Dette indlæg handler om sidste søndag, altså ikke i går (ja, jeg er bagud!). Her var det - modsat i går - en dejlig solskinsdag. En rigtig sommerdag. Og min sidste feriedag i denne omgang. Dagen blev nydt med kæresten. Vi tog en tur til København alene, da børnene var afleveret til deres anden part forældre allerede lørdag. Turen blev bl.a. brugt til lidt shopping og frokost i Læderstræde.
Næste stop på turen var Holmen, hvor min far, i weekenderne her i sommer, arbejder frivilligt som rundviser på torpedobåden Sehested. Min far har selv sejlet på bl.a. Sehested og da der ikke var mange andre gæster, så var vi heldige at få en privat rundvisning.
Det er vildt spændende (selv for mig, der er vokset op med en far på søen/Holmen og som har været ombord på maaaange skibe) og klart en anbefaling, jeg gerne giver videre til andre, der skal fordrive en lørdag/søndag i København. Jeg har selv haft mine drenge med ombord på Peder Skram for nogle år siden og de var ret begejstrede.
Der er mulighed for at komme ombord på både Sehested, fregatten Peder Skram og ubåden Sælen. Har du lyst, så læs mere info om Sehested her - Man skal købe billet for at komme ombord på skibene. Se mere om åbningstider og priser her.
Torpedomissilbåden Sehested
Fregatten Peder Skram
Opkvejlet tovværk
Efter rundvisning tog vi bussen ind til centrum og gik en tur i Tivoli. Vi er så heldige, at have årskort dertil og de skal næsten benyttes, hver gang vi er i København. Nogle gange går vi derind for at få lidt at drikke og/eller spise. Andre gange bare for at gå en lille tur og kigge på blomster og mennesker. Denne søndag var så svedende varm, at vi endte med en stor milkshake fra Svaneke is. Total mums...
Lige nu er Tivoli fyldt med dejlige blomster
Smukhed
Elsker de lilla farver
Indlægget er IKKE sponsoreret - bare en anbefaling fra mig til dig :-)