En kat forklædt som hund

I efteråret deltog jeg i en konference dag omkring faglighed. Her var der en oplægsholder, der fortalte om de forskellige typer på en arbejdsplads. Meget groft og karikeret selvfølgelig. 

Helt basic gik det ud på, at der var 2 typer medarbejdere/kollegaer:

Hunden, som var et ekstrem social dyr, som fungerer bedst når vi alle er gode venner og der ingen konflikter er. Hunden er den kollega, der altid spørger ind til, om man har haft en god weekend. Der er meget fokus på det sociale miljø, small-talk og gruppe relationer. 

Katten, som går sine egne veje og selv bestemmer, hvor, hvordan og hvornår. Er ikke social, medmindre det er selvvalgt.  Katten er groft sagt den kollega, der sætter sig ned og arbejder og ikke har behovet for det sociale, medmindre hun/han selv vælger det.

Jeg har efterfølgende gået og tænkt en del på det. Jeg er nemlig slet ikke i tvivl om, hvad jeg er. Jeg er prototypen på en kat. Jeg har ikke behovet for at høre om mine kollegaers weekend på en mandag morgen. Jeg vil gerne snakke, men helst når det passer ind i mit program/når jeg har lyst.

På den arbejdsplads jeg er nu, er der en del 'hunde'. Store hunde endda (!). Dem der gerne vil høre om din weekend eller ferie eller gårsdagens forældremøde. De samme mennesker, som rigtig gerne selv vil spørges, om hvordan indkøringen af lille Sofie i vuggestuen gik. 

Det er derfor, jeg har tillært mig at være som en hund. Flere gange tvunget mig selv til at huske at spørge til de andres ferie (selv om jeg nogle gange hurtigt mister interessen, når de fortæller). Blevet stående og koncentreret mig om samtalen. Spurgt ind til dele af historierne. Det kræver arbejde, men for at bevare og fastholde et godt arbejdsmiljø, gør jeg det gerne. Ønsker alligevel ikke at være 'hende, den sure nede i hjørnet'. Så det kan lade sig gøre, at træne en kat til at opføre sig som en hund.