torsdag den 30. oktober 2014

Gæsteblogger #5 - Om at huske sig selv og hinanden og om at bryde vaner

Dette er den sidste planlagte gæsteblogger (i denne omgang). Dorte har en relativ ny-startet blog, som handler om familieliv og mad (elsker seriøst mange af hendes opskrifter). Værd et besøg! 

Og på mange måder er Dortes indlæg en fin afslutning på serien af gæstebloggere. Det handler nemlig om, at bryde op med vaner - ligesom de andre indlæg, der har været her. Tak til jer alle - og jeg håber, at I derude har nydt at læse med på de forskellige indlæg.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg hedder Dorte og kommer ovre fra Familiefletninger, hvor jeg skriver om mad og om livet i min store familie. Birgitte har været så sød at spørge om ikke jeg havde lyst til at gæsteblogge hos hende og det har jeg selvfølgelig.

En kort introduktion: Jeg er mor til 3 små børn. Tvillinger på 2½ år og en datter på 4½. Jeg er bonusmor til 2 dejlige teenagedrenge på 17 og 18 år. De bor her hos os på fuld tid. Jeg er gift med Nils, som er far til alle vores 5 børn og yderligere 3 voksne børn (korrekt – 8 børn i altJ) og så har både Nils og jeg fuldtidsjobs.

I en storfamilie, som vores, er der fuld fart over feltet med mange praktiske gøremål, aktiviteter med ungerne, fælles måltider i ren kaos, snakke, diskussioner, fredsmægling, hygge osv. Pludselig er en dag gået, klokken er 20, ungerne er puttet og man dejser udmattet omkuld på sofaen ser et par timers tv (som man måske blunder lidt til) eller arbejder lidt og så ellers ind i seng, hvorefter en ny dag starter.

Sådan er det jo til tider når man har små (og mange) børn og sådan var det også for os i en periode. Det kørte derudaf og da Nils fik meget travlt på arbejde blev det mere og mere intenst indtil en dag, hvor Nils røg fra praktiserende læge til akut hjertemedicinsk afdeling. Hjertearytmi og en kæmpe forskrækkelse, som heldigvis blev afløst af lettelse, da det hele pludselig stoppede af sig selv.

Men forskrækkelsen sad i hoved og krop og pludselig blev hverdagsrillen lidt for triviel. Der var brug for et skifte i hverdagen. Vi tog derfor nogle sessioner i parterapi og blev pludselig mindet om hinanden og om os selv og begyndte nu at snakke om projekter og andre sjove ting vi godt kunne tænke os at lave sammen som familie, som par og hver for sig.

Jeg startede min blog op og vi legede med en masse sjove idéer om projekter vi godt kunne tænke os at lave sammen indtil vi nåede frem til at åbne en webshop. Sammen har vi skabt et idégrundlag, lagt en plan og implementeret den, så vi i dag står som virksomhedsejere – sågar med vores eget logo trykt på kopper J – og det er altså sjovt. Ungerne synes det er spændende. De små forstår det selvfølgelig ikke rigtigt, men ved det er noget med en butik og nogle pakker. De store synes det er sjovt og er med til at omtale shoppen for deres venner.

Vi har stadig dage, hvor der er autopilot koblet på og hvor vi smider os på sofaen når ungerne er puttet, men vi har langt flere dage, hvor vi bruger tid på at diskutere handlingsplaner for shoppen over en kop te, hvor vi tester produkter af i køkkenet og hvor jeg skriver indlæg på bloggen. Jeg synes lige netop vi har fundet et projekt, som fungerer i vores familiekonstellation. Hvad det udvikler sig til i fremtiden må tiden vise, men et er sikkert: vi har brudt vanen og vi har det godt sammen - som familie, som par og hver især. 


---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Se de andre gæsteblogger-indlæg her:
Gæsteblogger #1 - Thilde
Gæsteblogger #2 - Cecilia

2 kommentarer:

  1. Supergodt indlæg. Og ja, det er vigtigt at huske hinanden! Arbejder I stadig begge to fuldtids ved siden af shoppen? (i givet fald må I være de vildeste supermennesker). Herhjemme falder vi helt og aldeles om i sofaen efter puttetid og har gjort det i et stykke tid. Men selv om det skyldes nogle forskellige faktorer som alt for lang pendletid for en af os og lidt for mange praktiske gøremål for en anden af os, så er vi bevidste om det og bevæger os i den rigtige retning i forhold til at gøre noget ved det. For vanen SKAL brydes, og vi skal huske hinanden :-)

    SvarSlet
  2. Tusind tak. Ja, vi har begge stadig fuldtidsjobs. Til gengæld bor vi 5 minutters kørsel fra arbejde, så der vinder vi en del i forhold til mange andre. Lyder også som om I er super opmærksomme på det - og mon ikke det i virkeligheden er det aller vigtigste. KH og god weekend

    SvarSlet

Giv mig dine tanker...