Gæsteblogger #1 - ”We were on a break” – om at have et Ross&Rachel-forhold til slankekure og ikke gide det mere!

Jeg har været heldig, at Thilde gerne vil være gæsteblogger her hos mig. Det er jeg særlig glad for, for Thilde og jeg har kendt hinanden i blog-verdenen utrolig længe - helt tilbage til dengang vi bloggede på den nu lukkede Urban blog. Så mine damer og herrer - tag godt imod Thilde - enforskeltilverden 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Da Birgitte pt. har en travlt måned, har jeg fået æren af at bidrage med et gæsteindlæg.

I løbet af september var der på instagram flere, som koblede sig på en trend, kaldet #septemberselfie eller #septemberfjæs.

Birgitte har blandt andet været én af de modige, som har dagligt har vist sit ansigt, for at mindske selvkritik, højne stoltheden over den man er og acceptere, hvordan man ser ud. Eller det er i hvert fald mit gæt på, hvad formålet med projektet er.

Selv har jeg hujet passende fra sidelinjen, pakket ind i tæpper og osterejer, så ingen skulle finde på at dreje et kamera i min retning. Ikke dokumentation, for alt i verden, ikke dokumentation!

Og så alligevel. Jeg lagde et billede af mig selv op på min blog forleden. Kun et par måneder gammelt og i hel figur. Det føltes meget sårbart. Så sårbart, at jeg var nødt til at knytte en sarkastisk kommentar til og skrive noget om at mase Audrey Hepburn (man skulle nok have været der, eller læse blogindlægget), for at kunne holde ubeskyttetheden ud.

Misforstå mig nu rigtigt: jeg ELSKER ellers sarkastiske kommentarer og ironisk distance. Sarkasme er mit første tillærte sprog. Men jeg bliver også nogle gange så træt af mig selv. Hvorfor kan jeg ikke bare stå ved det? Her er jeg. Sådan ser jeg ud. Og det er faktisk helt okay. Jeg er faktisk helt okay.

Det er ikke let, men jeg prøver. I stedet for selfie-september brugte jeg måneden på at kaste mig ud i et projekt, der handler om, at jeg det næste år ikke vil gå på slankekur. Jeg har i flere år haft et Ross&Rachel-forhold til slankekure. Så vil man det lidt, så vil man det slet ikke, så vil man godt alligevel, men så går det helt i skuddermudder, fordi man holdt en lille pause. Så nu har jeg besluttet at stoppe. Helt. I et år.

Jeg regnede med, at det ville frigøre en hel masse mental energi, som jeg så havde planlagt at kanalisere over i at opbygge noget selvværd. Men det har vist sig at være sværere end jeg troede, så pt. bruger jeg mest den frigjorte energi på at tvivle på, om det nu var en god beslutning.

Og dog. Ind i mellem er der lysglimt. Som der, hvor jeg ikke blev ked af det, da nogen troede, at jeg var gravid. Og de gange, hvor jeg husker, at jeg faktisk gør en forskel her i verden, at jeg betyder noget, og at verden ikke ville være den samme uden mig, men om jeg vejer 55 eller 77 kg, det er i den sammenhæng aldeles ligegyldigt.

Det er de lysglimt, jeg overlever på, og når det bliver lidt for svært og lidt for sårbart har jeg trods alt stadig sarkasmen at falde tilbage på.