Voksen-venner

Jeg har aldrig haft en bedste-veninde tilbage fra børnehaven/skoletiden. Jeg er bare ikke én af dem, der har været heldig at møde lige præcis 'den rette' veninde i en tidlig alder. På den anden side, så har jeg haft flere forskellige veninder og ikke været begrænset af én.

Som ung/voksen har jeg haft en del tætte relationer, men ikke mange af dem er holdt ved. Flere forsvandt da jeg blev gift og fik børn. Andre kom til. Flere endnu forsvandt, da jeg blev skilt.

Men nogle holdt (jeg) stædigt ved og i dag har jeg en blandet flok veninder i alle aldre. Veninder, som jeg ikke altid ser så ofte, men som man kan mødes med efter et ½ år og så falde lige tilbage i det gode venskab.

Veninder som jeg alle har lært at kende i en moden voksen alder og som er spredt ud på et (relativt) stort geografisk område.  

Det er de veninder, jeg holder allermest af og som betyder noget i mit liv. Dem som jeg vil kæmpe for, med næb og kløer, og blive meget ked af, hvis vores venskab skulle brydes. Der er ikke mange. Som regel kan de alle være i min stue, når jeg samler dem 1 gang om året til min fødselsdag.

2 af disse veninder har jeg lært at kende, dengang jeg læste til kommunom. Det var dengang, hvor jeg ikke var skilt (men på vej til det), havde et andet arbejde og 2 små børn i institution.

Vores venskab har klaret indtil flere skole-projekter, en gruppe eksamen, bryllup, kobberbryllup, runde fødselsdage, skilsmisse (én endelig og én næsten), dødsfald i nærmeste familie (flere desværre), reagensglas barn, problemer med små børn, problemer med store børn, flytning(er) osv. Alt sammen på bare 6 år. Seneste 'udfordring' bliver efter nytår, når den ene rejser til USA i et ½ år med familien.

Dog er jeg sikker på, at efter det halve år (og mange flere år) er vi stadig sammen. Og det gør mig glad, fordi jeg ved, at de vil mig, som jeg er. Mine dårlige sider og mine gode! Og det samme gør sig gældende for mig om dem.

Venskaber man får som voksen er nemlig ikke så tosset endda :-)