På vej derover snakkede vi lidt om, at han nok skal have taget et røntgenbillede af tænderne og jeg spurgte, om han ikke fik taget et sidste gang (da jeg ikke var med sidste gang til undersøgelsen, kan jeg ikke lige huske, hvordan det foregik).
Yngste søn mener, at det fik han vist nok, jo - og derefter kiggede tandlægen på hans tænder. 'Det er ikke vores normale tandlæge (som er en jysk (!) kvinde), men en mand. Han taler sådan lidt underligt. Jeg tror, han kommer fra Norge'.
Jeg tænker ikke så meget mere over det, indtil vi kommer ind til tandlægen. Som viser sig helt klart at være tyrker(!) Og som snakker med en svag (ikke-norsk) accent, fordi han helt sikkert ikke er opvokset i Danmark. Og ret sikkert ikke er indvandrer fra Norge.
Jeg synes, vi kan lære meget af børn. Og ovenstående situation er et godt eksempel på, hvordan vi kan lære at se bort fra hudfarve... Men måske også et eksempel på, at jeg skal lære mine børn at høre og genkende de forskellige skandinaviske sprog!
Billedet er ikke relateret til indlægget, men bare et blik på det skønne efterår!
He he. Det er heller ikke altid let med de accenter ;-)
SvarSlet@Rikke - ja, det kan være svært ;-)
Slet