lørdag den 27. juli 2013

Skummetmælk er også en farve

Jeg er ikke god til varme og for meget sol. Min bedste sommertemperaturer er omkring de 22-23 grader. Så I kan nok regne ud, at jeg har haft det urimelig hårdt med den varme, der indtil videre har været denne sommer. 

Jeg klager ikke. Det er dejligt med sol og sommer. Jeg er bare dårlig til håndtere varmen. Jeg bliver lynhurtig for varm og må kravle ind i skyggen. Her ligger jeg så og puster. 

Jeg er desuden meget lys og og bliver let forbrændt. Derfor er jeg smurt i faktor 30 fra top til tå. Lige fra morgenstunden. Mine unger har for længst fået en god grundfarve, mens jeg selv stadig dyrker det skummetmælksfarvede look. 

Varmen gør mig desuden ualmindelig sløv. Jeg orker ikke meget andet end at ligge med en bog (i skyggen selvfølgelig). En tur til stranden hjælper hvis jeg kan komme i bølgen blå. Det er endnu dejlig svalt. 

De næste par dage lover de at temperaturen falder lidt. Jeg glæder mig ærlig talt til det. Selv om jeg ved, at de fleste andre helst så at varmen fortsatte. Jeg derimod dyrker min skummetmælk lidt endnu :)

søndag den 21. juli 2013

Minder, der aktiveres af lyde, lugte, smage eller ting jeg ser

Kender I det? De der mentale minder, som kommer lige pludselig. Udløst af en duft, en lyd eller en ting, man rører ved?

Jeg har flere (primært sommerminder), der er poppet op i løbet af den sidste tid, f.eks.:

  • Lyden mit sølvarmbånd laver mod skrivebordet sender mine tanker lige tilbage til barndommen og min mors fine guldarmbånd, som hun altid gik med.
  • Duften af hø, som minder mig om nætter på hø-lofter rundt omkring i Danmark (på diverse spejder-ture)
  • Smagen af jordbær. Jeg er direkte tilbage på terrassen hos min mormor og morfar. Jeg spiser jordbær med fløde og spiser altid for mange, så ender med seriøs mavepine (sådan er det til dels stadig i dag. Lærer det åbenbart aldrig).
  • Sange der bliver spillet i radioen. F.eks. DAD. Minder mig om tiden på handelsskolen med veninderne og vores årlige koncert på Charlottenlundfortet.

Jeg har mange flere minder og nu hvor det er ferietid (endelig!), får jeg helt sikkert en masse flere. Bloggen bliver lidt stille, men der vil nok komme lidt spredt fægtning, hvis ikke jeg bliver helt opslugt af ferielandet (og sol, varme og glade minder). God sommer alle sammen :-)

torsdag den 18. juli 2013

Mental ferie

Jeg er ved at nå derhen, hvor jeg gerne vil på ferie. Hvor jeg synes, jeg trænger. Og hvor tiden går så ufattelig langsomt (eller også er det bare den 10-timer lange arbejdsdag, der er svær at kapere, når det er sol og 25 grader udenfor).

Jeg spekulerer allerede over, hvilket tøj jeg skal have med, hvad vi skal lave og om hvordan man kommer til den nærmeste strand hurtigst muligt. Og så spekulerer jeg lidt over, om ungerne egentlig har fået for meget sol, strand og vand efter 2 uger i sommerhus med deres far. Jeg håber det ikke. For planen for ferien er en masse afslapning og hvis vejret holder, nogle strandbesøg.

Selv spekulerer jeg på, om jeg overhoved kan holde mig vågen efter kl. 21. Synes godt nok, jeg er træt helt ind i knoglerne. Vi skal holde ferie i Danmark i år. Og er bange for, at det varme vejr ikke holder alle 3 uger (så vil jeg godt nok føle mig lidt snydt).

Wish me luck ;-)

tirsdag den 16. juli 2013

Årh ja, glemte lige...

Der er nyt. Der er nogle skønne damer derude i blogland, der har fået lavet et fint magasin. Det er en to'er, men det mindst lige så godt som det første. Ej, måske endda bedre. Du kan selv bedømme. Læs det her (kvit og frit):

Blogish nr. 2

Min favorit er artiklen #SådanerduhippåInsta - den rammer lige ned i selvironien. Find selv din egen favorit. Enjoy!

mandag den 15. juli 2013

Nedtælling...

Jeg tæller ned til sommerferie. Jeg trænger virkelig til ferie - trænger til at sove længe, bage boller, sidde med en bog og en kop kaffe uden at skulle noget. Trænger til at have mine drenge omkring mig 24:7 i 3 lange uger. Til at grille og spise god mad. Til at hygge, snakke, se familien.

Mest af alt trænger jeg til at trække stikket og lade arbejde være arbejde. Glemme det i 3 uger og ikke stresse af deadlines og bunker, der bare vokser i uendelighed. Ferien lurer lige om hjørnet (fredag eftermiddag) og jeg knokler for at nå det hele på den halve tid. Og hvis jeg ikke gør, så er det også godt nok. Bare tanken om ferie er nok til at bære mig igennem... 

onsdag den 10. juli 2013

Mandags-update

Kender I de mandage, hvor man slet ikke har holdt weekend?

Altså, det har jeg jo, men i overført betydning, så har jeg faktisk ikke.

For jeg har ikke nået meget af det der stod på min (meget) lange liste over ting, jeg burde ordne. Og jeg nåede heller ikke at få gang i en bog. Læsning er netop der, hvor jeg slapper helt af og jeg tager gerne en time eller mere med benene oppe, fordybet i en god bog.

Nå, men jeg har jo lavet en masse i denne weekend - startede fredag med at tage til København med en af mine ældste veninder (hun er ikke gammel! - vi har bare været veninder i rigtig mange år). Drev rundt i solen og nød byen. Fik kaffe med kage, besøge  Københavns Sandskulptur Festival nede ved vandet (virkelig et besøg værd. Det er de flotteste figurer), kiggede udsalg i Magasin, gik tur ved havnefronten og spiste en sen aftensmad på et af mine absolut favorit steder

Lørdagen stod på kaffe-date med kæresten og shopping og jeg var heldig, at finde en bæltetaske (! - er jeg for gammel til det? Min venindes datter på 15 har den magen til) jeg havde kigget på længe. Derefter besøg hos min mormor med familie, grill mad og solskin.

Søndag løbetur, oprydning og tidlig middag med kæresten, en kollega og hendes kæreste. Med efterfølgende bio-tur. Vi så 'The Lone Ranger'. Super film - kan anbefales hvis man kan lide a) Johnny Depp eller b) western film (eller begge dele).

Og i dag er det mandag*. Det er svedende varmt og jeg får to veninder fra mit gamle arbejde på besøg. De kommer lige efter arbejde og vi skal drikke kaffe og have noget mad. Og snakke. Der bliver ikke gjort rent inden de kommer, selv om der trænger. Jeg har prioriteret at bruge tiden på at lave en dessert ;-)


*Efterskrift:
Da jeg ikke kunne få Blogger til at virke hele mandagen OG tirsdagen (det var umuligt at skrive i tekst-feltet - har nu været ude i en 'om-installation' af Explorer), så kommer dette indlæg først i dag. Det var en dejlig mandag eftermiddag/aften i godt selskab og de var godt tilfreds med prioritering af dessert over rengøring!

 

tirsdag den 9. juli 2013

Jeg er træt af 'fejl på siden'...

Jeg har ikke kunne skrive indlæg i et par dage nu. Jeg har ellers ting jeg gerne vil fortælle. ... Men Blogger synes ikke jeg skal skrive i andet end HTML koder og det magter jeg ikke på lange indlæg. Hver gang jeg tager et nyt indlæg, så skriver den 'der opstod en fejl på siden'. Jeg bliver så træt af sådan noget. Måske er systemet også gået på ferie. Måske er det en fejl 40. Jeg ved det ikke. Ved kun at det er sindsygt irriterende. Så indtil da - vent i spænding på nyt indlæg, mens jeg skumler bag skærmen og prøver at få det til at virke...

torsdag den 4. juli 2013

Tirsdags-trøste-kager

Jeg ved godt, det er torsdag...

Havde bare en lang tirsdag, med noget arbejde der drillede og en løbetur, der slet ikke blev til noget.

Nå, men hvad gør en klog, når hun møder lidt modstand? Går i køkkenet og bager! Havde egentlig tænkt på en omgang bolle-dej (trængte til at tæske noget), men da mine bolledej er revnet/flækket i ovnen de sidste 3 gange, så var der basis for en opskrift, som der ville lykkes uden de store tanker (orkede ikke flere katastrofer den dag). Fandt derfor en gammel opskrift på nogle cookies og ændrede den lidt efter, hvad jeg havde i huset.

Så blev det sådan her - cookies med mørk, lys og hvid chokolade, cornflakes, kokosmel og havregryn:


Dej på vej i ovnen


De færdige kager


Mums


Så tirsdagen endte med trøste-kage og det var faktisk ikke så dårligt!



PS. I kan lige få et billede af noget brownie, som jeg fik i lørdags til en 40-års fødselsdag (jeg spiste kun én!) - øj, den var god!


mandag den 1. juli 2013

Jagten på det perfekte liv

I lørdags var jeg til en dejlig 40-års fødselsdag, hvor et par af talerne handlede om at fødselaren (en kvinde) - og egentlig også vi andre- skulle prøve at lade være med at gå så meget op i, om huset nu var pinlig rent, om ungerne var ny-vaskede og om maden var perfekt lavet mv. når der kom gæster. 

At vi alle kunne have godt af, at droppe facade-spillet og acceptere, at vi ikke er perfekte og at det faktisk er ok. At man (vi) er gode nok, som vi er. At vores gæster ikke kommer forbi for at se et hjem som i Bo Bedre, men for at have en hyggelig aften/dag med mennesker de holder af.

Jeg tror, at mange kvinder kan nikke genkendende til at stresse rundt en hel eftermiddag (eller mere) for at gøre rent, rydde op, lave mad osv. med det mål at præsentere et 'perfekt' hjem, når gæsterne ringer på døren. Jeg kender i hvert fald en del af dem (jeg er nogle gange også selv en del af dem).  

Jeg er dog blevet meget bedre til at se stort på nullermænd. Jeg tænker, at mine gæster kommer for at besøge mig for mit selskabs skyld og ikke mit hjem eller den vin, jeg serverer til maden. Det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil gøre noget ud af det, når jeg får gæster. Jeg vil gerne lave 3-retters menu og præsentere et renskuret hjem og nogle gange lykkes det og andre gange ikke. Det vigtigste er accepten af, at begge dele er godt nok!

Et par af mine veninder og jeg har f.eks. indset at det med at ses, bedst kan ske i hverdagen. Så derfor kommer de forbi lidt i spisetid - den ene med tilbehør/salat og den anden med drikkevarer, mens den tredje har til opgave at få bikset noget mad sammen a la nem pastaret, pizza eller gryderet. Nogle gange er der børn og/eller mænd med ved bordet, andre gange er det kun os 3. Det handler nemlig ikke om andet end at ses og få snakket og opdateret hinanden på vores liv. Derfor er reglen også, at efter kaffen (omkring kl. 22), så er det der, vi skrider hvert til sit. Og ikke én gang har jeg opdaget, om den vi var hos, havde gjort rent eller ej.

Vi kvinder skal blive bedre til at slappe lidt af og tage tingene med ro. Til at finde ind i kernen af, hvorfor vi ses. Være bedre til at være i nuet og ikke jagte det perfekte. Opfordringen er hermed givet videre :-)