En slags #Flashback Friday

Der er 2 indlæg på min blog, som af en eller anden grund er voldsomt ramt af spam. Som stadig tiltrækker læsere spammere (?). 

Jeg ved ikke helt, hvordan det går til i USA, Rusland og Ukraine (#wtf?!!), men det ene af de 2 indlæg, er læst/klikket ind på - hold nu fast - 4.871 gange! Det vel og mærket i indlæggets levetid (siden november 2013). 

Så mange læsere er jeg godt klar over, ikke kigger forbi min lille blog af 'naturlige' grunde. Nå, men spam eller ej. Vil I se indlægget, så kommer det her:

mandag den 4. november 2013

Sårbarhed og åbenhed

Dette indlæg kommer ud af en kladde, som jeg har haft liggende i flere måneder. Tænkt over, skrevet lidt på, slettet endnu mere og endt op med dette spørgsmål: Er vi bloggere i virkeligheden 'suckers' for en god omgang følelsesp*rn* på de blogs vi læser?

Har før oplevet (og hørt fra andre), at der hvor der kommer flest læsere og kommentarer er, når man vælger at krænge sin sjæl på vrangen og ud på skærmen. De indlæg, hvor smerten, angsten, sorgen, frustrationerne, vreden mv. virkelig kommer ud. Indlæg som bloggeren bruger til at få luft / få sat ord på en given situation i livet. 

Er det virkelig der - og ikke i den helt almindelige dagligdag - at vi andre oftest griber til tastaturet og kommer med vores kommentarer? Der hvor vi læser mest med for at følge med i, hvad det sker videre i sagen? Burde vi ikke kommentere på alle de andre indlæg om dagligdagens trivialiteter? 

Eneste undtagelse er vel, at når der sker noget rigtig godt, f.eks bryllup, baby mv. Så kommenterer vi også gerne. Glæde smitter (heldigvis). 

Måske er det mig, der har fået det helt forkerte indtryk? Jeg læser da også masser af dejlige indlæg om helt almindelige emner, som skaber stor debat i kommentarfeltet. 

Jeg er glad for alle de læsere, der kikker forbi min blog. Jeg sætter pris på alle kommentarer og prøver så vidt muligt at svare på dem alle. Men min blog bliver ikke stedet, hvor mine inderste følelser bliver fortalt. Dette er et helt bevidst valg, som fungerer godt for mig. 

Og så vil jeg øve mig i at kommentere andre blogs, også de helt almindelige hverdags indlæg om stort og småt.  

(Og som du kan se i kommentarfeltet her, så er det også grunden til, at jeg har bekræftelse på kommentarer til indlæg).

Gæsteblogger #5 - Om at huske sig selv og hinanden og om at bryde vaner

Dette er den sidste planlagte gæsteblogger (i denne omgang). Dorte har en relativ ny-startet blog, som handler om familieliv og mad (elsker seriøst mange af hendes opskrifter). Værd et besøg! 

Og på mange måder er Dortes indlæg en fin afslutning på serien af gæstebloggere. Det handler nemlig om, at bryde op med vaner - ligesom de andre indlæg, der har været her. Tak til jer alle - og jeg håber, at I derude har nydt at læse med på de forskellige indlæg.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg hedder Dorte og kommer ovre fra Familiefletninger, hvor jeg skriver om mad og om livet i min store familie. Birgitte har været så sød at spørge om ikke jeg havde lyst til at gæsteblogge hos hende og det har jeg selvfølgelig.

En kort introduktion: Jeg er mor til 3 små børn. Tvillinger på 2½ år og en datter på 4½. Jeg er bonusmor til 2 dejlige teenagedrenge på 17 og 18 år. De bor her hos os på fuld tid. Jeg er gift med Nils, som er far til alle vores 5 børn og yderligere 3 voksne børn (korrekt – 8 børn i altJ) og så har både Nils og jeg fuldtidsjobs.

I en storfamilie, som vores, er der fuld fart over feltet med mange praktiske gøremål, aktiviteter med ungerne, fælles måltider i ren kaos, snakke, diskussioner, fredsmægling, hygge osv. Pludselig er en dag gået, klokken er 20, ungerne er puttet og man dejser udmattet omkuld på sofaen ser et par timers tv (som man måske blunder lidt til) eller arbejder lidt og så ellers ind i seng, hvorefter en ny dag starter.

Sådan er det jo til tider når man har små (og mange) børn og sådan var det også for os i en periode. Det kørte derudaf og da Nils fik meget travlt på arbejde blev det mere og mere intenst indtil en dag, hvor Nils røg fra praktiserende læge til akut hjertemedicinsk afdeling. Hjertearytmi og en kæmpe forskrækkelse, som heldigvis blev afløst af lettelse, da det hele pludselig stoppede af sig selv.

Men forskrækkelsen sad i hoved og krop og pludselig blev hverdagsrillen lidt for triviel. Der var brug for et skifte i hverdagen. Vi tog derfor nogle sessioner i parterapi og blev pludselig mindet om hinanden og om os selv og begyndte nu at snakke om projekter og andre sjove ting vi godt kunne tænke os at lave sammen som familie, som par og hver for sig.

Jeg startede min blog op og vi legede med en masse sjove idéer om projekter vi godt kunne tænke os at lave sammen indtil vi nåede frem til at åbne en webshop. Sammen har vi skabt et idégrundlag, lagt en plan og implementeret den, så vi i dag står som virksomhedsejere – sågar med vores eget logo trykt på kopper J – og det er altså sjovt. Ungerne synes det er spændende. De små forstår det selvfølgelig ikke rigtigt, men ved det er noget med en butik og nogle pakker. De store synes det er sjovt og er med til at omtale shoppen for deres venner.

Vi har stadig dage, hvor der er autopilot koblet på og hvor vi smider os på sofaen når ungerne er puttet, men vi har langt flere dage, hvor vi bruger tid på at diskutere handlingsplaner for shoppen over en kop te, hvor vi tester produkter af i køkkenet og hvor jeg skriver indlæg på bloggen. Jeg synes lige netop vi har fundet et projekt, som fungerer i vores familiekonstellation. Hvad det udvikler sig til i fremtiden må tiden vise, men et er sikkert: vi har brudt vanen og vi har det godt sammen - som familie, som par og hver især. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Se de andre gæsteblogger-indlæg her:

Gæsteblogger #1 - Thilde

Gæsteblogger #2 - Cecilia

Gæsteblogger #3 - Rikke

Gæsteblogger #4 - Maria

Noget om sponsorerede indlæg

Jeg har et godt samarbejde med Lahme omkring test af produkter. Dvs. jeg får tilbudt produkter, som jeg skal teste. Jeg kan så sige ja tak eller nej tak til produkterne. Produkterne bliver tilsendt gratis, mod at jeg skriver på bloggen, hvad jeg synes om dem/det. Altså en test med efterfølgende reklame på bloggen. Det er en form, som jeg personligt synes rigtig godt om. 

Jeg ved godt, at flere synes, at det er 'at sælge sig selv for billigt'. Altså at jeg skriver gratis. Hvorfor skulle jeg ikke få et honorar for at skrive om mine tests af diverse produkter? Og scorer virksomhederne ikke bare en masse billig (gratis?) reklame på denne måde? Jo måske. På den anden side, så føler jeg mig ikke bundet af, at skulle skrive noget rosende om produktet hver gang. Jeg skriver, hvad jeg synes. Ikke hvad virksomheden måske gerne vil have (og sikkert heller ikke så langt/meget, som de ønsker). 

Jeg har aldrig haft samarbejde med firmaer, hvor jeg skulle lave affiliated links, eller hvor jeg fik penge for at skrive et indlæg*. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ville bryde mig om det, med at skulle skrive på bloggen for penge. Det er jo min blog og mine meninger, også selv om jeg skulle være enig med virksomheden. 

Et andet aspekt af det med sponsorerede indlæg er, når jeg rent faktisk har lyst til at anbefale produkter, som jeg har købt eller fået erfaring med. Så bruger jeg nu, at indikere, at jeg ikke har fået produkterne sponsoreret, netop for at undgå, at det opfattes som skjult reklame. Jeg har set flere andre bloggere skrive tilsvarende. Det er i min bog lidt ærgerligt, men åbenbart nødvendigt. Netop fordi at det jo altid skal angives, når indlægget er sponsoreret (læs mere her). 

Jeg læser ikke mange blogs, der udelukkende er styret af indtjening. Personligt læser jeg helst med der, hvor man kan fornemme bloggeren bag og får lidt andre facetter end bare en lind strøm af sponsorede indlæg - og det er jeg åbenbart ikke alene om. På min blog skal der i hvert fald være en god blanding af det hele. Det har jeg bestemt. Og derfor er der også plads til sponsorede indlæg engang imellem.  



* Jeg skriver jo til lokalavisen og det gør jeg selvfølgelig ikke gratis, men det er på deres plads, deres papir og ikke min blog. 

20% indtil fredag på Spiceit.dk

Jeg sender god karma ud i blog-land og hjælper derfor en dejlig nystartet netbutik med en anbefaling.

Lige nu (og resten af oktober, dvs. til og med fredag) kan du få 20% på varerne i netbutikken Spice It. Se koden her. Der er desuden gode tilbud på bla. guld-støv og fri fragt for køb over 250 kr.

I øvrigt har jeg selv afprøvet butikken. Der var virkelig mange fristelser, men jeg fik begrænset mig til et par produkter. Leveringen var super hurtig og kværnen med vaniljesukker er allerede en favorit hjemme i vores kaffe.

Og så kan jeg også afsløre, at der i denne uge kommer et gæste-blogger indlæg fra én af skaberne af Spice It. Hun fortæller bla. historien om, hvordan idéen til butikken opstod.

God mandag derude :-)

Hvad med dig?

Her er denne uges indlæg i lokalavisen... Jeg blev kraftigt inspireret til at skrive det efter en samtale med en kollega omkring emnet. Det gælder jo ikke kun min by, men livet generelt. Ændringer begynder jo oftest med én selv!

Jeg har snart skrevet her i avisen Vestegnen i 6 måneder. I den tid har jeg modtaget en del ros fra jer læsere for at skabe et nuanceret billede af Vestegnen. Det er jeg utrolig glad og taknemmelig for. Netop fordi det jo faktisk lidt er formålet med at skrive her. Det jeg hele tiden har ønsket, har været at skabe et nuanceret og ikke-stereotypt billede af vores allesammens hjem på Vestegnen.

Forleden blev jeg spurgt af en kollega (og læser), hvordan jeg blev ved med at finde på emner til mine indlæg i avisen. Jeg har faktisk ikke nogen direkte plan for emnerne til disse indlæg. Min redaktør har været så venlig at give mig helt frie tøjler, når det kommer til, hvad jeg skal skrive om. Jeg prøver dog altid at skrive lidt, om det jeg ser og det, der optager mig ved Vestegnen. For det handler jo om mig og mit syn på tingene. Uden at jeg skal prøve at gøre mig til ekspert om, hvordan alle I læsere ser Vestegnen.

Jeg kunne godt have skrevet indlæg efter indlæg om manglende integration, kriminalitet, sociale problemer, alkoholikere, unge-bander og anbragte børn. Jeg har valgt at lade være. Det har været et aktivt fravalg. Ikke fordi jeg har lyst til at lukke øjnene for de problemer, der trods alt er på Vestegnen. Mere fordi jeg ikke ønsker at bære mere brænde til et bål, som jeg mener i forvejen er velnæret af mange andre.

Det jeg i den forbindelse har fundet ud af, er at jeg faktisk deler mening med mange (flere) af jer læsere end jeg havde regnet med. I vil jo også gerne læse de gode historier. Ja, der er måske endda noget selvforstærkende i, at læse om den gode, positive historie om Vestegnen. Som Michael Jackson synger i sangen »Man in the mirror« - ja så handler det jo om, at begynde al forandring med sig selv. At ved at starte med én selv, kan det brede sig som ringe i vandet.

Jeg starter med mig selv. Med at fortælle de gode historier. Og nogle gange de sjove (men mest de sjove ting, om mig selv). Men altid historien om Vestegnen med en positiv tvist på tingene. Det ER værd, at være stolt over at bo og/eller arbejde på Vestegnen. At være glad for at være her. Og være med til at forme tingene. At skabe noget vi alle kan være glade for.

Netop ved at starte med dig selv!

Du kan se indlægget online her.

Gæsteblogger #4 - Du kan kigge i skraldespanden efter mine kosttilskud…

Så er jeg klar med gæsteblogger #4 - Den skønne Maria, som er virkelig beundringsværdig og som tit får formuleret dybe tanker på den helt rigtige måde (som jeg ikke kan). Jeg håber, du får lyst til at stikke en tur forbi hendes blog :-)

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Forleden dag kommenterede jeg på Birgittes indlæg omkosttilskud, og som du kan læse herunder, er det noget der ligger mig på sinde. Så at få muligheden for at være gæsteblogger er jeg meget beæret over, og jeg håber, at I vil få lidt ud af alle mine tanker…

I mange år, og særligt i de år hvor mine to piger var helt små, var jeg en flittig gæst hos vores lokale helsekostforretning. Hvad jeg ikke har slæbt hjem, efter ekspedientens, naboens, damebladets eller venindens gode råd; af vitaminpiller i alle farver og størrelser, nok til et helt alfabet. Probiotiske bakterier i alle konsistenser, pulvere, dråber, kapsler og drys. Alt sammen i jagten på ”det sunde liv” og ikke mindst at komme de fordømte snotnæser til livs.

Og mellem os, så kan jeg koge alt det ned til tre ting, som er det eneste som jeg rent faktisk har oplevet en effekt med: First of all – ”Kräuterblut”. Det er et urtebaseret flydende jerntilskud, som er et af de eneste produkter, som jeg kan optage. Og nu ligger landet sådan, at både jeg og pigerne ligger i den lave ende på den konto, så det tager vi hele vinterhalvåret.

Hertil kan jeg lægge C-vitamin pulveret Mega C. Jeg synes, at det er nemmest (og billigst) med pulver, når man, som vi, tager det i store doser. Vi tager det ved infektioner, men i så store mængder som 1 gram hver 2-3 timer, og det forkorter helt klart infektionstiden (er du interesseret, kan du læse mere her Helsenyt eller i bogen ”The Vitamin Cure” af Campbell og Saul).

Det sidste, som jeg nu har bestilt hjem i halvlitersflasker fra England, er urtetinkturen Echinacea – rød solhat. Produktet er efterhånden almindelig kendt i Danmark, men jeg har endnu ikke fundet nogen steder, hvor de bruger sorten smalbladet solhat, (echinacea angustifolia), som er den mest potente. Planen er i fremtiden, at  jeg skal dyrke den hjemme, så jeg også her kan spare nogle (mange!) kroner.

Når der er infektion under optræk eller på retur, tager vi også dét i noget større mængder, end det anbefales på de danske bagsider (1 dråbe pr. kg kropsvægt hver 1-2 time, når infektionen topper, og ellers fordelt på to-tre doser pr. dag – og for tiden bare en dosis om morgenen, fordi den første stribe efterårsforkølelser allerede har ramt matriklen.

Og jeg har supergode erfaringer med lige præcis den plante. De aktive stoffer i planten går ind og stimulere produktionen af hvide blodlegemer der bekæmper infektion, og derfor er den velegnet til at tage under alle typer af infektion. Jeg bruger den f.eks. også, hvis nogen har redet sig et grimt sår eller øjenbetændelse (indvortes).

Og det fører mig videre til det med planterne. For det er jo egentlig det, som jeg gerne ville skrive om. Dét der er mit hjertebarn. Men også det kræver en lille indledning; jeg stødte på et tidspunkt på en dansk non-profit undersøgelse af folks daglige vitaminindtag i forhold til sygdomsrate, og det viser sig, at folk der tager vitaminer i alle regnbuens farver bliver præcis lige så syge, af de samme ting, som folk der ikke tager vitaminer… Oh my…

Nu er jeg ikke på en personlig mission for at tage livet af alle danske helsekostbutikker, men jeg krummer sgu’ tæer, når jeg står i køen og høre ekspedienten, med dollartegn i øjnene, love guld og grønne skove om dette eller hint produkts indhold af mineraler eller optagelse af kalium og selen. Og endnu mere fordi jeg ved præcis hvordan det er, at stå der og ikke ane sine levende råd og være villig til at bruge sin sidste krone i håbet om, at det netop er dette vidundermiddel vil fjerne den ophobede dårlige samvittighed over alt for mange barnsyg-dage!

Men det gør det ikke… For kroppens mulighed for optagelse af alle disse pulvere og piller er virkelig ringe i forhold til at få de virksomme stoffer gennem kosten. Og ja, jeg ved sgu’ godt, at det kan være svært at få dækket hele kostpyramiden (og så kan vi diskutere indholdet i den pyramide, men det må blive en anden gang) på en helt almindelig tirsdag. Men jeg har fundet en løsning der virker for mig. En løsning som jeg tror fuldt og fast på og som tusindvis af kvinder har gjort sig gode erfaringer med: ”Nourishing Herbal Infusions” – som på bedste dansk kan oversættes til ”nærende urtebryg”.

Det er ikke urte-te. Det er en kraftig dosis urter (30 g tørret urt til 1 l kogende vand) der trækker mindst 4 timer og hellere natten over. Bliver siet om morgen og drukket i løbet af dagen. Det træder i stedet for vand, sodavand, saft og te, eller hvad du nu ellers plejer at drikke. Jeg roterer mellem fem urter: brændenælde, lindeblomst, rødkløver, kulsukkerblade og havrestrå (sidstnævnte er svær at finde i Danmark, men tjek links nederst).

Med urteinfusionerne får jeg dækket behovet for mineraler og vitaminer, plus at de enkelte planter hver især er udvalgt efter deres gode egenskaber som forebyggende mod kræft, hæmme inflammation, hormonelt stimulerende, god for led og knogler (og her kunne jeg fortsætte med endnu et langt indlæg, men læs i stedet med her: Nourishing herbal infusions.

Jeg er inspireret af den amerikanske urteguru Susun Weed, hvis fornemmeste opgave i livet er at genindføre urtemedicin som folkets medicin. Altid gratis, altid til rådighed, lige uden for din dør. Ingen dyre mellemled, og er du interesseret så tag at besøg hendes website, hun er et omvandrende leksikon af viden om planter, urter og ernæring.

Hun har virkelig åbnet mine øjne for, præcis hvor mange penge, vi kaster hovedløst ud i skraldespanden efter kosttilskud der ikke virker. Og samtidigt hvor stor en ressource der gror lige uden for min hoveddør. Jeg indrømmer gerne, at jeg nok er mere end almindeligt interesseret i planternes helbredende egenskaber, og mine køkkenskabe og hylder bugner af urtetinkturer lavet på planter, som jeg møder på min vej… Men det er i sandhed et skatkammer, for den der har nøglen!

Du er velkommen til at besøge min have og følge min rejse!

Grønne hilsener

Maria Lisette,

Hyldemors Have

Links:

Du kan være heldig at købe havrestrå hos Herbal Salvation

Læs mere om Susun Weeds arbejde her: www.susunweed.com

Av min knold!

Jeg er de senere år begyndt at lide af hovedpine. Før i tiden tog jeg stort set aldrig smertestillende. Nu spiser jeg piller ca. 1-2 gange om måneden. Jeg er ikke den store tilhænger af smertestillende, så tager dem kun, når det er virkelig nødvendigt. 

Jeg føler, at jeg ofte har hovedpine. Jeg tænker, at jeg snart skal begynde at skrive det ned i en kalender, for at holde øje med, om 'teorien' holder. Jeg tror, jeg får hovedpine, når jeg har højt stress niveau/mange aftaler. Men andre ting spiller nok også ind - min ændring af styrke i brillerne (den er på nedadgående og ikke helt stabil), spændinger pga. dårlige arbejdsstillinger (helt min egen skyld) og manglende væskeindtag i løbet af dagen.

Hen over foråret og sommeren var jeg rigtig god til at huske, at drikke meget vand. Det hjalp dog ikke mærkbart på frekvensen af hovedpinen, synes jeg. Nu er jeg blevet dårlig til at huske mit vand. Og jeg er gået lidt død i det (igen) - ligesom de gode vaner med sund mad og motion også ligger stille pt. 

Jeg overvejer noget massage for at løse op for spændinger. Jeg har før med succes gået hos en Body-SDS behandler og tænker, at det måske er løsningen. Dog synes jeg, at jeg mangler tid (og økonomi) til at gøre det. Gad godt finde en løsning tættere på hjem. Jeg har før også haft gode erfaringer med zone-terapi, så det er også en mulighed. 

Jeg hader, at have hovedpine, så noget skal der ske. I min familie lider flere af migræne og det ønsker jeg for alt i verden ikke, at det skal udvikle sig til. Ville være dejligt, hvis man kunne finde en mirakel-kur!

Efterår er her.

Gæsteblogger #3 - Om at træffe valg på sine børns vegne

Bag gæsteblogger nr. 3 er Rikke, som har bloggen 'Hvor svært er det lige'. Jeg har 'mødt' Rikke i blogland i foråret og følger hende, fordi hun har en blog med en masse gode betragtninger - og hun er vildt grundig i hendes baggrundsviden og argumentation. Håber I vil synes om hendes indlæg...  

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Vi gør det jo hele tiden, os med børn. Fra det øjeblik de ligger i mors mave til børnene løsriver sig helt, hvornår det så end måtte være. Jeg kender til voksne børn som ikke løsriver sig, og kan man egentlig sige at man nogensinde gør det, når nu man bærer vaner fra barndommen videre med sig i resten af sit liv? Mange ting sætter sig jo permanente spor.

Da det jo netop kan sætte sig permanente spor, er det jo ekstra vigtigt, hvilke valg vi træffer, om alt muligt fra mad, forbrug, sociale valg til opdragelse i det hele taget. 

Men selv om nogle af valgene betyder meget for os som forældre, er det jo ikke ensbetydende med at det er det bedste valg for vores børn på sigt. For vores børn skulle jo gerne ende med at blive selvstændige, rimeligt uafhængige individer, der træffer deres egne valg på deres egne præmisser, og ikke nogle der ser sig nødsaget til at gøre som mor eller far, for at have værdi i disses øjne.

Hvad er det man siger? ”Små børn, små problemer. Store børn. Store problemer”. Der er vel et gran salt i det, men så alligevel? Det er vel især, når de er helt små, at vi risikerer at indpode noget i dem, helt uden at de selv opdager det, eller??

Jeg kan godt lide at se tingene fra flere sider, når jeg træffer nogle af mine valg, og jeg er nok mest naturvidenskabelig anlagt på mange punkter, selv om jeg med alderen sliber nogle kan kanter af, mere eller mindre bevidst.

Noget af det jeg sætter en ære i at give videre til mine børn er, at vi alle er forskellige, og at vi alle kan vælge at gøre noget forskelligt, og at det er noget, som vi skal respektere. Så længe vi selvfølgelig ikke skader andre. Jeg vil også gerne lære dem, at der er forskellige bevæggrunde for, hvorfor vi gør, som vi gør, eller er som vi er.  Ja, egentlig ”blot” støtte dem i at bruge og udvikle deres empatiske evner, samtidig med at de respekterer sig selv.

Så når jeg vælger, at ”dope” mine børn med lidt fiskeolie i ny og næ eller gerne vil vælge hvilken type mælk de skal drikke (eller om de skal drikke mælk), så vil jeg gerne have, at de skal forstå, at jeg gør det, som jeg synes er bedst for dem, men samtidig at der ikke altid er noget ”alt eller intet”. At det kan være godt at stræbe efter det perfekte, men at træerne ikke vokser ind i himlen, og at det også er OK ind imellem. Der er situationer, hvor jeg træffer valg, der ikke kan ændres i øjeblikket, som f.eks. om de skal have en behandling eller ej. Men at der også er tider, hvor vi kan gå på kompromis. Jeg skal bare gøre det tydeligt, hvornår hvilket gælder.

Hvis der er noget jeg generelt er imod, også når det gælder valg på ens børns vegne, så er det fanatisme, også selvom valgene kan virke helt igennem berettigede. Om det så gælder, hvad de må spise, eller hvilke ting de må lege med, eller under hvilke former de må omgås andre socialt. Selvfølgelig må de ikke indtage gift, eller lege med farligt legetøj eller blive bandemedlemmer, der går og slår folk ned eller lignende, men der kan jo være gråzoner, hvor de skal lære, at vurdere og træffe beslutninger, uden at føle at jeg støder dem fra mig, eller at jeg elsker dem mindre, hvis de træffer andre valg en jeg. Men ja, det er da bestemt ikke altid let selv at finde grænsen, og nogle grænser skal der være, i min optik. Under alle omstændigheder, så skal børnene jo helst fungere socialt.

Hvad mener du? Skal man holde sine børn meget fast på sine egne principper?

Og så er der jo lige det ekstra aspekt, at man ofte ikke er den eneste, der har noget at skulle have sagt, ang. sine børn, da de jo ofte også har en anden (eller flere) vigtige voksne i deres liv.

Say cheese...

Indlægget handler om min test af bla. grill ost fra Taverna - jeg har fået ost mv. tilsendt gratis, men meningerne er min egen. 
Ej heller er jeg blevet betalt for at skrive. 

I samarbejde med Lahme har jeg fået tilsendt produkter fra Taverna, bla. grill ost, salatost og græsk yoghurt.

De små bægre med salatost i krydderlage nåede jeg simpelthen ikke at tage billeder af, inden resten af familien havde fortæret dem. De var så stort et hit, at vi nu overvejer selv at lave blokken med 'ren' saltaost om til 'hjemmelavet' ost i krydderlage. 

Især min yngstesøn er vild med salatost - og særligt den i lage. Han præsterede en dag at åbne en bøtte, for derefter at spise hele bøtten med en teske på 5 minutter! 

Nå, men det var primært grill-ost vi skulle teste. Og jeg er ked af at måtte meddele - det var ikke den store succes. Altså det smagte ok, men også sådan lidt underlig konsistens for ungerne især. De smagte og sagde derefter pænt nej tak. Selv var jeg mest begejstret for versionen med chili. Den smagte af lidt, men slet ikke stærkt. Jeg spiste en skive i en burger, og en skive som tilbehør til salat.    

Det er ikke smagen, som afskrækker mig. Det er mere den der 'knirke'-fornemmelse osten har, når man tygger den. Heldigvis er det jo smag og behag og jeg kender andre, der er meget begejstrede for grill ost.

Så ud over grill ost og salattern, spiste vi også en stor bøtte græsk yoghurt. Den brugte jeg til gengæld helt klassisk. En dejlig morgenmad med syltetøj i bunden af et glas, yoghurt ovenpå og så toppet med lidt mysli, honning og frugt. Ren café-stemning på en ganske almindelig lørdag morgen.

Så alt i alt - pluspoint til yoghurt og salatost og nok et forbehold mht. grill ost. Det kan dog være, at jeg kaster mig ud i det igen. Der er nemlig rigtig mange gode opskrifter at hente på Tavernas hjemmeside. 

De kolde fakta om grill ost:

Grillost er en fast komælksost, som man kan stege på panden eller på grillen. Resultatet er en sprød ost, der er blød indeni, med en let saltet smag. Osten kan bruges sammen med salaten, som fyld i burgere eller i stedet for et stykke kød, hvis du er vegetar.

Grillosten fås i to versioner: En klassisk mild version og en helt ny udgave, krydret med chili.


Sådan fremstilles grillost:
Produktionen af grillosten er relativ simpel - og så alligevel ikke. For mælken skal forarbejdes i flere trin, inden den bliver til den grillost, vi kender. Kort fortalt: Når mælken er pasteuriseret og tilsat syrningskultur og løbe, bliver den tappet på de poser, den er i, når vi køber den. Herefter syrnes den færdig og nedkøles. 

Grillosten og halloumien bygger på den samme tradition og har fremstillingsmetoder til fælles. Grillosten kan derfor godt ses som en modernisering af halloumi. Halloumi er lavet på en blanding af 80% komælk og 20% fåre- og gedemælk. Grillost er en dansk ost, fremstillet efter lignende metoder, men udelukkende på komælk.

Steg grillosten to minutter på begge sider på en varm pande, grillpande eller grill. Osten bevarer sin fasthed, og får hurtigt en lækker sprød og gylden skorpe. Server den sammen med en fyldig salat som et lækkert og hurtigt aftensmåltid, i en kartoffelsalat eller som fyld i en vegetarburger.  

Når arbejdet ikke har latté

Dette indlæg var i avisen i onsdags. Det handler om fordele og ulemper, ved at arbejde og bo i samme område. Og om at måtte undvære den daglige latté - og dermed spare en del penge!
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg har engang i mine (endnu) yngre dage arbejdet i centrum af København. Sådan et af de der kontorer, der lå lige midt i al det sjove. Tæt ved Strøget, tæt ved s-tog og bare generelt tæt på alting.

Ud over transporttiden frem og tilbage, så var jeg ret så glad for at arbejde tæt på et uanet antal cafeer, restauranter, kiosker, dagligvarebutikker og ikke mindst en masse tøjbutikker. For allerede dengang elskede jeg shopping og god take-away kaffe. Det var simpelthen så lækkert lige at kunne smutte ned efter en gourmet sandwich i frokostpausen, kombineret med en tur i stueetagen i Magasin for at kigge på make-up, sko eller tasker og så en lækker cafe latté på vejen tilbage på kontoret.

Nu arbejder jeg på Vestegnen. Det er ikke videre tæt på Magasin eller en lind strøm af cafeer og tøjbutikker. Det generer mig egentlig ikke så meget. Det er som om, at jo ældre jeg er blevet, jo mindre betydning har disse goder. Og jeg er ret så glad for den korte transporttid mellem hjem og arbejde.

Dog sad jeg til et møde for ikke så lang tid siden og virkelig savnede at arbejde i byen. Det var nemlig et af de der møder, der begyndte rigtig tidligt om morgenen (og dem er jeg ikke så god til) - og så var der ikke noget kaffe! Så er det, at man savner at kunne smutte rundt om hjørnet til en kaffebar og hente varm latté og en croissant.
 

Jeg har arbejdet på Vestegnen i en del år nu. Især efter jeg fik børn blev transporttid en vigtig faktor. Nærhedsprincippet er rigtig vigtigt for mig. Både da børnene var små og skulle bringes og hentes (eller blev ringet hjem syge). Eller nu hvor de er store og selv bevæger sig rundt i området. Så er det rart at vide, at man ikke er langt væk, hvis nu der skulle ske noget - eller en af dem har glemt sin nøgle.
 

Hvis jeg skulle skifte arbejdsplads en dag, så er det jo bare en ekstra bonus, at jeg bor et sted med mange forskellige virksomheder. Der findes flere industriområder rundt på Vestegnen og rigtig mange (gode) arbejdssteder. Cafeerne er jo også rykket så småt ind i området herude. Den eneste anke omkring området herude, er jo nok, at jeg ikke lige kan smutte i Magasin i min frokostpause, men så sparer jeg jo de penge - og heldigvis for mig er net-shopping jo opfundet!

Du kan læse indlægget i avisen her.

Kosttilskud - tager du dem?

Jeg har før skrevet om mine erfaringer med Futura Kosttilskud, som jeg jo var så heldig at få tilsendt i et helt år (#spons). Som nu er gået og derfor er det tid til en status! 

Jeg er faktisk blevet meget begejstret for deres produkter. Især fiskeolien er god. Den helt almindelige version giver mig nemlig ikke de opstød, som jeg har ellers har oplevet fra andre mærker. Jeg kan desuden mærke god effekt af fiskeolien (jeg kan i hvert fald mærke forskel, hvis jeg i en periode ikke får taget dem). Bla. får jeg ikke ondt i mine knæ, når jeg løber. Jeg er helt sikker på, at fiskeolien ikke ryger ud af vitamin sortimentet hjemme hos mig.

En anden ting, der er kommet for at blive er flasken med Echinacea. Navnet er ret umuligt at udtale, så måske den bare skulle skifte navn til 'vidundermiddel'. Ikke fordi den smager særlig godt (men man skal ikke tage så meget, og kun én gang om dagen, så det går), men fordi den hjælper! Vi tager den når der er noget sygdom under opsejlning. Det er ikke sikkert, at vi slipper helt for at være syge, men den hjælper på at tage toppen. Og nogle gange har jeg også oplevet, at den helt har fået sygdommen til at gå væk/gå i sig selv.

Ellers satser jeg på at klare vinteren med disse råd: masser af vitaminer gennem maden, nok søvn og ikke for meget stress. Det lyder da som en meget god plan, ik?!!


Jeg har fået Futura kosttilskud tilsendt herfra. Meningerne om dem er helt min egen.



     

Status på beauty-shoppe-stop

Kan I huske, at jeg lovede ikke at shoppe noget dullegrej i hele september?

Og hvordan gik det så lige med det? Jamen, det gik bedre end jeg selv forventede! 

Jeg holdt ud både gennem et besøg i Magasin på Kgs. Nytorv, en tur i lufthavnens tax-free shop og de 100 (eller noget) mails, der væltede ind i min indbakke med tilbud på både hårprodukter, creme og neglelak.

Jeg endte dog med at købe noget. En fodcreme til 1,80 euro på Kreta. Fordi jeg løb tør for håndcreme (som jeg også bruger til fødderne når jeg er ude og rejse). Der var gode undskyldninger for at bryde løftet: Den kostede næsten ingenting. Jeg købte et lokalt produkt. Og tørre fødder er bare ikke pæne i sandaler. Altså... 

Well, done is done og jeg har besluttet, at føre shoppe-stoppet ind i oktober. Dvs. ikke helt stop, men mere en 'køb kun det der mangler' - tilgang til dullegrejet.

Lige om lidt mangler jeg nemlig negleolie og det kan jeg (heller) ikke leve uden. Der kommer status over oktober-køb i begyndelsen af november. Wish me luck! 

Og det er altså en lille størrelse! 

Gæsteblogger #2 - Pengetræet i haven

Så er der tid til endnu en gæsteblogger - denne gang er det skønne Cecilia, som har bloggen vivaestbella.blogspot.dk. Det er en rigtig fin blog, som jeg synes du skal besøge. Jeg har desuden været heldig at møde Cecilia irl og hun er mindst lige så hyggelig og sød, som man fornemmer fra bloggen. Så mine damer og herrer - tag godt imod Cecilia.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Et gæsteindlæg – det er ikke hver dag man får lov til det. Og det er jo heller ikke fordi jeg har en stor blog, med mange læsere. Men nu har Birgitte spurgt om jeg ville skrive lidt om noget helt bestemt her hos hende. Og det vil jeg sørme gerne.

Og hvad er det helt bestemte – jooooo – det er et spil. Til børn mellem 5-8 år – og nu er min ældste jo 8, og den yngste 5, så det er jo perfekt. Grund nummer to er, at det er mig, der står for spillet, inde i Danske Bank, hvor det er udviklet – så det vil jeg gerne tale om alle de steder jeg får taletid.

Hvor heldigt er det, at have et job hvor en af de ting jeg står for, er et helt program for børn og unge, der handler om at øge forståelsen for (privat)økonomi. Jeg synes det er vigtigt at børn forstår hvor heldige de er, OG at de kan klare sig selv, når de bliver voksne. Og vel at mærke uden at skulle en tur i Luksusfælden og have desperate sidste øjebliks-feber-redninger af Jan Swyrtz og den nye i klassen Carsten Linnemann.

Mine piger er vilde med det, spillet, that is, – også selvom jeg egentlig ikke bruger nogen tid på at få dem til at spille det (jeg er så gammeldags, at jeg egentlig har det lidt stramt med ipads – og al den digitalisering de børn indgår i. Men…. det er bare mig). Når det nu skal være at de skal spille (og det skal det åbenbart) så er jeg glad for, at det er det, de spiller. Og det er jo en vigtig sag – at få lært de unger noget virkelighed omkring brugen af penge. Og at man skal spare op før man fx kan rejse til San Francisco (en diskussion og lærdom, der lige nu får en del opmærksomhed hjemme hos os, da vi rejser i efterårsferien).

Nå, men til det, det handler om; Spillet hedder Pengeby. I Pengeby vælger man en figur, dreng eller pige, og derefter bevæger man sig rundt i et farverigt univers (’Pengeby’), der har til formål at lære børn basale elementer såsom hvor penge kommer fra, at midler er begrænsede, opsparing, prioritering er nødvendigt etc. Børnene tjener Pengeby-penge ved at udføre forskellige opgaver for Borgmesteren i Pengeby, og penge kan derefter bruges på at ”købe” ting såsom legetøj, udklædning, tøj og deslige i Karens butik. Spillet er helt fri for kommercielt indhold, gratis at downloade og gratis at spille. Jeg synes jo selvsagt at selve spillet er super godt (og Danish Internet Award er vel enige, siden de nominerede det til en pris i år), og det udfordrer og uddanner børn i koncepterne penge og privatøkonomi med leg som indgangsvinkel. Spillet er udviklet af Danske Bank og kan hentes både på iOs og Android. 

Nå, men det var det fra mig. Jeg synes bare, at I skulle prøve det – hvis jeres børn er i den alder.

Kærlig hilsen 

Cecilia

Gæsteblogger #1 - ”We were on a break” – om at have et Ross&Rachel-forhold til slankekure og ikke gide det mere!

Jeg har været heldig, at Thilde gerne vil være gæsteblogger her hos mig. Det er jeg særlig glad for, for Thilde og jeg har kendt hinanden i blog-verdenen utrolig længe - helt tilbage til dengang vi bloggede på den nu lukkede Urban blog. Så mine damer og herrer - tag godt imod Thilde - enforskeltilverden 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Da Birgitte pt. har en travlt måned, har jeg fået æren af at bidrage med et gæsteindlæg.

I løbet af september var der på instagram flere, som koblede sig på en trend, kaldet #septemberselfie eller #septemberfjæs.

Birgitte har blandt andet været én af de modige, som har dagligt har vist sit ansigt, for at mindske selvkritik, højne stoltheden over den man er og acceptere, hvordan man ser ud. Eller det er i hvert fald mit gæt på, hvad formålet med projektet er.

Selv har jeg hujet passende fra sidelinjen, pakket ind i tæpper og osterejer, så ingen skulle finde på at dreje et kamera i min retning. Ikke dokumentation, for alt i verden, ikke dokumentation!

Og så alligevel. Jeg lagde et billede af mig selv op på min blog forleden. Kun et par måneder gammelt og i hel figur. Det føltes meget sårbart. Så sårbart, at jeg var nødt til at knytte en sarkastisk kommentar til og skrive noget om at mase Audrey Hepburn (man skulle nok have været der, eller læse blogindlægget), for at kunne holde ubeskyttetheden ud.

Misforstå mig nu rigtigt: jeg ELSKER ellers sarkastiske kommentarer og ironisk distance. Sarkasme er mit første tillærte sprog. Men jeg bliver også nogle gange så træt af mig selv. Hvorfor kan jeg ikke bare stå ved det? Her er jeg. Sådan ser jeg ud. Og det er faktisk helt okay. Jeg er faktisk helt okay.

Det er ikke let, men jeg prøver. I stedet for selfie-september brugte jeg måneden på at kaste mig ud i et projekt, der handler om, at jeg det næste år ikke vil gå på slankekur. Jeg har i flere år haft et Ross&Rachel-forhold til slankekure. Så vil man det lidt, så vil man det slet ikke, så vil man godt alligevel, men så går det helt i skuddermudder, fordi man holdt en lille pause. Så nu har jeg besluttet at stoppe. Helt. I et år.

Jeg regnede med, at det ville frigøre en hel masse mental energi, som jeg så havde planlagt at kanalisere over i at opbygge noget selvværd. Men det har vist sig at være sværere end jeg troede, så pt. bruger jeg mest den frigjorte energi på at tvivle på, om det nu var en god beslutning.

Og dog. Ind i mellem er der lysglimt. Som der, hvor jeg ikke blev ked af det, da nogen troede, at jeg var gravid. Og de gange, hvor jeg husker, at jeg faktisk gør en forskel her i verden, at jeg betyder noget, og at verden ikke ville være den samme uden mig, men om jeg vejer 55 eller 77 kg, det er i den sammenhæng aldeles ligegyldigt.

Det er de lysglimt, jeg overlever på, og når det bliver lidt for svært og lidt for sårbart har jeg trods alt stadig sarkasmen at falde tilbage på.

Præstationsangst

Jeg har set på Instagram, at nogle bloggere jeg følger, har intentioner om at skrive et indlæg på bloggen hver dag i oktober. 

Samtidig er jeg håbløst bagud med at læse mit Bloglovin feed, kommentere hos jer andre og lave indlæg til min egen blog. 

Jeg har desuden både et testresultat, jeg gerne vil fortælle om OG en spændende gæsteblogger (som kommer på i morgen). 

Al sammen har sine naturlige grunde, men af en eller anden årsag, så har jeg vild præstationsangst over, at jeg ikke producerer noget seriøst på bloggen for tiden. Vil gerne, men når det ikke. 

I morgen er en ny dag og så kommer som skrevet et indlæg fra en dejlig kvinde, som jeg glæder mig til at præsentere. Så hæng på derude! 

Hjemme igen fra ferie. Det er nu også rart. 

Ustabil internetforbindelse

Jeg er på ferie. På Kreta. Med meget ustabil Internet. 

Jeg prøver at læse blogs og følge med på Bloglovin. Men kommentarerne bliver så som så. 

Jeg opdaterer dog Instagram (birgitte_b) dagligt. Af en eller anden grund så går det nogenlunde igennem. Så følg med der. 

Jeg er snart tilbage :) 

I dag var jeg dog her: