Morgen i 2605

Godt nok skulle jeg møde tidligt på arbejde - og det er i disse dage oftest mørkt, når jeg endelig kommer hjem.

Til gengæld blev jeg mødt af denne flotte solopgang i morges på vej til arbejde.

Emner som giver anledning til konflikt.

Efter at have været på 'Kommunen' i snart 4 år, er jeg (meget videnskabsmæssigt) nået frem til en liste over de store spørgsmål på kontoret:

• Hvor varmt/koldt der skal være på kontoret (især storrumskontorer)?
• Må der høres musik/radio - og hvilken kanal - og hvor højt/lavt?
• Hvor meget/lidt lys skal der være?
• Skal der være stærk ost til morgenmaden om fredagen? (kan I ikke bare acceptere at jeg godt kan lide stærk ost - ja, det lugter, men smager så godt!)
• Hvis man er med i kageordningen, må man så gerne komme med 'købe-kage'? (jeg siger nej - hvad synes I andre?)
• Er det ok at sidde ved sit skrivebord i den ene ende af storrummet og råbe til en kollega i den anden ende?
• I det hele taget: hvor højt må man tale?
• Må man tale med sig selv?
• Hvem skal sørge for at hente mere vand til el-kedlen?
• Og hvem skal vande planterne?

Jeg siger ikke, at alle emner giver anledning til konflikter, men vi har nu stort set prøvet de fleste!

Jeg forstår det stadig ikke helt.

I går var det 2 uger siden min morfar døde. Synes tiden er gået så ufattelig hurtigt og jeg vågner hver dag og tror håber, at det bare er noget, jeg har drømt.
Jeg har ikke helt forstået, at han er død. Selv om jeg har set ham, da han var død og har sagt farvel, både på hospitalet og til begravelsen, så gør det stadig ondt og det er som om, at han ikke er væk.
Det er svært at se min mormor uden morfar. Det er svært at være i huset og kigge på hans tomme stol. Det er svært at gå i haven og vide, at han ikke bare er herude. Det er i det hele taget svært at tænke på, at han ikke er her mere.
Jeg ved godt, at sorg tager noget tid. Jeg ville bare ønske, at min hjerne helt forstod, at dette er virkeligheden...

Har du ikke tabt dig?

... Sagde min kollega, som går op og ned af mig hver (hver)dag og derfor ikke er oplagt til at se, om jeg svinger i kiloerne. Men jo! Jeg har tabt mig. 5 kilo er der røget siden jeg kom hjem fra Azorerne for ca. 3 måneder siden.
Og de er tabt ene og alene ved kostomlægning. Jeg har derfor sagt nej, nej og atter nej til bl.a. is, slik, sodavand, alkohol, hvidt brød og kage. Det sidste så meget, at mine kollegaer er helt bekymrede. For det er slet, slet ikke min stil. Og jeg er blevet noget frelst med masser af vand og mindre portioner på min tallerken.
Og hvorfor? tja, mit tøj sad efterhånden ret stramt og jeg var ret meget i chok, over at se vægten, da jeg kom hjem fra ferie. Så det var vel motivation nok?!!
Jeg har ikke motioneret særlig meget - et par uger i midten gav jeg den godt nok gas, men det tabte jeg mig ikke synderligt af - men muskler er jo heller ikke at fornægte ;-)
Jeg er på ingen måde fanatisk med kosten. Jeg har bare skåret det usunde væk i hverdagen. Jeg spiser stadig mine elskede chips. Jeg gør det bare kun fredag/lørdag. Jeg drikker et par glas i weekenden og jeg forsværger på ingen måde fedt eller pasta eller mælkeprodukter. Jeg tænker mig bare om, hvad jeg putter i munden. Og skærer ned på mængderne. Og siger nej tak til en masse ting, som jeg før ville have proppet i munden uden omtanke.
Er det et kedeligt liv? Jeg synes det ikke. Jo, nogle gange er det sgu surt, at skulle sige nej. Eller stå med chokoladen i hånden og bare have lyst, for at ligge den ind i skabet igen.
Til gengæld glæder jeg mig til at spise lidt 'godt' i weekenden. Til at drikke sodavand fredag. Jeg nyder det jeg 'synder' med i højere grad end før og kan sagtens stoppe inden kvalmegrænsen. Og nu kan jeg prale af, at kunne passe mit tøj igen. Og vægten står nogenlunde stille på et tal jeg har det godt med. Så er det bare med at holde den gode stil hele vejen til nytår :-)

Nu gør I det godt søndag, ik'?!!

Når ens verden pludselig bliver vendt op og ned...

Jeg beklager mit fravær på bloggen. Jeg har haft travlt med det virkelige liv (igen)...
I torsdags døde min elskede morfar meget pludselig. Er stadig lidt i et stadie af chok. Han blev indlagt efter kun 1 dags sygdom, kl. 20 om aftenen og kl. 23 var han død. Jeg nåede ikke at være der. At se ham en sidste gang i live. Og jeg er ked af det. Så utrolig meget.
Han fik det som han ville. Han boede i sit hus til det sidste - med min mormor og nussede i hans elskede have. Han døde hurtigt og smertefrit. Tilbage er kun alle os efterladte. Og vores sorg...

Her går det godt - send flere gode råd!

Jeg er SÅ glad for at I tager jer tid til at give mig råd/fortælle hvad der er galt, med mine indstillinger her på Blogspot. For jeg kan ikke selv regne det ud. Når man er logget ind ser alt fint, fint ud og jeg kan kommentere mv. Er godt klar over, at det er anderledes for jer derude i den anden side. Så tak for al opmærksomheden. Det meste skulle være rettet nu, men skriv gerne, hvis der er mere! :-)

Ellers er alt som det plejer her på Vestegnen. Synes dagene suser afsted. Jeg prøver at følge med - tungen halsende ud af munden og gymnastiktøj og madpakker på slæb. Jeg er begyndt at motionere lidt mere end ellers - cyklede til en housewarming lørdag, 12 km ud og 12 km hjem. Og så er der også noget med kosten og vægt, men det får et indlæg for sig selv ;-)

God søndag i Blogland...

Så er jeg her...

Jeg har fået kopieret hele min urbanblog herover og glæder mig til at slå mine folder som Blogspot :-) (tak, Øglemor)

Jeg fortsætter i samme stil og med samme emner. 

Så!.... lige om lidt, kommer der et nyt indlæg (eller altså, vil ikke love, jeg når det i dag) ;-)

God weekend derude...