Passiv festryger?

Jeg kommer fra en familie af rygere.

Da jeg var barn var det helt normalt at alle røg. Pibe, cigar, hjemmerullede og grøn cecil.

Min farmor døde af lungekræft i sen-80'erne, uden at det fik andre end min mor til at holde op (hun var festryger). Min morfar fik en blodprop og stoppede. Min mormor stoppede efter ham. Min farfar stoppede, da han blev dement (selv om han til tider stadig spurgte, hvornår han skulle ryge) og det blev forbudt at ryge indenfor på plejehjemmet. Min farbror stoppede for snart 2 år siden, efter at have røget siden han var ca. 11 år. 

I dag ryger min far stadig. Som noget nær den sidste i familien. Min bror har aldrig røget fast og i dag ryger han kun til fester (og ikke alle fester, men gerne dem, hvor han bliver ret så beruset fuld).

Jeg selv har heller aldrig røget fast. Jeg har været festryger - det begyndte samtidig med, at jeg begyndte at feste/gå i byen. Jeg har aldrig røget mange cigaretter til festerne. Jeg røg dog stort set 'fast' til fester fra jeg var 15-16 år (mine veninder røg også og dengang måtte man jo ryge indenfor til fester) og til jeg flyttede fra mit kollegie som 20-årig. Efter det røg jeg sjældnere, da min eks-mand ikke er ryger.

Da jeg blev gravid og ammede røg jeg slet ikke. Imellem mine 2 graviditeter røg jeg lidt igen, men sjældent. Efter jeg blev gravid med nr. 2 har jeg ikke røget. Slet ikke.

Jeg ved godt, at rygning er farligt. Jeg har heller ikke tænkt mig at begynde igen. For jeg tør ikke. Jeg kunne nemlig godt lide at ryge. Og derfor tør jeg ikke begynde at fest-ryge, for jeg er bange for, at jeg ikke kan styre det. Selv om det dengang kun var lidt jeg røg og oftest i selskab med (en del) alkohol. Så nu må jeg nøjes med at være passiv festryger.