Jeg er sådan én, der ser Trinny & Susannah (og står ved det). Jeg elsker deres programmer (og ja, jeg ved godt at alle er castet på forhånd og alt det der) og ville nogle gange ønske, at jeg selv kunne blive taget under kærlig behandling. De har de fedeste måder at sætte tøj sammen på og jeg er sjældent der, hvor jeg tænker, at de har lavet noget hø på damerne/pigerne i programmet.
En ting som jeg dog er ret usikker på, er deres brug af det der 'stram-ind (op?)' undertøj. Ok, jeg kan godt se, at det virker for dem i TV, men om jeg selv skal springe ud i et?!!
Grunden til min antipati ligger i en sen 90'er udgave af slagsen. En model købt i H&M, kødfarvet beige og som gik fra under brystet til midt på lårene. Den var SÅ stram og utrolig svær at få på. Slet ikke behagelig at gå i. Endnu værre at sidde i. Og følelsen af at være en snøret rullepølse, står stadig meget klar. Jeg synes ikke, jeg blev spor pænere/slankere/fik flottere silhuet af den. Derfor er jeg meget tilbageholdende med at købe bare en stram-ind trusse. Jeg er simpelthen bange for den der rullepølse følelse.
Jeg er klar over, at der er sket en udvikling på området, siden min rullepølse. Jeg kan stort set ikke åbne et dulle-blad uden at der er flere modeller i. Flere slags trusser, halv- og helkjoler, miniskørter og BH'er. Der er modeller med blonder og fine udskæringer og farver. Alligevel er jeg ikke vild med at skulle bruge en del penge på et produkt, som jeg er i tvivl omkring. Så indtil videre - ingen rullepølse til mig! (eller stramme kjoler, for den sags skyld).
Ord jeg ikke gider høre det næste halve år:
- Frost. Det er marts! Snart april. Nu må det stoppe!
- Snestorm. Lidt sne og vind giver ikke en snestorm! Og det hører heller ikke til her i marts måned.
- Hestekød. Ja ja, så er det heller ikke værre vel?!! Det jo ikke rotte, der er fundet i kødet. Og det smager i øvrigt fint nok, det der hest...
- Influenza. Eller bare sygdom generelt. Er træt af det. Slut!
God tirsdag derude :-)
Det kontor jeg sidder i er stærkt underbemandet for tiden. Mod 4 er vi nu kun 2 medarbejdere på kontoret og har været det i over 1 uge nu.
Der er akut indkaldt forstærkninger i form af en vikar (som heldigvis begynder på mandag), da min tætteste (både fysisk og psykisk) kollega lige er blevet opereret for brystkræft og derfor ikke forventes tilbage før om nogle måneder.
Dertil har vi fået en ekstra opgave oveni det sædvanlige, som virkelig trækker tænder ud.
Så lige nu føles det, som om vi kun lige hænger i med neglene. Det er virkelig ubehageligt. Der er hovedpine, mavepine, modløshed og generel træthed at spore hos os begge.
Vi prøver at tage det oppefra og ned, men det er svært. Heldigvis er det ikke hverdagskost og vi ved, det kun er for en periode. Alligevel en periode, hvor ferie ikke kan afholdes og sygdom er noget, vi frygter. Der går også en del tanker afsted til vores kollega, som er syg. Og en del arbejde med at finde ud af, hvordan opgaver vi normalt ikke har, skal løses.
Vi skal nok klare den. I morgen er en lang torsdag og (forhåbentlig) er der nogle, der har kage med! ;-)
Jeg kommer fra en familie af rygere.
Da jeg var barn var det helt normalt at alle røg. Pibe, cigar, hjemmerullede og grøn cecil.
Min farmor døde af lungekræft i sen-80'erne, uden at det fik andre end min mor til at holde op (hun var festryger). Min morfar fik en blodprop og stoppede. Min mormor stoppede efter ham. Min farfar stoppede, da han blev dement (selv om han til tider stadig spurgte, hvornår han skulle ryge) og det blev forbudt at ryge indenfor på plejehjemmet. Min farbror stoppede for snart 2 år siden, efter at have røget siden han var ca. 11 år.
I dag ryger min far stadig. Som noget nær den sidste i familien. Min bror har aldrig røget fast og i dag ryger han kun til fester (og ikke alle fester, men gerne dem, hvor han bliver ret så beruset fuld).
Jeg selv har heller aldrig røget fast. Jeg har været festryger - det begyndte samtidig med, at jeg begyndte at feste/gå i byen. Jeg har aldrig røget mange cigaretter til festerne. Jeg røg dog stort set 'fast' til fester fra jeg var 15-16 år (mine veninder røg også og dengang måtte man jo ryge indenfor til fester) og til jeg flyttede fra mit kollegie som 20-årig. Efter det røg jeg sjældnere, da min eks-mand ikke er ryger.
Da jeg blev gravid og ammede røg jeg slet ikke. Imellem mine 2 graviditeter røg jeg lidt igen, men sjældent. Efter jeg blev gravid med nr. 2 har jeg ikke røget. Slet ikke.
Jeg ved godt, at rygning er farligt. Jeg har heller ikke tænkt mig at begynde igen. For jeg tør ikke. Jeg kunne nemlig godt lide at ryge. Og derfor tør jeg ikke begynde at fest-ryge, for jeg er bange for, at jeg ikke kan styre det. Selv om det dengang kun var lidt jeg røg og oftest i selskab med (en del) alkohol. Så nu må jeg nøjes med at være passiv festryger.
Jeg er...
Lidt i hvert fald. Jeg kæmper med den store blanke skærm. Jeg vil gerne skrive et indlæg (eller gerne flere). Et der handler om noget fornuftigt. Eller som er sjovt. Jeg kan bare ikke liiige finde på noget.
Prøver at presse mig selv. Tænker om jeg skal smide nogle billeder på bloggen i stedet (i mangel af bedre). Føler mig presset af den nedadgående statistik, for besøgende på bloggen.
Og så alligevel ikke. Det er vel for pokker min egen blog og til dels kun for at tilfredsstille mig selv at jeg skriver. Men er tilpas 'kan-I-godt-lide-mig-hva-hva'-agtig, så det går mig alligevel lidt på, når frekvensen af indlæg halter.
Kan ikke finde på nogle emner for tiden. Eller jo - det kan jeg godt, men bare tanken om at skulle skrive et (langt) fornuftigt indlæg om det, er nok til at jeg liiige skyder det en dag. Goddag til overspringshandlinger (dem er jeg til gengæld mester i!).
Tør ikke engang skrive sætningen: "Er der noget I gerne vil høre om?" af frygt for 0 kommentarer - ja jeg ved det, jeg burde være ligeglad med antallet af kommentarer. Men det betyder åbenbart (også) noget for min 'vil-så-gerne-gøre-det-godt' hjerne.
Tror ikke det bliver meget bedre i dag. Trykker bare på udgiv nu og så må jeg gå lidt i tænkeboks...
