Jeg er i dag blevet lettere provokeret af en enkel lille sætning, som faldt herovre:
"Dejligt at have en af hver køn"
Indlægget var en information om, at Linda bærer en lille pige i maven. I forvejen har hun en dreng. Kommentaren var en del af de tillykke-hilsner, der tikkede ind.
Det der provokerer mig mest, er den der 'uudtalte sandhed', om at det er den eneste lykke, hvis man får børn, der er af hvert sit køn.
Der er mennesker derude, der ville blive glade for, bare at kunne få et barn. Alle er glade, hvis de får et rask barn. Nogle ønsker sig brændende et barn af bestemt køn. Ja de mennesker findes. Og de er ikke dårlige mennesker, bare fordi de gerne vil have en pige/dreng. Men lad være med at skære os alle over én kam og bære til bålet om, at det eneste lyksaliggørende, er at få børn med hvert sit køn.
Og selv om mine drenge er store nu, kan jeg stadig blive mødt med en 'jamen, du er jo stadig ung og kan da godt få en baby til. Ønsker du dig ikke en lille pige?'... Øh nej, jeg er ovenud lykkelig for at have to raske drenge, og meget tilfreds med, at de, trods samme køn, har hver deres forskellige personlighed.
Heldigvis er jeg ikke den eneste, der bliver provokeret af sådanne udtalelser. Nadia har før sat ord på mine tanker både her og her (og der er virkelig nogle grumme eksempler).
Ville bare ønske, at 'folk' ikke følte behov for at bekræfte disse 'sandheder'. Det gør mig virkelig så træt...
Og jeg er ovenud lykkelig for at have 2 piger - som har to vildt forskellige personligheder, men som samtidig har et søskende-bånd som er stærkt - også pga. af deres samme køn.
SvarSlet@Cille - ja præcis. Børn er jo forskellige, på trods af køn. Kh. B
SletJeg forstår simpelt hen heller ikke det med fokus på køn, men husker nu egentlig heller ikke at der var særlig meget fokus på det fra omverdenen under mine graviditeter. Vi ventede også med at få kønnene at vide til på fødselsdagen, så måske det er derfor.
SvarSlet@Dorte - ja, det kan der være noget om :-) Kh. B
SletVi har jo "én af hver" (som om børn kun fås i to udgaver!) og min svigermor kalder det konsekvent "ønskebørnene", og jeg går konsekvent i clinch med hende over hendes ordvalg. Men hun er af den gamle skole, og det er dét, hun selv har født: en dreng og en pige, så jeg tror ikke, at alverdens clinch kan få hende til at ændre mening.
SvarSletJeg har selv svært ved at sætte mig ind i ønsket om et specifikt køn, men jeg har også mennesker tæt på mig, som har haft det sådan (og skammet sig over det), så jeg øver mig i ikke at dømme. Hverken den ene eller den anden vej rundt.
@Thilde - jeg øver mig også i ikke at dømme. Men nogle gange, så bliver jeg provokeret (som her) - og så er det jo godt, at jeg har bloggen som ventil ;-) Kh. B
SletJeg tænkte heller ikke, at du dømte i dit indlæg, men mere gav udtryk for den der tankeløshed, der nogle gange er i sådan nogle "standard-fraser", og som kan virke malplacerede eller sårende. Jeg er ked af, at min kommentar kom til at virke som om jeg tænkte, at du dømte nogen. Jeg synes generelt, at du ventilerer med stor respekt :)
SletTak for søde ord :-) jeg tænker generelt, at hvis læserne skal kommentere på en ordentlig måde, så skal jeg også skrive på en ordentlig måde. Det er i orden at være uenige, men tonen skal være pæn :-) og jeg opfattede ikke din første kommentar som en dømmelse, men det er godt at blive lidt udfordret og få rusket op i ens opfattelser - og det er du god til at gøre! Kh. B
SletVores første barn ville vi slet ikke kende kønnet på før det kom til verden, for det var så uendelig ligegyldigt hvad kønnet var. Det er en dreng. Nr. 2 er også en dreng, ham kunne vi ikke undgå at se kønnet på, p.g.a. flere scanninger. Jeg kan slet ikke forestille mig andet end at have 2 drenge, hvis jeg havde fået 2 piger eller en dreng og en pige, tror jeg heller ikke jeg kunne forestille mig andet end det. Det er jo det at de er mine børn der tæller, det er de er netop de personer/personligheder de er, det at de hver især er unikke. Køn er helt ligegyldigt.
SvarSlet@Rikke - præcis, og jeg er selv glad for mine 2 drenge er 2 helt forskellige personligheder. Kh. B
SletHej Birgitte.
SvarSletJeg tror ofte, at man bliver provokeret af noget, man har hørt mange gange. Jeg så godt, at flere havde skrevet netop det med, at det blev dejligt med en af hvert køn - men sandheden er, at jeg aldrig har skænket en tanke, at det kunne være et ønske. Kald mig naiv, men jeg har seriøst aldrig tænkt over, at det ene skulle være bedre end det andet.
For lang tid siden skrev jeg et indlæg om, at jeg ofte syntes, jeg hørte kvinder med drengebørn "prale" lidt af dette; altså at tagge deres billeder af Lego/Flexitrax/søndage i klatrestativer #drengemor, hvor jeg studsede lidt over, at jeg aldrig havde set det modsatte; altså kvinder, der taggede billeder af stereotype pigeaktiviteter #pigemor. Det affødte en fin debat i kommentarfeltet, som viste netop det med, at hvis man først har set sig sur på en type af kommentarer, så er det ofte dem, øjet bliver fanget af.
Men jeg kender også mænd, der har kommenteret en kommende pige med ordene "ja, det blev så en sølvmedalje" fordi drenge åbenbart er guldmedaljen. Det grummeste eksempel i den retning var, da jeg overhørte (heldigvis ikke nogen, jeg kender) der - for sjov, men stadig - omtalte en kommende pige som en bronzemedalje, fordi guld = dreng, sølv = handikappet dreng og bronze = pige. Det er jeg stadig rystet over, at man kan joke med. Men måske er det fordi jeg, ligesom dig, også har mange i min omgangskreds, for hvem det at få et barn desværre ikke er noget, man bare lige gør.
Inden jeg fik Anton, var jeg en af dem, der var ved at brænde sammen i arrigskab over altid at få spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke havde en kæreste. Da jeg jo stadig er så single, som man bliver, får jeg stadig spørgsmålet i ny og næ, men det sjove er, at det ikke rører mig det fjerneste mere. Så er der andre kommentarer, der lige nu kan få mit irritationscenter til at klø (fx bliver jeg altid en lille smule træt, når kvinder med mænd, der arbejder meget, mener, at det er fuldstændig det samme, som at være alenemor) men det er en hel anden snak:)
Nå, det blev en længere smøre - egentlig ville jeg bare sige 'hej' og tak for din kommentar. God dag til dig og dine.
Mvh
Linda
@Linda - tak for din lange kommentar. Vi kan/har nok alle noget, der provokerer os, også afhængig af, hvor man er i livet.
SletFør da jeg var alene med ungerne, blev jeg også voldsomt provokeret af de der kommentarer fra kvinder, med mænd der arbejder meget. Er dog glad for, at jeg aldrig har hørt den med 'guld-sølv-bronze', så var jeg måske kommet til at slå nogle lidt!
Kh. Birgitte
Ja, jeg så det også godt, og smuttede igen med det samme - det var lige en dag, hvor jeg ikke gad høre på det IGEN IGEN, og slet ikke være med i debatten ;) Men jeg blev glad, da jeg så, du havde kommenteret det, og synes det er sejt, at du også skriver om det her - og TAK, fordi du linker til nogle af de indlæg, hvor jeg virkelig føler, at min holdning til det kommer ud! Der er et mere her: http://drengemor.dk/?p=1754. God aften til dig og dine <3
SvarSlet@Nadia - ja lige den dag kunne jeg ikke holde det inde. Måtte bare ud med dette indlæg. Især fordi de indlæg hos dig, som jeg linkede til, virkelig har brændt sig fast på min nethinde. Sammen med egne oplevelser. Og god aften til jer også. Dejligt at se dig herinde igen. Kh B
SletDet er jeg virkelig glad for at høre - TAK, så er de ikke skrevet forgæves :) Jeg har skam aldrig været rigtigt væk, men havde over 300 ulæste indlæg på Bloglovin', hvilket jeg fandt meget uoverskueligt... men nu er jeg snart i bund ;) Damn you arbejdsliv, der tager tid fra de sande fornøjelser ;)
Slet