Dette indlæg har jeg haft liggende som kladde i lidt over 1 måned nu. Jeg har ikke rigtig kunne finde ud af, om jeg ville poste det. Men jeg kan mærke, at jeg har brug for at komme ud med det...
D. 11. oktober var det 1 år siden min morfar døde. Min morfar som jeg elskede så højt. Som havde været en ret stor del af mit liv. Som gjorde en forskel for mig og så mange andre. Og som jeg savner helt usigeligt meget.
Jeg er ikke længere nogens øjesten. Jeg har ikke længere en morfar, der altid beder mig sende en sms, så han ved, at jeg er kommet godt hjem fra et besøg hos ham og mormor. En morfar der ubetinget elskede én, uanset hvad man gjorde af fejl.
Min stædighed har jeg fra min morfar. Og mine fregner og rødlige hår. Næsen ikke at forglemme. Min sunde appetit og madglæde.
Jeg har ikke længere en morfar og det er hårdt. Sorgen og savnet er der stadig. Når et minde springer frem, en lugt eller et billede, en mærkedag eller en højtid. Ikke altid på overfladen, men lige neden under. Altid i mit hjerte.
Det heller ikke sjovt at miste en betydningsfuld person.. Lyder som om at I havde et ganske særligt bånd, I to.
SvarSletKram..
Jeg synes det er godt, du postede det. For det er en stor del af dig, og det er er dit sted. Jeg sender dig de allervarmeste knus og tanker <3
SvarSletDet er så svært. Men godt du skrev. Tak fordi du deler. Og du er stadig hans øjesten. Sender dig virtuelt kram <3 B
SvarSletTak for alle jeres søde kommentarer og kram :-)
SvarSlet