tirsdag den 30. september 2014

Regnvejr på Kreta (#wtf) ?!!

 
I dag har været en god dag her. Solen har nemlig skinnet det meste af eftermiddagen og det har ikke regnet (men stadig blæst en del). 

Kæresten og jeg ankom fredag til Kreta og det har ikke været badeferie-vejr endnu. 

Vejret hernede er nemlig en hel del mere koldt end beregnet. Og det har regnet både fredag, lørdag og søndag. Dog ikke den slags regn vi kender fra DK. Regnen her er voldsom, men hurtigt overstået. Og temperaturen er stadig omkring de 20 grader. 

Ikke helt som jeg har troet hjemmefra, hvor rapporten for ugen før vi kom, var på blå himmel og 30 grader. Men det tager vi med. Har ikke helt det rigtige tøj med, men har stadig afprøvet badetøjet et par gange. 

Stemningsbilleder - kommer her:














søndag den 28. september 2014

Ferie-lukket

Bloggen (og jeg) holder ferie. 

Jeg sender muligvis et postkort. 

Og er tilbage igen omkring uge 41. 

Hav det dejligt så længe!




Denne udsigt er fra sidste weekend - håber på en lidt anderledes én i den kommende uge...

fredag den 26. september 2014

Fodbold-glæde

Dette er mit indlæg i lokalavisen Vestegnen i denne uge. Jeg får mange dejlige kommentarer i det virkelige liv, når der er nye indlæg i avisen. Og det er jeg super glad for - af hjertet tak! 

Jeg skriver dette indlæg til lyden af en massiv mængde mennesker, der klapper i takt. Fordi de er samlet for at hygge sig og se 22 mand løbe rundt på en bane efter en lille læderbold.
Jeg bor nemlig relativt tæt på Brøndby Stadion og i øjeblikket er der hjemmekamp derovre. Folk kommer fra nær og fjern og fylder nabolagets gader, veje, busser og tog (og til tider parkeringspladser). Blot for at strømme som myrer til en tue. Deres formål er primært at opleve fællesskab og at støtte deres hold (og lidt at drikke øl, sodavand og spise pølser).
Fodbold har den kæmpe evne, at den kan bringe folk sammen. På tværs af alle skel, kan sidekammerater på stadion ses kramme hinanden helt umotiveret af glæde, når deres hold scorer det vindende mål. Jeg kan godt lide fodbold. Det er bare ikke så tit jeg kommer på stadion for at se en kamp. For det meste fordi det ikke lige passer ind i mit program. Men også fordi jeg er lidt for magelig. Vælger hellere sofaen end at sidde på en bænk i sol eller regn i over 2 timer.
Kan man lære noget af fodbold (ud over reglerne for off-side)? Måske kan vi lære, at være glade og håbefulde. Glæden over at se sit hold vinde kan bringe et smil frem hos de fleste. Og når jeg møder tilhængerne på vej ud eller hjem, kan deres glade ansigter - med deres farvede trøjer, flag, sange og gode humør (og som regel også lidt øl) - altid give mig et smil på læben. Fodbold kan også lære os, at se på en fremmed med nye øjne. At se, at den person, der sidder ved siden af os, er lige så god som én selv. Også selv om man ikke nødvendigvis holder med det samme hold.
Jeg er klar over, at der findes mindre gode sider af fodbold. Der er nogle gange (men ikke hver gang!) rapportager om slagsmål, provokation af politi og sikkerhedsfolk og upassende tilråb og sange. Men helt ærligt, hvis vi ikke giver plads i medierne til den dårlige omtale, så vil den måske ikke være det vi tænkte på, når vi overvejer, om vores børn skal med en tur på stadion. For heldigvis er den almindelige gennemsnitlige fodboldkamp bare en dejlig dag, hvor venner, familie og fremmede mødes og har en sjov og underholdende eftermiddag, trods holdet vinder eller taber!
Dog er det ret dejligt, at holdet på Vestegnen for tiden mest vinder... Eller - Ja ok, træerne vokser ikke ind i himlen. De tabte deres kamp her til aften!



Se indlægget (samt alle andre) online her.

torsdag den 25. september 2014

Når noget går i stykker

Min farmor var en dame, der holdt meget af god kvalitet. Det skinnede igennem på bla. de glas jeg har arvet. Vinglas, sjus-glas og øl-glas mv. i samme serie. Ca. 20 stk af hver. (Jeg tror måske, at der i min barndom var 24 stk. af hver). 

Jeg har arvet en del ting fra min farmor. Glas, is asietter, glas-kander, vaser, fade, duge, Tupperware, sengetøj og lagner. 

Min holdning er, at ting skal bruges. Derfor bruger jeg mine glas, så snart jeg ser mit snit til det. Og de kommer også i opvaskemaskinen, selv om de er gamle og fine og lidt skrøbelige. 

Mit fine hvide (damask? - jeg ved ikke noget om, hvordan man ser det) sengetøj bliver også brugt. Dog mest som reserve eller til gæster. Lagnerne bruger jeg på drengenes senge og Tupperware er en fast del i køkkenet (det er jo stort set uopslideligt)

Forleden opdagede jeg dog et hul på det ene lagen. Den anden dag et hul i hjørnet på det ene dynebetræk. Intet holder evigt. Selv ikke farmors gode sengetøj. 

Det gør mig lidt trist at opdage det. Jeg bryder mig ikke om at smide ting ud og især ikke arvestykker. 





... og forrige uge skete dette. Min ældste søn fik ved et uheld vippet den sidste af 3 porcelæn arve-elefanter på gulvet, med dette resultat. Der måtte jeg lige sluge en lille klump.

Jeg har dog det princip, at ting så vidt muligt skal bruges. Ikke gemmes væk og stå/ligge og samle støv. Derfor har de 2 forgående elefanter også været brugt til små-leg, dvs. pynt, som man godt måtte røre ved/lege med. 

Jeg tænker, at min farmor ville være glad for, at vi bruger tingene og ikke gemmer dem væk. At tingene skaber glæde, hvor de er nu og giver nye gode minder og historier om dem, der ikke er her mere. 



mandag den 22. september 2014

Mandag fra den ene side...

Det gode ved mandag...



Kastanje høst




Pandekager til dessert



... Og resten




Nu er det snart tirsdag!

søndag den 21. september 2014

Weekend i september

Jeg har holdt en lang dejlig weekend i sommerhus i Dronningmølle. Et sommerhus jeg har kommet meget i og i et område, hvor jeg færdes hjemmevant. 

Weekend har derfor budt på en masse traditionel aktivitet, for det er de ting, som vi har lavet HVER gang, vi har været der. 

Det indebærer en badetur på stranden (og ja, det var koldt). En tur med "Grisen" til Helsingør, med efterfølgende strøgtur og visit på Kronborg. Lang gåtur i naturområdet Rusland og Tegners museumspark. 





















I morgen er det hverdag. Efteråret er skudt i gang for alvorlig. Håber I nyder det sidste af søndagen. 







torsdag den 18. september 2014

Har du lyst til at skrive her?

Jeg har fået en idé. Den er sikkert hverken revolutionerende eller ny... Men jeg får travlt det næste stykke tid. For at bloggen ikke skal ligge helt død, så vil jeg gerne låne pladsen ud.

Så har du lyst til at skrive her? Hos mig? 

Du behøver ikke være blogger i forvejen. Du må gerne være anonym. Du kan selv bestemme emnet. Dit indlæg behøver hverken være langt eller forkromet, men der må gerne være et billede med. Jeg poster dit indlæg og venter min. 2 dage med at poste noget nyt. 

Jeg kan desværre ikke tilbyde nogle penge (eller andre free-bees) for dit indlæg og jeg forbeholder mig retten til at læse og godkende indlæg, før de bliver udgivet. 

Skriv til mig på mail: bbr2605@gmail.com eller smid en kommentar herunder. Så finder vi ud af detaljerne (og så håber jeg på en masse seriøse henvendelser!).

tirsdag den 16. september 2014

Skjulte talenter

Før har jeg blogget om hvad jeg ellers kunne have haft af jobs, hvis interessen havde styret mig (og penge flød i stride strømme) og hvilke jobs jeg slet ikke kunne have.

Dette indlæg skal dog handle om mine talenter (eller mangel på samme!). Altså det kan jo godt være, at jeg er glad for at synge, men jeg har altså ikke noget som helt talent for det. What so ever. Synger faktisk ret falsk. Medmindre det er i kor, så går det på forunderligvis ok godt?!! 

Det jeg til gengæld har talent for, er f.eks. at ride. Jeg har aldrig redet som barn (andet end pony-ridning i diverse sommerland) og jeg har aldrig været en 'heste-pige' eller specielt fascineret af de store kræ. Som voksen har jeg redet på en ferie i Canada. 3-4 gange og et par af dem på en ualmindelig høj hest. Turene gik som regel i skoven og rundt om bjerget. Ikke helt nybegynder-ture. Mere sådan nogle, hvor man må stole på, at hesten ved, hvor den træder - og hvor hurtigt den løber. (I Canada er der ikke så skrappe regler omkring brugen af heste til turistbrug. Man skal derfor ikke have nogen som helst erfaring med at ride for at få lov til at ride alene med en guide - der er dog krav om hjelmbrug).

Jeg har efterfølgende et par enkelte gange redet i Danmark. Sidste gang var kommentaren fra hende, der førte troppen af heste 'at jeg var et naturtalent til at ride, meget afslappet med hesten og slet ikke så stiv i kroppen som andre nybegyndere' - og om jeg ikke havde overvejet ridning som sport? 

Jeg ER tiltrukket af det der ridning. Især fordi jeg (åbenbart) har talent for det. Interessen er der i hvert fald. Jamen, det er ikke spor svært, føler jeg. Jeg ved dog intet om at ordne heste generelt og jeg drømmer heller ikke om at bruge mine eftermiddage i en stald for at muge ud. Jeg drømmer dog om en dag at tage på en ride-ferie (vi er tilbage i det med pengene). Så kan det være, at en øm bagdel og hestepærer i stride strømme kurerer det talent!    

søndag den 14. september 2014

Cykelglæde

Her er denne uges indlæg i lokalavisen Vestegnen. Rigtig god (cykel?) søndag...


Der er mange forskellige muligheder for at komme rundt på Vestegnen. Der er en god og rimelig dækkende offentlig transport og et godt vejnet. Mest af alt er jeg dog vant til at cykle rundt.
Jeg voksede op uden bil i familien og med en indstilling til, at vi cyklede til alt, der lå i nærheden (og der er ret meget, der ligger i nærheden her på Vestegnen). I min familie er ens cykel et vigtigt transportkøretøj. Det blev brugt i alle årstider, alt slags vejr og den skulle altid være i orden. Cyklen skulle vaskes og pudses hvert halve år og det skulle jeg så vidt muligt selv klare som barn. Samtidig skulle den tjekkes for eventuelle løsdele (eger, kæde mv.) og strammes efter og smøres. Jeg lærte også ret tidligt at lappe min egen cykel og tænke cyklen som primær transportmetode.
Det var cyklen, der bragte mig til skole - og senere uddannelse og job, - til svømning og fritidsinteresser, til familie og venner - og selvfølgelig hjem igen.
Det er ret nemt (og gratis) at komme omkring på cykel. Her på Vestegnen er der mange gode cykelstier, der er mulighed for at cykle direkte til skov og strand og der er vildt gode muligheder for at ramme noget natur eller landsby gadekær, som man bare ikke ville se på samme måde, som hvis man drønede forbi i bil. Jeg ved, at der også findes specielle baner og mulighed for at cykle en del off-road i skoven og på fæstningsanlægget. Dertil kommer at hele strandparken kan cykles fra ende til anden. Jamen hvor meget mere kan man ønske som inkarneret cyklist?!!
Jeg ved godt, at det ikke altid er lykken at cykle. Der er tit (altid?) modvind. Og man punkterer på de mest uheldige tidspunkter. Jeg er desuden en af dem, der tit bliver alt for varm eller kold, fordi jeg ikke kan finde ud af, at ramme det korrekte tøj til min cykeltur. Hjelmen husker jeg dog. Efter at have brugt år på at overvinde mig selv for at købe en hjelm, er jeg nu i den helt modsatte grøft. Altså dem, der nærmest ser skævt til de cyklister, der kører uden.
Jeg har faktisk lige investeret i en ny cykel og det er bare lykken. Anledningen er selvfølgelig lidt kedelig (jeg fik stjålet min anden cykel), men jeg er virkelig glad for min nye. En dejlig letvægtsudgave, hvor køreglæden er i top. Derfor håber jeg da også på et varmt og solrigt efterår, gerne med en masse medvind, på min vej ud i den smukke Vestegn.



Ny cykel med max. køreglæde


Se artiklen i avisen her.

fredag den 12. september 2014

Stop for indkøb af dullegrej - og om at være en last-mover

Jeg har besluttet mig. Og tør godt fortælle det her på bloggen. Jeg har lovet mig selv, IKKE at købe noget dullegrej i hele september måned!

Altså et shoppe-stop ligesom i foråret, bare at det denne gang ikke er tøj, der står for skud, men creme, shampoo, hårvoks, make-up og (suk) neglelak.

Det er nemlig svært for mig at gå i Matas/Body Shop/Magasin osv., uden at købe bare en lille ting med hjem. Eller hvis jeg ser et rigtig godt tilbud - så har jeg rigtig lidt modstandskraft. Nettet er også en stor fare. Med 24-timers tilbud og spar-spar-spar mails hver dag. 

Jeg har meget dullegrej derhjemme. Det indrømmer jeg gerne. Jeg mangler ikke en ny neglelak eller lip-gloss (nogle vil nok sige, at det kan man aldrig få for meget af) og jeg har flere flasker parfume på lager. Derfor er det på tide, at få tømt lidt ud i lageret og bruge alle de ting, som jeg allerede har (selv om mit nye hår nærmest skriver på en anden type styling produkter end dem, jeg allerede har. Men nej, må klare mig med det jeg har - og et lidt utæmmet hår)

At skulle tage en ny creme på hylden, slår dog ikke glæden ved at købe en ny. Det ved jeg godt. Derfor er det dejligt, at jeg lige på den sidste fredag i august fik en lille make-over i Body Shop (helt gratis).  Ekspedienten fik dog solgt mig noget af al det, der kom i hovedet. En lækker BB-creme, som er min første af slagsen! Samt en concealer/primer.





Ja, jeg er virkelig total 'last-mover' på det område. Jeg har nemlig noget der nærmer sig fobi overfor foundation og lign. Det stammer tilbage fra en tid, hvor jeg var i 20'erne og brugte en del af det (i dag tænker jeg, at det var tosset - det er den alder, man har pænest hud). Og jeg blev virkelig træt af det. Og ked af, at min hud var dækket hele tiden. Så efter børn har jeg stort set ikke brugt andet end creme. Eventuelt en mineral pudder eller Vitazing fra Origins (ekstrem lille dække), hvis festen var virkelig speciel. 

Men jeg kunne jo godt se, at min hud kom til at se pæn ud med det der BB-creme. Og det var let at bruge. Ingen svamp eller kanter på halsen. Så jeg købte den (det var jo ikke september endnu) og jeg er blevet ret så glad for den og concealer/primeren. Bruger det ikke hver dag, men har brugt den flere gange på hverdage, hvor jeg 'bare' skulle på arbejde.

Så håber begejstringen for det nye holder mig gående resten af måneden, så jeg kan holde løftet om shoppe-stop. Jeg har i dag kigget i 'beauty-lageret' og i virkeligheden burde jeg nok satse på 2 måneders stop. Men tror lige jeg ser på det igen om 14-dage!



   

onsdag den 10. september 2014

Status: Træt

Jeg er blevet træt af mig selv!

Jeg har postet 9 selfies af #septemberfjæs på Instagram og jeg er virkelig ikke begejstret. Altså selve idéen er fantastisk. Jeg er bare allerede træt af at kigge på mig selv i mit feed... 

Jeg savner ikke at være underlagt regler, om at jeg SKAL poste et selfie hver dag. Og vi er kun 1/3 igennem måneden. Til gengæld er jeg stædig nok til at blive ved. 

Som modvægt til mig-mig-mig billeder, så kommer her et kage billede. Enjoy!












søndag den 7. september 2014

Suppe søndag igen

I dag var endnu en suppe søndag. Med hjemmelavet yum-yum suppe. Som er en variant af thai-nudel-suppe. Og som kan laves i flere forskellige varianter. Brug de grøntsager du synes om. Jeg har f.eks før tilsat peberfrugt også. 

Opskriften jeg bruger, er inspireret af en opskrift fra Sif Orellana og så freestyler jeg den efter smag og lyst. 

Her er hvordan jeg lavede den til aften: 
(4 personer)
Olie
Karrypasta
Revet hvidløg
Revet ingefær
400 G hakket kylling
2 L hønsebouillon 
1 citrongræs
Sambal Olek
2 dl strimlet hvidkål
200 G champignon i skiver
Lidt strimlet porrer
Tomat i både
Fiskesauce
Sukker
Citronsaft
Tigerrejer
Nudler

Ingredienser uden mængde angivelse er der, hvor jeg putter i efter smag og lyst. I dag var der en del nudler og rejer. Dvs meget fyld. Citron, sukker og sauce bruges til at smage til. Sammen med peber. 

Varm olie i en gryde. Svits ingefær, hvidløg og 1 tsk. karrypasta i et øjeblik. Tilsæt kylling. Steg ca 5 min. Tilsæt de andre ingredienser undtagen rejer og nudler. Bring i kog. Kog ca 5 min. Smag til. Kom nudler i suppen. Kog til de er færdige. Kom rejer i suppen. Kog til de er færdige. 

Det var det! Vi fik ikke noget tilbehør, men får chilipasta ved siden af, til at røre i, så de voksne kan skrue lidt op for det stærke. 




Den færdige suppe. Det er mums nu vejret er blevet koldere

torsdag den 4. september 2014

Noget om shopping

Dette indlæg har sat lidt tanker i gang hos mig hen over sommeren. 

Det er nu ikke, fordi jeg lider af 'shopping shame' (eller jeg ikke har flere penge). Og jeg kan også sagtens holde shoppe-fri. Det er mere tanken, der efter lidt tid virker tillokkende. 

For jeg har jo masser af tøj, masser af dullegrej og masser af nips... På den anden side ved jeg, at jeg nok ikke har lyst kan overholde det. 

Jeg overvejer derfor at lave status over køb hver måned, a la her. Så bliver det i hvert fald synligt, hvad jeg bruger pengene på. (Og pt. er september skudt godt i gang med indkøb fra denne lækre kollektion). 






Denne store investering var nu nødvendig - ny cykel med max. køreglæde
#dyrmendejlig #batavus #iloveit

tirsdag den 2. september 2014

Opskrift på Minestrone-suppe

Nå, men sødeste C spurgte efter opskrift på den der suppe, som jeg lavede i dette indlæg.

Egentlig er jeg ikke god til at holde mig til en opskrift, lige når det gælder supper. Jeg laver tit noget på 'frihånd' ud fra en eller anden hovedingrediens. Og retter som regel til, så det passer med, hvilke grøntsager vi har hjemme og hvad der er nemt (vigtigt at det er nemt!).

Så, her kommer opskriften, som jeg har lavet den.

Minestrone (4 personer):
1½ l. bouillon - jeg brugte 1 l. grøntsag og ½ l. hønse
frosne ærter, ca. en dyb tallerkenfyld 
hakket hvidkål, ca. 1/4 af et helt hvidkål
½ aubergine
½ squash
½ løg
1 gulerod
suppe-pasta
salt
peber 
basilikum, tørret, ca. 1 tsk.
olivenolie

Hak alle grøntsagerne fint. Varm olie i en gryde. Svits løg, gulerod, aubergine og squash i 5 min. Tilsæt hvidkål, ærter og salt, peber og basilikum. Lad det svitse lidt uden det bliver brændt. Tilsæt bouillon. Kog op og lad det småkoge i ca. 5-10 min. Tilsæt så pasta og kog til den er færdig. Derefter lod jeg den småsimre i ca. 10 min, smag til og sluk for blusset. Vent 5-10 min. før servering.

Oprindelig opskrift var faktisk med porrer og bønner, men jeg havde ingen af delene, så det blev erstattet af løg og ærter. Jeg brugte også ½ l. mere væde end beregnet. Efter min smag kunne jeg godt have brugt lidt mere, men det er en smagssag. Der kan sagtens skrues op for grønt-mængden. Det gør jeg helt sikkert næste gang. 

Velbekomme :-)