Erindringer 1

Jeg har hovedet fyldt med tanker for tiden. Måske er det fordi jeg har (jule)travlt, men lige så snart jeg sætter mig hen i en krog, så vælter der tanker frem.

Så har besluttet mig for at få det skrevet ned. Jeg ved håber, det hjælper lidt (og egentlig er det vel også det jeg kan bruge bloggen til)

Måske bliver det en serie - måske bare dette indlæg. Anyways - here goes:


Jeg er 13 år og sidder på sengekanten i min farmor og farfars soveværelse. Et sted jeg ellers ikke har opholdt mig meget, men efter min farmor har fået konstateret lungekræft, så er soveværelset 'åbnet'. Endnu ligger hun ikke i sengen hele tiden, men hun bliver tyndere og tyndere og mere svag.

Jeg sidder der, fordi jeg er trist. Resten af familien er samlet i stuen, som så mange gange før. Vi bruger meget tid sammen og er meget rundt om min farmor, som vi ved skal dø. Vi ved bare ikke, hvor lang tid hun har igen.

Jeg tror, vi har spillet kort. Æsel eller Davoserjas. Jeg har sikkert tabt eller blevet grinet af. Jeg er et meget følsomt barn og bliver tit ked af det over småting. Især i denne tid, hvor min farmor er syg.

Jeg sidder i halvmørket på kanten af min farmors seng. Så kommer hun ind og sætter sig ved siden af mig. Holder mig i hånden og tager et hvidt (stof)lommetørklæde frem. Sådan sidder vi lidt. Hun spørger, hvad jeg er ked af. Jeg græder lidt og siger, at jeg er bange for at miste hende. Hun siger, at ligemeget hvad, ligemeget hvor syg hun bliver, så kan jeg altid komme til hende. Og når hun ikke er her mere, så vil hun stadig være i mit hjerte.

Nogle måneder efter dør hun. Hun får fred og vi andre en stor sorg.

Jeg har nu levet længere tid uden min farmor end med hende, men jeg husker stadig tiden med hende. Alle minderne, varmen og traditionerne. Hun er for evigt i mit hjerte.