Dette er mit indlæg i lokalavisen Vestegnen i denne uge. Jeg får mange dejlige kommentarer i det virkelige liv, når der er nye indlæg i avisen. Og det er jeg super glad for - af hjertet tak!
Jeg skriver dette indlæg til lyden af en massiv mængde mennesker, der klapper i takt. Fordi de er samlet for at hygge sig og se 22 mand løbe rundt på en bane efter en lille læderbold.
Jeg bor nemlig relativt tæt på Brøndby Stadion og i øjeblikket er der hjemmekamp derovre. Folk kommer fra nær og fjern og fylder nabolagets gader, veje, busser og tog (og til tider parkeringspladser). Blot for at strømme som myrer til en tue. Deres formål er primært at opleve fællesskab og at støtte deres hold (og lidt at drikke øl, sodavand og spise pølser).
Fodbold har den kæmpe evne, at den kan bringe folk sammen. På tværs af alle skel, kan sidekammerater på stadion ses kramme hinanden helt umotiveret af glæde, når deres hold scorer det vindende mål. Jeg kan godt lide fodbold. Det er bare ikke så tit jeg kommer på stadion for at se en kamp. For det meste fordi det ikke lige passer ind i mit program. Men også fordi jeg er lidt for magelig. Vælger hellere sofaen end at sidde på en bænk i sol eller regn i over 2 timer.
Kan man lære noget af fodbold (ud over reglerne for off-side)? Måske kan vi lære, at være glade og håbefulde. Glæden over at se sit hold vinde kan bringe et smil frem hos de fleste. Og når jeg møder tilhængerne på vej ud eller hjem, kan deres glade ansigter - med deres farvede trøjer, flag, sange og gode humør (og som regel også lidt øl) - altid give mig et smil på læben. Fodbold kan også lære os, at se på en fremmed med nye øjne. At se, at den person, der sidder ved siden af os, er lige så god som én selv. Også selv om man ikke nødvendigvis holder med det samme hold.
Jeg er klar over, at der findes mindre gode sider af fodbold. Der er nogle gange (men ikke hver gang!) rapportager om slagsmål, provokation af politi og sikkerhedsfolk og upassende tilråb og sange. Men helt ærligt, hvis vi ikke giver plads i medierne til den dårlige omtale, så vil den måske ikke være det vi tænkte på, når vi overvejer, om vores børn skal med en tur på stadion. For heldigvis er den almindelige gennemsnitlige fodboldkamp bare en dejlig dag, hvor venner, familie og fremmede mødes og har en sjov og underholdende eftermiddag, trods holdet vinder eller taber!
Dog er det ret dejligt, at holdet på Vestegnen for tiden mest vinder... Eller - Ja ok, træerne vokser ikke ind i himlen. De tabte deres kamp her til aften!
Tak Birgitte.
SvarSletJeg har oplevet flere af de situationer som pressen blæser op live og hver gang er det faldet mig for brystet hvor unuanceret fortællingen om "brøndbybøller" er. Jeg har som Vestegnens valgte repræsentant i regionsrådet selv overvejet at skrive om det på min blog, men det er svært, for jeg vil nødig fremstå som en der hverken støtter eller bagateliserer voldelig adfærd. Pressens historier står bare i skærende kontrast til det fanmiljø jeg oplever. Det er et fanmiljø med plads til alle, hvor der er reserveret plads til folk i kørestol (og evt hjælper) på første parket, hvor udebanetilhængere kan gå i fred på langsiderne og hvor e.x. racistiske ytringer altid bliver påtalt og irettesat af fællesskabet. Vi er selv en af de mange børnefamilier der kommer på stadion så tit vi kan og jeg har aldrig føkt det var utrygt. Jeg synes vi Brøndbyfans har et unikt og stærkt fællesskab og derfor er jeg så glad for dit indspark at jeg har delt det både på min twitter og facebook. Jeg håber du vil finde mig der, for jeg tror vi to vil mange af de samme ting for vores område.
Hej Maja. Tak for din kommentar og deling :) jeg synes som de fleste ting i livet, at der er to sider af sagen og et sted midt imellem er sandheden. Prøver at finde dig på FB når jeg er hjemme fra ferie. Lad os skrives ved. Evt send mig mail på bbr2605@gmail.com
Slet