blive ærgelig over ikke at blive lukket ind, men lad være med at udspyde galde over mig! Jeg vil jo bare gerne hjem...