onsdag den 29. april 2015

Er bagud det nye tema på bloggen?

Det går virkelig stærkt i den virkelige verden for tiden. Så stærkt at selv om jeg ikke har lyst til at forsømme bloggen, så sker det alligevel. 

I morgen tager jeg til 70-års fødselsdag. En fødselsdag som skal fejres på et Oslo Cruise og jeg er derfor væk indtil lørdag. 

Jeg kommer til at skylde nogle indlæg herinde. Noget om yoga søndagen og ugens glimt. Om søvn, mascara test og madplan og den kommende tid. 

Jeg håber at få skrevet lidt i weekenden. Indtil da så er her lige en lille pause. Take care! 





mandag den 27. april 2015

Weekend med selvforkælelse

Denne weekend har virkelig budt på masser af selv-forkælelse! 

Lørdag begyndte med en tur til København. Længe planlagt - med kæresten - som skulle indløse et gavekort til noget barbering. Jeg skulle slå noget tid ihjel imens og gik derfor i Illum, hvor den store Sephora ligger i stueplan. 

Jeg elsker at gå og kigge i Sephora (og Matas og Magasin osv.). Cremer, make-up, hårprodukter - you name it - jeg er facineret af det. Og som skrevet før, så har jeg en stor svaghed for lækre beautyprodukter. 


Lørdag blev der dog ikke tid til så meget kiggeri, for jeg blev stoppet af en make-up 'dame' fra Estee Lauder og spurgt, om jeg ville have en mini-make-over. Det er jo gratis og jeg havde tiden til det, så fik hurtigt sagt ja tak og sat mig i stolen til lidt over en halv times forkælelse. Jeg fik en virkelig god make-over og lærte et par nye tricks (der skal ellers meget til efterhånden) og ja, jeg endte da også med at købe et par uundværlige produkter med hjem.

Bagefter gik turen til et af mine 'stam-steder'. når jeg skal have frokost i København, nemlig Sporvejen på Gråbrødre Torv. De har nogle sindsyg gode burgere. Og det er et virkelig fint lille sted med autentisk atmosfære.




Karry-burger med hjemmelavet dressing



Efter et stop i Sportsmaster, hvor forkælelsen blev til et par nye Nike Free (jamen de havde 20% på alt i butikken!). Jeg elsker seriøst Nike Free. De passer til mine underlige fødder og kommer i masser af gode farver. Jeg står for at skulle skifte et par af mine sorte, så det passede fint at få et par nye med god rabat. 




Hyacinter i Tivoli


Vi tog et smut omkring Tivoli på vejen hjem. Jeg ville gerne se alle forårsblomsterne og vi har årskort, så det er bare om at komme derind og nyde det. Det var jo gråvejr, men ikke koldt, og der var masser af fine blomster allerede. Påske- og pinseliljer, duftende hyacinter og en masse tulipaner. Så smukt!



Tulipaner i fuld flor


Søndagen stod på indløsning af gavekort (40-års fødselsdagsgave) til en yoga søndag hos Comwell. Indlæg om denne tur kommer i løbet af ugen... hæng på! 


fredag den 24. april 2015

Weekend med tilbageblik på ugens små glimt


Sådan ser der ud, hvis man kigger ud af mit vindue på kontoret:



Og sådan ser der ud på vej til arbejde:



Og lige udenfor min hoveddør ser der sådan her ud:



Dennes uges vejr og forår har været ret så fantastisk. Sol og blå himmel. Knald for farverne og blomster i fuld flor.

Magnolien derhjemme er sprunget ud og står noget så smukt. På arbejdet blomster vores japanske kirsebærtræ. Verden er fuld af dejlige blomster... Og pollen, som jeg for alvor fik en (over)dosis af i onsdags. 

Jeg har i løbet af ugen fået krydset et par hængepartier af, bla. køb af cykel til min yngste søn. Vi fandt en rigtig fin model til ham og han er super glad. Som nr. 2 barn er det nemlig ikke altid en selvfølge, at man får nye ting. Ofte er det jo arve-tøj og ting fra storebror og/eller andre. Men det er jo kun én gang i livet, at man bliver 10 år, så en ny cykel var vel-fortjent.

Weekenden byder på en del aftaler, men begynder heldigvis med en fredag aften på sofaen. Tiltrængt! Håber I alle får en dejlig weekend.




torsdag den 23. april 2015

Du tabte noget!

Gårsdagens indlæg i lokalavisen kan man læse her - eller nedenfor. Det handler om skrald og om mig, som hidser sig op. Fordi jeg tror på, at det godt kan gøres bedre...





Der skal for det meste ret meget til at hidse mig op. Både i trafikken, i supermarkedet, i toget eller bussen. Typiske steder, hvor min tålmodighed kommer lidt på prøve.

Der er dog et par ting, som kan få mig op i det røde felt. Én af disse ting er, når folk smider affald på gaden eller i naturen. Det er så svært for mig at forstå, at nogle mennesker med fuldt overlæg (eller uden at tænke nærmere over det) smider affald på gaden, i skoven, på stranden, på stadion, i storcenteret, i bussen og toget eller ud af vinduet, når de kører i bil.
Sidste måned var jeg ude og cykle og imod mig kom et ungt par til fods. Pigen gik og drak af en dåse med noget energidrik, som hun som det mest naturlige smed i græsrabatten uden så meget som at blinke med øjnene. Som regel henvender jeg mig direkte til »synderen« hvis muligt. Den dag på cyklen havde jeg travlt med at nå en aftale, så jeg valgte i stedet at råbe efter pigen, at hun vist tabte noget.

Det samme har jeg været ude for, når jeg kører bil. Her har jeg flere gange set andre bilister, der lige ruller vinduet ned og smider cigaretskodder, McDonald's emballage eller tyggegummi ud af bilen (eller meget værre ting). Jeg ser det samme i toget, når flere og flere ikke tager avisen med, når de forlader toget. Det er dog ikke kun avisen, der er problemet. Den kan trods alt læses af nye passagerer, men også dåser, madpapir og frugt bliver smidt på gulvet eller sæderne.

Jeg bliver så ærgerlig over det. Fordi det signalerer en ligegyldighed med vores miljø og område. Der hvor vi og vores børn bor og lever. Jeg kender ingen i min omgangskreds, der opdrager deres børn til at smide affald på gaden. Men der må jo være nogle derude. Folk der er ligeglade med, hvad det gør for vores miljø og hvordan der ser ud på Vestegnen.
Jeg kender heldigvis mange mennesker - i alle aldre -, som sagtens kan se det forkerte i at smide om sig med tingene. Vi skal jo alle være her og vores smukke Vestegn skal ikke flyde med affald. Det kan jeg trods alt ikke tro, der er nogle der ønsker. Det er jo intet problem, at tage sit affald med til den nærmeste skraldespand. Der er nemlig rigtig mange af dem rundt omkring. Så skulle vi alle fremover ikke bare prøve at gøre det lidt bedre?!!



tirsdag den 21. april 2015

Det var mandag...

Det var mandag i går og solen skinnede. I dag er det tirsdag og solen skinner igen. Foråret er for alvor her. Jeg er vild med det, men knap så vild med pollen og de farlige skift mellem kulde og varme. Det er nemlig stadig køligt om morgenen. Ved bare, at det betyder forkølelse, hvis jeg skipper det lidt varme tøj eller jakken for tidligt. 




Smukke tulipaner lige foran indgangsdøren til arbejdet. Lukkede om morgenen og åbne når jeg går hjem.


Nå, mandag. Jeg har bytte om på madplanen (igen) og vi fik en dejligt wok med masser af grøntsager og jeg havde lavet pandekager til dessert. Ikke helt dårligt på en mandag. 




Det ligner ikke noget godt, men smagte lækkert




Nogle dage skal der bare være plads til pandekager - selv om det er hverdag


Jeg er begyndt at fastholde meditationen og tage den tid til det, som jeg ved kræves, før resultatet melder sig. Selv om jeg godt nok er lidt træt af den app, jeg har pt.

Og jeg er stadig meget træt generelt. Det er som om, jeg ikke helt har sluppet vinter-sløvheden. Jeg tager pt. B-vitamin, men overvejer en tur til lægen for at se, om jeg også mangler jern.   

Rigtig god tirsdag i solen :-)


søndag den 19. april 2015

Stop for madspild og brug af rester

Det er søndag aften og kun min yngste søn og jeg er hjemme. Han har begravet sig i en bog og jeg har slået mig løs i køkkenet. 

Køleskabet bød på en del grøntsager, som godt kunne trænge til et kreativt påfund. Så madplanen for søndag blev skrottet og jeg gik i gang med at lave en grøntsags-/tomatsovs til noget pasta. Løg, hvidløg, rester af gulerødder, bladselleri, peberfrugt og tomat blev kogt med krydderier og blendet. Så vi nu har grundsovs til pizza, kødsovs, lasagne mv.



Det der ikke røg i fryseren spiste vi med en pakke af de der nye Pastella pasta med grøntsager. Måske I har set dem i reklamerne? Det er der, jeg opdagede dem. Fik indkøbt en pakke med broccoli og ærter og helt ærligt, det smagte ret godt. Ikke helt som pasta, men med tomatsovs på var der næsten ingen forskel. 




Jeg fik også bikset noget brød sammen med de sidste tomater, pålægsskinke og revet ost. Gratineret i ovnen blev de faktisk helt gode. 




Jeg er stor tilhænger af at bruge madrester og hader madspild. En time i køkkenet og så var der fyldt op i fryseren og vi fik en god omgang aftensmad. Det er da ikke så galt, på sådan en søndag aften! 

fredag den 17. april 2015

Ugen i små glimt - og madplanen

Denne uge har været temmelig lang. Der har været en masse arbejde omkring min gamle mormor, samtidig med at jeg har været i radioen, været til sidste omgang træning for denne sæson og ude to aftener med veninder. 




DR-byen en kold lørdag morgen



Sidste træning i denne sæson. Har været glad for mit Cross-fit hold. Nu skal jeg bare i gang med noget andet henover sommeren.  


Og foråret lader vente på sig i denne uge. Det har været så koldt, at jeg har fundet mine vanter frem igen, når jeg har skulle cykle om morgenen. Dog er de fine forårsblomster for alvor kommet frem i gadebilledet.












Nu glæder jeg mig til weekend, hvor jeg i dag henter ungerne. Lørdag byder på 40-års fødselsdag hos en veninde og ellers begynder hverdags-ugen med unger lige så stille mandag.

Madplanen er lagt og den kan I se her:



Jeg har forlagt min opskrift på Jambalaya, så jeg har søgt inspiration på nettet. Lørdag er jeg ude hos en veninde og derfor står den på 'nem at lave' - mad for resten af familien. Og suppe-søndag holder lidt endnu. Den holder pause, når vi når det sene forår/sommer og varme.

Rigtig god weekend til jer alle derude...


onsdag den 15. april 2015

Ting jeg gerne vil nå, inden jeg bliver 50!

Jeg er jo 40(!) - jeg havde glædet mig til det... eller altså, jeg frygtede det ikke og det blev egentlig, som en helt anden almindelig fødselsdag.

Jeg har dog gået og tænkt lidt over, hvad jeg gerne vil med mine 40'ere. Mange i min omgangskreds hævder jo, at 40'erne er de ny 30'ere (nok mest fordi de selv har sneget sig ind i 40+ rækken).

Jeg kunne godt tænke mig at få oplevet/gøre disse ting i mine 40'ere:


  • Begynde at gå med læbestift og neglelak. Jeg tænker, at nu skal det være. Jeg skal være 'voksen' og begynde på læbestift og neglelak på mere daglig basis.
  • Prøve at dykke. Jeg har altid snorklet på ture og ikke været helt tryg ved at prøve dykning i udlandet. Så nu vil jeg gerne lave et prøvedyk i Danmark. Mest for at finde ud af, om dykning overhoved er mig, men også for at beslutte, om jeg i så fald ønsker et dykkercertifikat.
  • Blive bedre til at forkæle mig selv med skønhedsbehandlinger, massage, regelmæssige frisøraftaler og måske noget neglepleje.
  • Prøve at lave vandbakkelser. Min farmor var mester i at lave dem og jeg elsker seriøst de der marie-boller og vandbakkelse-kringle. Så nu vil jeg prøve at lave det selv.
  • Gå mere med guld-smykker. Jeg har en del arvesmykker, som jeg stort set aldrig går med, fordi jeg har bildt mig selv ind, at jeg ikke kan gå med guld. Men det kan jeg altså godt. Så det skal sættes i gang!

Og to ting, som jeg har overvejet og som ikke kom med på listen:
  • Få en tatovering. Jeg er seriøst bange for nåle, så det er ikke nogen god ide. Desuden er jeg i tvivl om både motiv og placering og ret sikker på, at jeg vil fortryde det senere.
  • Springe faldskærm. Da jeg blev 30 gav min bror mig et tandemspring. Det var fedt! Har overvejet det endnu engang eller om jeg skulle give mig i kast med at klare et spring selv. Den tanke er stadig på stand-by.



Mere guld, dog næppe denne figur. Fra udstilling på Arken



Til slut en lille evaluering over ting, jeg allerede har gjort - og som jeg er glad for, at have prøvet:
  • Redet flere ture på hest
  • Bungy-jump
  • Fløjet helikopter
  • Skyde med riffel
  • Være på Roskilde festival
  • Deltaget i TV-program
  • Rejse rundt i Australien



  

tirsdag den 14. april 2015

Navne-fejl

Jeg har et langt og ikke særlig brugt fornavn (i dagens Danmark). Kilderne afslører, at der ikke er den store fremgang i mit navn. Mest tilbagegang.


Resultat af søgning:20142015Ændring
Kvinder med navnet 'Birgitte'15.10215.045-57


Noget der virkelig kan irritere mig ved mit navn, er når andre staver det forkert. Eller kalder mig Gitte, for det synes jeg virkelig ikke er mit navn (undskyld til alle jer derude, der hedder Gitte)

På mit arbejde er vi både mig (Birgitte), en anden Birgitte og en kollega (Birgitta) og da vores navne ligger tæt op af hinanden, bliver jeg hele tiden 'forbyttet'. Både på mail eller ansigt til ansigt er der folk, der kalder mig Birgitta. Voldsomt irriterende.

Det samme gælder stavemåder. Som regel bliver mit navn stavet rigtigt, men har da stødt på varianet som 'Gitte' (igen), 'Birgit' eller 'Brigitte' (efter Stallone?). Til gengæld er jeg jo velsignet med et navn, som jeg ikke deler med så mange på min alder. Det er i hvert fald ikke en massebetegnelse... 
Tjek dit eget navns popularitet her

søndag den 12. april 2015

Oh Baby!

Jeg lovede jo at vende tilbage med et indlæg om Tivoli's musical 'DirtyDancing'. Lige nu føles det som flere uger siden, men sådan er det jo med ferie (Vi var derinde på den allerførste feriedag og der er sket meget siden da)

Forestillingen var booket næsten et år i forvejen. Alligevel havde jeg ikke de store forventninger til den, trods gode anmeldelser. Det er jo lidt en svær film at få omsat til teater/musical. Sangene er jo stadig gode og heldigvis var det også nogle fantastiske sangere, der optrådte. Historien er dog ikke den store - faktisk rimelig tynd, men det er nok en fordel, når det skal omsættes til de skrå brædder.

Det var et rigtig fint stykke og de havde fået meget med fra filmen - ja nærmest det hele. Sangene blev sunget på engelsk, hvilket efter min opfattelse var helt på sin plads. Jeg er ikke god til danske versioner af engelske ørehængere. Kulisserne var fine og godt lavet, så det hele spillede sammen.

Skuespillerne/sangerne spillede godt og de dansede godt. Hvis man er fan af tv-programmet 'Vild med Dans', tror jeg at man vil få meget ud af stykket (der er vist også nogle af skuespillerne/danserne i stykket, der har været med i programmet). Handlingen var (selvfølgelig) forudsigelig, men alt i alt var det lykkes ret godt at få filmen lavet om til en god musical. 

Jeg ved ikke, hvor lang tid de spiller, men mon ikke man kan se det på nettet? Hvis du har lyst og mulighed for at komme derind, vil jeg klart anbefale det. Især nu hvor Tivoli er åben og man så kan gå en tur i haven bagefter.





Obs: indlægget er ikke sponsoreret, bare min anmeldelse af min egen oplevelse - på min egen købte billet!

lørdag den 11. april 2015

I morges var jeg i radioen!

Jeg blev i dag interviewet i P4 København ude i DR Byen. Jeg var inviteret for kort at fortælle lidt om Vestegnen og om en blog kan gøre en forskel på opfattelsen af min hjemstavn. 

Det var de hurtigste 4 minutter i mit liv og jeg ville gerne have fortalt meget mere om emnet. Plus uddybet nogle ting. Det må jeg så (fortsat) gøre her på bloggen!

Det var en rigtig god oplevelse og hvis du har lyst til at høre mig sige "øh", "jamen" og "hmm" en masse gange på 4 minutter, så kan du bruge det her link:

Radio link

Eller gå ind på DR hjemmesiden og søge under P4 København, Weekend. 

Jeg er på ca. 1 time og 17 min. inde i programmet (efter Bowie sangen). Og det er i øvrigt vildt underligt, at høre sin egen stemme i radioen! 




fredag den 10. april 2015

Ugen efter påske (i glimt)

Denne uge har budt på opstart efter lang påskeferie. Den har været lidt hård at komme igennem. Der var lancering på vores nye Intranet på arbejdet og det gik - lidt med hiv og sving og teknik-fejl. Alt i alt er jeg dog stolt af det arbejde, vi har lavet i projektgruppen.

Heldigvis er det fredag i dag og jeg kan slappe af hele aftenen på sofaen. Jeg er alene hjemme, da kæresten er taget til Bornholm med min lillebror og min far, for at løbe et ultra-løb, som hedder Fyr-til-Fyr (60 km). De løber i morgen og begynder tidligt.  Min far leger chauffør og sørger for at de kommer hjem igen lørdag aften. Sikkert godt brugte i benene.

Jeg får også en tidlig lørdagsstart, da jeg skal være i DR-byen for at interviewes (live!) i programmet P4 Weekend (på kanalen P4 København). Det bliver vildt spændende. Jeg skal snakke om bloggen og det med at være 'ambassadør' for min hjemstavn Vestegnen. Jeg er på kl. 8.20, så kryds lige fingre for, at det går godt!

Ellers har ugen budt på hverdag, skole, arbejde - og godt vejr. Her er nogle glimt:



 


Farvel påske og lang ferie





Lagkager i massevis til yngstesøns 10-års fødselsdag





To fine blomster-buketter nåede jeg at få i påsken og den ene holder stadig

 

torsdag den 9. april 2015

Forår i haven?

Nedenfor kan du min artikel fra onsdagens lokalavis Vestegnen (eller læs den online her). Den handler om mig, som slet ikke er et have-menneske og om det forår, som endelig viser sig fra den gode side med lunt vejr og mange sol-timer. 





Foråret har været i gang længe. Den milde vinter gjorde det muligt for vintergækker at myldre frem allerede i slutningen af januar og sprede løfte om kommende forår. Og nu hvor det har været marts og påske, så er foråret i fuld flor.
 
Med forårets kommen, skete der også noget andet her på Vestegnen. Det begyndte så småt at pusle i haverne inde bag ligusteren. Der kan høres snak fra haverne i de små nyttehaver og kolonihaver i området og kommunernes gartnere har omplantet de store blomsterkummer med fine farverige blomster.

Det er lidt ligesom hele området vågner fra en lang vintersøvn. Der begynder at være mere liv ude. De fleste går i gang med at se haven efter og måske skal de første spæde planter i jorden. Hængslet på døren til kolonihavehuset skal smøres og måske skal huset males. Den lokale planteskole skal have et besøg. Personligt betyder forår for mig, at altanen skal gøres ren og havemøblerne skal tages op fra kælderens dyb. Hynder og tæpper hentes frem til brug derude og hurricane stagerne gøres klar til en forhåbentlig lang sæson.

Jeg husker dagligt at nyde de mange forskellige forårsblomster på Vestegnens grønne arealer. Krokus, tulipaner og påskeliljer kender jeg. Ellers er jeg ikke så velbevandret i blomsternavne (og helt ærligt, så interesserer det mig ikke synderligt meget). Bare der er knald på farverne, så gør det mig i godt humør.

Det er også på denne tid af året, at jeg oftest bliver spurgt, om jeg dog ikke savner en have, nu jeg bor i lejlighed. Svaret er og bliver et nej! Jeg har masser af veninder, der elsker at pusle og rode i haven, at ligge på knæ med numsen i vejret i flere timer og som får vild tilfredsstillelse over at se noget gro. Sådan er det ikke hos mig. Jeg kan lige svinge mig op til at gro en omgang karse eller have et par krydderurter stående, men de store altankasser med masser af blomster og eventuelle grøntsager, de findes ikke hos mig.

Det er ikke fordi, jeg ikke synes, det er pænt med sådan en have. Det er absolut smukt at se på. Men hvor andre finder ro i havearbejde, så ser jeg en sur pligt, som jeg ikke gider. Det eneste jeg savner ved ikke at have en have, er plads til grillen - og den tilhørende grillmad. Det er der plads til i haven, men absolut ikke tilladt på altanen. Så er det jo godt, at jeg kender en masse forskellige haver her på Vestegnen, hvor jeg er velkommen.

tirsdag den 7. april 2015

Marts-status og ønsker (håb?) for april

Jeg er lige vel bagud med bloggeriet. Påsken slog benene væk under mig, men jeg er oppe og klar igen...

Status for marts blev, at jeg ikke fik opfyldt mange af mine intentioner. Jeg fik f.eks. ikke løbet en eneste tur - og det er ikke vejret, der er skylden, Jeg er simpelthen gået helt død, når det kommer til motivationen. Jeg har nul og niks lyst til at løbe en tur. Jeg håber virkelig det snart vender, for jeg skal motionere. Jeg har faktisk overvejet at begynde at cykle nogle ture eller gå en halv times tid, bare for at få rørt mig mere i dagligdagen.  

Meditationen har jeg dog gjort noget ved. Prøver at få det gjort mindst et par gange om ugen. Det hjælper med at få pulsen ned og gør også, at jeg ikke får så meget hovedpine. Jeg kan klart blive bedre til at prioritere det. Dog har jeg her i påsken slappet af og fået læst en hel (tyk) bog. Det har også virket på mig. 

Og bloggen blev fejret her i marts! 5 år manner. Jeg glæder mig til at blogge videre. Jeg bliver ofte spurgt, om jeg selv finder på emnerne herinde. Og ja, det gør jeg da. Og jeg bliver ofte inspireret af ting i min hverdag eller noget jeg læser/oplever. Jeg er blevet opfordret til at være lidt mere personlig i mit udtryk og det har jeg taget til mig. Jeg prøver, men det er en fin grænse mellem det, som jeg har lyst til at dele, uden at jeg føler, at jeg udleverer andre i familien/omgangskredsen. Og jeg har stadig lyst til at holde mig til tilbage mht. detaljer om mig som privatperson. 

Ugens glimt kører stadig hver fredag, selv om jeg ikke fik skrevet et indlæg i påsken. Jeg pusler lidt med idé om at slå det sammen med noget madplan. I det hele taget har jeg en del idéer til indlæg, som gerne skulle komme på bloggen snart.

Så ønskerne for april bliver noget med:


  • Mere motion i hverdagen - af en eller anden form
  • Flere indlæg på bloggen
  • Læse mindst én bog om måneden
  • Veninde-aftaler (2 stk. er allerede planlagt)






April blev skudt godt i gang med hygge, påskeferie og yngstesøns 10-års fødselsdag



mandag den 6. april 2015

Åh manner...

Påskeferien synger på allersidste vers. Det er mandag aften og påskeferien slutter om lidt og hverdagen begynder for os i morgen. 

Jeg glæder mig for jeg holder nu også af hverdagen. Påsken har budt på både gode dage og ikke så hyggelige oplevelser. Lidt en blandet fornøjelse, hvor nogle planer har måtte laves om. 

Men afslapning blev det til og det var også tiltrængt. I den kommende uge venter lancering af stort projekt på arbejdet. Håber dog alligevel at bruge lidt mere tid på bloggen end jeg fik gjort i påsken. Det er ikke viljen, der har manglet. 

Håber I alle har haft en skøn påske. Vejret har været dejligt her i helligdagene og mon ikke foråret for alvor er på vej?!!




onsdag den 1. april 2015

Nu det er april!

Vi holder stadig ferie. Og selv om jeg havde tænkt mig at åbne computeren, så  er det endnu ikke blevet til noget. Feriestemningen har slået sig ned og groet på mig og det er faktisk helt ok. 

Vi hygger, slapper af og spiser en masse lækkerier. I dag ekstra meget for vi holder nattøjsdag. En tradition tilbage fra dengang jeg var alene med ungerne og vi til tider trængte til at trække stikket på hverdagen og weekenders arrangementer. Så bruger vi en hel dag i nattøj. På sofaen med en masse film i tv. Pandekager til frokost osv. 

I dag er sidste hele dag inden ungerne skal hjem til deres far. Så tænker at den der computer stadig står der i morgen. Dagen bruges på ekstra meget kram og sidde tæt sammen. Nærvær og nærhed for alle pengene. 

Resten af påsken står på forberedelser til og afholdelse af yngste søns fødselsdag. Og lidt venindehygge. Og kærestetid. Så min marts status og ønskerne for april kommer snart. Indtil da så god påske til jer alle.