Der skal for det meste ret meget til at hidse mig op. Både i trafikken, i supermarkedet, i toget eller bussen. Typiske steder, hvor min tålmodighed kommer lidt på prøve.
Der er dog et par ting, som kan få mig op i det røde felt. Én af disse ting er, når folk smider affald på gaden eller i naturen. Det er så svært for mig at forstå, at nogle mennesker med fuldt overlæg (eller uden at tænke nærmere over det) smider affald på gaden, i skoven, på stranden, på stadion, i storcenteret, i bussen og toget eller ud af vinduet, når de kører i bil.
Sidste måned var jeg ude og cykle og imod mig kom et ungt par til fods. Pigen gik og drak af en dåse med noget energidrik, som hun som det mest naturlige smed i græsrabatten uden så meget som at blinke med øjnene. Som regel henvender jeg mig direkte til »synderen« hvis muligt. Den dag på cyklen havde jeg travlt med at nå en aftale, så jeg valgte i stedet at råbe efter pigen, at hun vist tabte noget.
Det samme har jeg været ude for, når jeg kører bil. Her har jeg flere gange set andre bilister, der lige ruller vinduet ned og smider cigaretskodder, McDonald's emballage eller tyggegummi ud af bilen (eller meget værre ting). Jeg ser det samme i toget, når flere og flere ikke tager avisen med, når de forlader toget. Det er dog ikke kun avisen, der er problemet. Den kan trods alt læses af nye passagerer, men også dåser, madpapir og frugt bliver smidt på gulvet eller sæderne.
Jeg bliver så ærgerlig over det. Fordi det signalerer en ligegyldighed med vores miljø og område. Der hvor vi og vores børn bor og lever. Jeg kender ingen i min omgangskreds, der opdrager deres børn til at smide affald på gaden. Men der må jo være nogle derude. Folk der er ligeglade med, hvad det gør for vores miljø og hvordan der ser ud på Vestegnen.
Jeg kender heldigvis mange mennesker - i alle aldre -, som sagtens kan se det forkerte i at smide om sig med tingene. Vi skal jo alle være her og vores smukke Vestegn skal ikke flyde med affald. Det kan jeg trods alt ikke tro, der er nogle der ønsker. Det er jo intet problem, at tage sit affald med til den nærmeste skraldespand. Der er nemlig rigtig mange af dem rundt omkring. Så skulle vi alle fremover ikke bare prøve at gøre det lidt bedre?!!
Hvor er jeg enig, forstår heller ikke den ligegyldighed. Desværre er fænomenet verdensomspændende, det gør nu ikke ligegyldigheden nemmere at forstå. Tværtimod!
SvarSlet@Rikke - tak og ja desværre så er det ret stort problem overalt efterhånden. Kh Birgitte
Slet