Noget jeg ikke er stolt af...

Jeg har gjort noget, jeg ikke er stolt af :-(

Jeg har kigget i min søns mobiltelefon.

Han brugte en hel aften på at sms'e med en pige fra klassen og morgenen efter kiggede jeg på deres sms'er. Jeg ved godt, jeg ikke skulle have gjort det...

Men altså, jeg fandt så ud af, at min søn på 11 år er blevet kæreste med hende pigen!

Jeg ved godt, at han så småt er begyndt at synes, at piger er interessante. Og jeg tror heller ikke det bliver den store hede romance, for de holder det (åbenbart) hemmeligt. Jeg har i hvert fald ikke hørt ham sige noget om, at han skal hjem til hende eller hun skal hjem til os. Eller om at de er kærester.

På den ene side er det jo dejligt, at han er begyndt at kæreste lidt.

På den anden side er det total skræmmende, at han allerede i en alder af 11 år skal begynde at kæreste!

Det sætter også mig selv lidt i perspektiv. Min ældste søn bliver stor. Større end jeg vil. Og hurtigere end jeg måske synes om. Kunne godt have undt ham en lidt længere tid som 'barn'. Jeg ved godt, at det efterhånden er helt normalt. At børn er tidligt ude nu til dags (se allerede nu begynder jeg at lyde som min mormor). 

Jeg kan ikke snakke med ham om det. For så ved han jo, at jeg har kigget i telefonen. Så jeg venter bare til han eventuelt lukker lidt op. Jeg håber han ved, at han sagtens kan fortælle mig alle de 'pinlige' ting, uden at skulle høre for det. Hverken drilles, stikkes til, fortælles til andre, udstilles osv.

Det er nyt for os begge, det her med at han nu ikke længere kun er barn. Men faktisk på vej til at blive teenager. Og vi skal nok finde et leje, hvor moderen ikke kigger i mobilen og sønnen tager sig mod til at fortælle lidt om alle de ting, der foregår i hans liv.


PS. Forleden fik han en profil på Facebook. Nu er jeg for alvor gammel!