tirsdag den 31. december 2013

Sidste dag i 2013

I dag er det sidste dag i 2013. Jeg synes julen er fløjet afsted. Jeg har ikke fået blogget siden lille-juleaften. Jeg har til gengæld slappet af, sovet længe, spist al for meget julemad og set for meget tv. Motion har været en by i Rusland og de huslige pligter har været holdt på et minimum. 

Lige nu er jeg på vej til nytår. Et nytår med venner og familie. Med mere god mad og drikke. Jeg har ingen nytårsfortsætter. Det har jeg ikke haft i flere år. Til gengæld har jeg nytårsønsker. Og et håb om mere sundhed i mit liv i 2014. 

De bedste ønsker for et godt og festligt nytår til jer alle. 

mandag den 23. december 2013

En dag tilbage

Det er lille juleaften. Ungerne er ankommet efter en tur i sommerhus. Om lidt skal vi ud og spise sushi ad libitum.

I morgen går det løs med gaver, sang, god mad, familiehygge og gaver. Fik jeg sagt der også var gaver? Jeg elsker at få gaver! Jeg kan også godt lide at give gaver. Kald mig bare materialistisk. Ikke at gaverne behøver at være store eller dyre. Det er jo tanken der tæller.

Rigtig god jul til jer alle derude i Blogland :)

søndag den 22. december 2013

Selvforkælelse

I dag er det søndag.

Jeg skal klippes (og farves/afbleges). Siden jeg sidst så @bettinafog har det blonde hår spøgt i mit hoved. Jeg synes det er så flot. Og hendes er endda hendes eget. Altså ikke farvet. Mit eget er bare god dansk leverpostej.   

Jeg har kigget på gamle billeder af mig selv, fra da jeg sidst var blond (afbleget) og husker, hvor nemt det var at sætte håret. Eneste ulempe er når det gror ud. Er ikke fan af det 2-farvede hår. Og ved at hvis jeg først får det gjort, så skal det vedligeholdes.

Men nu skal det være (igen)! Selv om jeg egentlig ikke har råd eller tid. Jeg trænger til lidt nyt og til noget selvforkælelse her op til jul. 

Håber I også husker at forkæle jer selv lidt her i den travle juletid.     

lørdag den 21. december 2013

Styr på julegaverne?

Jeg har endnu ikke styr på julegaverne.

Faktisk hader jeg at være så sent ude med at få købt dem.

Og nu ser det ud til, at nogle af de gaver jeg havde bestilt på nettet ikke kan nå at komme hjem inden jul. Suk.

Så dagen i dag står på skadesudbedring og shopping og så håber jeg, at alle gaver er i hus inden dagen er omme... 

fredag den 20. december 2013

Juleferie!!!

Så er det i dag! Juleferien begynder. Jeg har plaget mine kollegaer hele ugen med nedtælling. Først i dage og så i arbejdstimer. Jeg glæder mig. Især til at vækkeuret ikke ringer kl. 05.43 hver morgen og til at ham her kommer på besøg.

Jeg er klar over, at jeg er heldig mht. ferie. Mange andre skal på arbejde helt til juleaften - ja i den lokale Brugs er der endda åbent d. 24/12 indtil kl. 14!

Dette er mit første arbejde, hvor jeg har haft julefri og jeg nyder det hvert år. Husker med gru de arme studieår, hvor hele ferien gik med at læse til eksamen og lave opgaver. Og årene hvor jeg skulle op og på arbejde igen d. 27/12. Puh, det kunne nogle gange være hårdt.

Ønsker alle en god juleferie (om den så er kort eller lang) - og en rigtig glædelig jul.



 

Ingen jul uden Wham og Last Christmas...
Tjek lige deres hår!

torsdag den 19. december 2013

Julefryd

Min yngste søn på 8 (½) år elsker julen. Han har glædet sig hele november til at det blev december. Glædet sig til at pynte op, få adventsgaver, komme i Tivoli, se julekalender i TV og åbne julekalender hver morgen.

Især har han glædet sig til snevejr. For så er det 'rigtig' jul i hans optik. Forrige uge truede han med at pille al sin julepynt ned, fordi det ikke var 'rigtig' jul (snevejr). Han er meget skuffet over det manglende snevejr.

Desværre for ham, ser det ikke ud til, at det bliver hvid jul i år. Ej heller at der er sne på vej til Danmark lige foreløbig. For alles skyld håber jeg ikke det vælter ned med sne til nytår, for så vælter en del af mine planer nemlig (noget med togrejse og vi ved jo alle sammen hvad der så sker for DSB).

Dog er der sne i vente for familien og jeg, når turen går til Norge på skiferie i februar. Så kan det være yngste søn finder julestemningen frem igen.

onsdag den 18. december 2013

Nedtælling til jul og læseanbefaling

Nedtællingen til juleferien er begyndt. Og derfor har jeg besluttet at blogge hver dag i denne uge (har bare ikke fået skrevet det på bloggen i mandags. Mindre detalje...). Jeg er nemlig så heldig at kunne gå på juleferie allerede fredag eftermiddag...

I ferien ved jeg ikke, om jeg blogger. Har noget arbejde der skal laves. Og der skal hygges. Så en smule fravær må forventes ;-)


Og nu til noget helt andet:

Jeg læser med på en del forskellige slags blogs. Og én af dem, som jeg gerne vil anbefale, er Københavnerhjerte.

En københavner, der har forvildet sig herud på Vestegnen. Hun er en gæv pige på en rejse for at finde sig selv. Med to dejlige tvillingedrenge og et seriøst forbrug af Netflix ;-)

Hun rummer både de alvorlige, men også de helt lette indlæg. En dejlig blanding, med plads til gråd og grin. Der er også gode råd til dig, der venter tvillinger.

Kig forbi hende...

   

tirsdag den 17. december 2013

Er du med på IG?

Jeg har rundet billede nr. 500 på Instagram. På lidt over 1 år. Det er egentlig seriøst mange billeder.

Jeg elsker Instagram (måske lidt for meget). Det giver et lille øjebliksbillede i livet. Og det er nemt, hurtigt og uforpligtende.

Mine top-5 mest likede billeder ser du her:





Du kan se nogle af mine andre billeder i karrusellen til højre. Og ellers kan de findes ved at følge mig på Instagram (jeg hedder birgitte_b).



PS. I morgen er #glimmeronsdag - er du med? Læs mere om det her.

mandag den 16. december 2013

Ribbenstegen goes økologisk

I år skal jeg holde jul sammen med ungerne hos mine forældre. Så jeg 'slipper' (igen) for at skulle lave julemad. Det er sådan, at jeg ikke er den store julemads-fan. Jeg er ikke god til sovs og kartofler og fedt kød. I hvert fald kun i begrænsede mængder. And (som vi også får) elsker jeg derimod. Og medister (som jeg kun får hvert 2. år, når jeg holder juleaften hos min bror - der er den til gengæld også hjemmelavet).

Trods at jeg ikke er den store favorit af julemad, så kan jeg nu godt lide flæskesteg (især flæskestegssandwich) - allerhelst kolde skiver steg. Jeg sagde derfor pænt ja tak, da jeg fik tilbudt en kasse til at lave julesteg og julegodter. Tilmed økologiske varer. Jeg er stor fan af økologi, men må desværre sande at pengepungen ikke altid står mål med intentionerne. Derfor består økologi hos mig hovedsageligt i: gulerødder, mælk, æg, brød, mel, havregryn, hakket kød, forskelligt frugt, rosiner og marmelade. 

Fik indkøbt en stor økologisk ribbensteg for det gavekort, der var i kassen samt nogle kartofler og grønt. Og så var det ellers i gang med at kokkerere!




Alle disse lækkerier: Lakridspulver, honning, marcipan, vanilje, hvid chokolade,
steg, laurbærblade, soltørrede dadler, urtesalt og urtebouillon.



Der var også et fint opskriftshæfte med kassen, hvilket gav inspiration til at afprøve et par nye opskrifter.


 
Grønkåls salat med æble, granatæble, pinjekerner og dressing 
- det er første gang jeg havde grønkål i mit køkken og det smagte faktisk vildt godt!
 
 

 
 
Den færdige steg - med sprød svær
 
 
 
 

 
Steg, kartofler og salat
 
 


I pakken var der jo også til at lave lidt sødt - og denne opskrift på marcipan kugler med citron, vanilje og lakridspulver fandt jeg også i opskriftshæftet.



 
Marcipan trillet med citronskal og vanilje. Overtrukket med hvid chokolade og drysset med rå-lakrids pulver.



 
Mums - og jeg er endda ikke vild med kombinationen lakrids/chokolade




Kunne jeg smage forskel med det der økologi? Både ja og nej. Stegen var virkelig god og meget smagfuld. Slet ikke 'hård' i kødet, som jeg nogle gange har oplevet. Den hvide chokolade var til gengæld seriøst lækker. Ikke helt hvid i farven, og rigtig god i smagen. Noget som hvid chokolade ikke altid er. Generelt vil jeg gerne anbefale alle de (økologiske) produkter, der var i kassen. De var/er lækre og smagfulde og så synes jeg jo, at økologi er en god tanke.       


Kassen med lækkerier er tilsendt fra Lahme.dk - meningerne om dem er mine egne.

onsdag den 11. december 2013

Olie eventyr

Jeg har længe været en smule forbeholden overfor at bruge olie på kroppen og især ansigtet. Jeg har en skræk for at få uren hud efter flere år med bumser/udbrud og derfor har jeg nok en tendens til at underfugte huden.

I foråret/sommer tog jeg dog denne kropsolie i brug, da den også kan bruges til håret. Og den blev jeg faktisk ret glad for. Siden har jeg også købt denne olie til kroppen, som jeg stadig bruger. Den er rigtig god, især de dage, hvor det skal gå lidt stærkt og jeg ikke har tid til at vente på at almindelig creme tørrer. 

Efter behørigt "pres" fra Anette og Thea, så købte jeg en ansigtsolie. Denne her. Og ved I hvad?!! Jeg er blevet så glad for den.

Fordelene: Den gør huden helt blød. Den fedter ikke min hud eller giver bumser. Den er uden silikone. Den er drøj. Den koster ikke en bondegård. Den lugter ikke.

Jeg bruger den primært om natten. Har også haft testet den om dagen, men der skal jeg nok til at supplere med noget creme, pga. det varme/kulde skift, som der er her om vinteren.

Alt i alt: Jeg er overbevidst. Olie er vejen frem, også for mig - og som Anette skrev til mig: 'velkommen ind i olie-skabet' ;-)



Dette indlæg er specielt til dig @bettinafog - du husker nok vores bekymring om olie, der ville fedte huden, den aften hos Amira ;-)

Indlægget er ikke-sponsoreret! (desværre)...

tirsdag den 10. december 2013

Mangel på julestemning

Jeg har den ikke. Endnu. Julestemningen.

Til gengæld har jeg lettere stress over, at jeg ingen julegaver har købt, at jeg har røv-travlt på arbejdet og mit hjem pt. ikke er specielt ryddeligt.

Jeg har ikke lagt planer for juledagene mht. indkøb eller fået koordineret julefrokoster, besøg fra England, bestilt frisørtid, planlagt hvilke arbejdsopgaver jeg skal have med hjem i julen osv.

Det lyder ikke af meget, men det fylder i mit lille hoved. Normalt har jeg en fridag i december, hvor jeg får klaret de fleste gaver, men i år har jeg ikke tid pga. arbejdet. Til gengæld får jeg juleferie allerede d. 20. december, da arbejdet har valgt at holde lukket d. 23. december (der er altid lukket mellem jul og nytår - total luksus, I know).

Jeg skal nok nå det hele. Også i ok tid... det er bare lidt midtvejs stress/panik. Håber på et akut anfald af julestemning senest d. 23. december...  

torsdag den 5. december 2013

Statusopdateringer der aldrig nåede på Facebook

  • Tror ikke det der C-vitamin tilskud virker. Gik i hvert fald omkuld allerede kl. 21,30 i går aftes...
  • Egentlig lidt pinligt, at man er sådan en mor, der skylder sine børn penge. Har bare aldrig kontanter, når de skal bruges.
  • Næh... Dejlig adventsgave til mig fra kæresten (indsæt selv billede af Lancôme gaveæske med Hypnose mascara og streg)
  • Typisk mig at glemme overtræksbukserne til #yngstesøn på den koldeste dag indtil nu!
  • Skal også huske xxxx (indsæt selv millard-lang liste med to-do punkter, hvoraf de fleste ikke har noget med jul at gøre)
  • Det regner, det er gråt, men det er #glimmeronsdag ovre på Instagram. Følg mig @birgitte_b
  • Har glemt glimmer i dag. Første gang i #glimmeronsdag historien. Det er skidt!
  • Julefrokost fredag og jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad jeg skal have på. Temafrokost med udklædning i sommertøj. Nogle der har gode idéer?
  • Damn, undgik heller ikke i dag at gå sukkerkold og spise flere låger i min chokoladekalender på arbejdet.
  • Do (se ovenstående)
  • Prøver at koordinere noget kursus i maj #langtidsplanlægning
  • Stadig ikke styr på julefrokost outfit (crap)
  • Gad vide om jeg kan nå det hele inden jul?
  • Yeah, fik min første gave i vores pakkekalender på arbejdet.
  • Ungerne har stor-plaget om en chokolade julekalender og har givet efter. Heldigvis er de allerede nedsat #nærigmor.dk
  • Storm igen?!! Ej, nu stopper I med det vejr!
  • Torsdag - og jeg har stadig ikke styr på det julefrokost tøj (what's new)
  • Det blæser jo af helv... til. Lorte vejr :-(
  • Håber der er Sangria i morgen til julefrokosten. Trænger til fest og farver (og en laaang weekend, hvor jeg kan sove længe)

tirsdag den 3. december 2013

På piller

Jeg har glemt at fortælle, at jeg er begyndt på piller! Altså ekstra mange piller. Fordi jeg har fået lov at spise mig igennem et udvalg af Futura kosttilskud.

Normalt spiser jeg noget fiskeolie dagligt (og en multivitamin), men det sidste stykke tid har jeg også spist Silica.

Jeg har før haft problemer med fiskeolie og nogle ret vamle opstød. Derfor har jeg fra Futura fået fiskeolie med ingefær. Og det har virkelig gjort en forskel. Ikke flere opstød om aftenen eller natten. Så dejligt.

Silica har jeg overvejet før, men aldrig fået gjort noget ved. Mine negle har virkelig tendens til at flække og knække og når de bliver lange, så er de virkelig rillede. Jeg har spist pillerne i ca. 3 uger nu og synes ikke, det har gjort den store forskel. Har nu prøvet at klippe neglene helt ned, så må jeg se om resultatet er bedre, når de vokser ud.

Silica-pillerne skulle også hjælpe på hår og hud. Jeg har fint hår og ingen formodning om et mirakel, der kunne gøre det tykkere/stærkere. Har heller ikke set nogen nævneværdig effekt i glans mv. (det er også lidt svært med kort hår). Min hud er til gengæld god for tiden. Skal ikke kunne sige, om det er pillerne, men jeg spiser ikke så sundt for tiden (I blame julen) og den er stadig fin uden de større udbrud (som jeg normalt har/får, hvis jeg spiser skidt).

Udover Silica og fiskeolie, har jeg fået lov til at prøve Echinacea, som indeholder saft fra den friske plante Echinacea Purpurea (?!!). Det skulle efter sigende være godt til at hjælpe én hurtigt igennem sygdom, især hvis man begynder på det allerede når man mærker de første sygdomssymptomer. Jeg har ikke fået testet det endnu og 7-9-13 håber jeg ikke det bliver nødvendigt. 

Desuden har jeg fået en pakke Immunforsvar, som er et boost til øget forsvar mod sygdom. Jeg har ret store forventninger til pillerne, som primært er et C-vitamin tilskud. Min ældste har nemlig lige haft en tur med mild influenza og jeg håber, at disse kan hjælpe mig til ikke at få det og ham til at undgå at få en tur med noget sygdom igen... Vi er halvvejs inde i kuren og tiden vil vise, om det overhoved har nogen effekt.





 
Pille-arsenal
 
 
Min svigerinde var på besøg i søndags og var ret så overrasket over pille-mængden på bordet. Det forstår jeg godt. Det virker voldsomt, at skulle hælde så mange piller indenbords. Jeg satser da også på sund kost og lidt motion til daglig. Men det ville jo ikke være dårligt, hvis det kunne hjælpe os bare nogenlunde helskindet igennem vinteren.


Pillerne fra Futura har jeg fået fra Lahme. Meningerne om dem er min egen.