søndag den 19. januar 2014

Madplaner

Jeg er fan af ting, der kan spare tid i hverdagen. Derfor er jeg fan af madplaner (også fordi jeg er en lille smule kontrol-freak-agtig). Jeg laver madplaner fast til de uger, hvor ungerne er her. De andre uger er planen ikke så fast, andet end at jeg helst undgår at stå kl. 5 min. i 'jeg er sulten'-tid og skal finde på noget. Og så skal der helst spises eventuelle rester fra ugen med børn.

I hele 2013 har jeg kørt videre med planen om, at vi hver uge (hvor ungerne er her) skulle spise mindst én ny ret. Det behøvede ikke at være noget helt nyt. Det kunne også være en variant af noget vi godt kan lide i forvejen. 

Oftest er det dog blevet noget helt nyt. En del af de nye retter blev 'godt modtaget' og er nu en fast del af vores middags-'repertoire'. F.eks. kyllingeret med karry og bulgur, farsbrød, yum-yum suppe osv.

Forleden holdt vi evaluering på projektet (det skal man jo huske) og blev enige om en knap så stram styring på det her i 2014. Dog skal vi have nogle nye retter på bordet i år også. Smagsløgene skal udfordres og der skal laves flere retter med brug af rester. Jeg har allerede gang i et par kogebøger med forslag til det brug. 

Jeg prøver at tilrettelægge madplanen, så vi kommer rundt om både ris, kartofler og pasta. Ud over det, så er søndagen udråbt til suppedag og er derfor oftest kødfri. Så suppen bliver tit suppleret med linser. 

Al den tid og energi jeg bruger på madplan, synes jeg kommer godt igen på den økonomiske side. Det madbudget der er sat holder egentlig ganske fornuftigt. Især fordi der ikke er meget spild. Samtidig slipper jeg for at skulle handle hver dag. 

Forsætterne for 2014 ift. mad og madplan er derfor:

  • Flere nye retter
  • Mere fisk
  • Mindst 1 kødfri dag om ugen
  • Brug rester på en ny måde

Jeg håber, at kunne holde det. Især det med fisken, ved jeg bliver en udfordring for mig. Og hvordan finder man flere nye retter? Synes jeg har været omkring en del. Så - ligger du inde med en yndlingsopskrift, så skriv den gerne til mig - al inspiration er velkommen!    



6 kommentarer:

  1. Fedt med madplaner og introducering af nye retter. Jeg får lyst til at sætte i gang med madplaner igen, når jeg læser dit indlæg. Det er bare virkelig tids- og pengebesparende og mindsker de dér evindelige hovsa-retter:-) Det er som om, at det er mere legalt at servere risengrød 3 gange om ugen i december, men knap så god stil i januar.

    Jeg er selv lidt en vaneindkøber, så jeg vil kigge med her efter inspiration. Kh L

    SvarSlet
    Svar
    1. @Løvinden - jeg kan ikke selv lide risengrød, så kan ikke springe over gærdet der ;-)
      Men nettet er virkelig god inspiration, især Arla's hjemmeside, hvor du kan sortere på hurtige hovedretter.

      Slet
  2. Jeg er også stor fan af madplaner! Jeg plejer at finde megen inspiration på faktas hjemmeside, der ligger de hver uge en madplaner op som man kan "plukke" opskrifter fra.

    SvarSlet
    Svar
    1. @Ufelia den kender jeg ikke. Må jeg lige undersøge. Tak for tip! :)

      Slet
  3. Måske jeg har nogle ideer til fisk du kan bruge? :)
    Igår fik vi tyk kartoffelsuppe, med porre og gulerødder. Idag, hvor den har sat sig, kom jeg den i fad, med fileter af hvis fisk på, smurt med rød pesto, det er super godt, og ret børnevenligt. Har suppen ikke sat sig helt kan du tilføje et par kartofler mere.

    Der ud over vi vi ret glade for at spise "fiske-kys". Det er bare fiskefars som kommes i en sprøjtepose med stjernetylle. op på en plade og i ovnen. De bliver super fine, og er perfekte til madpakken også... Vi skal have dem i denne uge med tomatesuppe til - med suppehorn i :)

    SvarSlet
    Svar
    1. @Trine - det lyder som noget, der også kunne falde i god jord herhjemme... Fiske-kys, det må jeg prøve ;-)

      Slet

Giv mig dine tanker...