søndag den 31. maj 2015

#Stårstadig

Vidste du, at der hvert år er 33.000 kvinder i Danmark, der udsættes for partnervold? Nogle gange kan man gøre en forskel for andre, bare ved at poste noget her på bloggen. Derfor låner jeg gerne min plads ud, for at sætte fokus på Danners kampagne #Stårstadig. 


I Danmark har vi et velfungerende system af kvindekrisecentre, som tager imod voldsudsatte kvinder og deres børn. Men når opholdet på krisecentret er slut, sendes kvinderne ud i dagligdagen igen – ofte uden det nødvendige sikkerhedsnet, som skal fastholde dem i et liv uden vold. Kvinder, der bliver udsat for vold, har brug for opbakning! For det er gennem private organisationer som Danner, der i samarbejde med det offentlige sikrer, at kvinderne får den støtte, de har brug for!
Hos Danner i København arbejder man fokuseret med at støtte kvinderne, når de forlader krisecentret. Det arbejde kaldes efterværn og defineres som den støtte, voldsudsatte kvinder og deres børn har brug for, når de forlader kvindekrisecentret. Efterværnet er et forløb, hvor kvinderne og deres eventuelle børn kan få hjemmebesøg, individuelle samtaler og gruppeforløb tilknyttet Danners rådgivere med erfaring og særlig viden om vold samt selvhjælpsgrupper. Kvinderne har også mulighed for at gå til foredrag og workshops om parforhold, økonomi, handy woman-kurser mv.
Deltag i kampagnen #stårstadig – vær med til at fortælle historien
Voldsudsatte kvinder har brug for venner, støtte og opbakning. Deltag i opråbet til politikerne om at følge voldsudsatte kvinder helt ud i deres nye liv, og ikke bare efterlade dem ved døren til krisecentret. Efterværnsarbejdet er af afgørende betydning for kvinder, der flytter fra krisecentre og ud i virkeligheden igen.

Du kan hjælpe ved f.eks. at poste billeder på Instagram med hashtag #Stårstadig og derved sætte fokus på arbejdet. På profilen @Danner.dk kan du se deres plakater og re-poste dem på egen profil. Du kan også vælge dit eget billede.

På folkemødet den 13. juni laver Danner en kunstinstallation af brugte røde kvindesko, som skal bruges til at sætte fokus på Danners efterværnsarbejde. Symbolikken i den røde sko, og det klare budskab om, at kvinder #Stårstadig bakkes smukt op af andre kvinders røde sko. Så har du røde sko til overs, kan du give dem som kampagnebidrag. 
Du kan aflevere dine røde sko hos Danner personligt eller sende dem med posten: Danner, Nansensgade 1, 1366 København K. 



Tal om kvinder og partnervold
·      Hvert 5. barn i Danmark udsættes for vold i hjemmet
·      33.000 kvinder udsættes hvert år for fysisk partnervold i Danmark
·      På verdensplan bliver mere end hver 3. kvinde udsat for vold
·      Hver 10. ung mellem 16 og 24 i Danmark er udsat for kærestevold
·      Der findes 5 former for vold: psykisk, fysisk, seksuel, materiel og økonomisk
·      I 2014 blev 24 kvinder slået ihjel i Danmark, 11 af dem af en partner eller tidligere partner
·      2000 kvinder og 2000 børn bor hvert år på krisecenter i Danmark
·      Partnervold findes i alle sociale lag og indkomstgrupper i Danmark
Danner er en privat organisation, der arbejder for at skabe respekt, ligeværd og lige muligheder mellem kønnene og en verden fri for vold mod kvinder og børn. 51 kvinder og 43 børn boede på Danners Krisecenter i 2014. Danners Krisecenter har en belægning tæt på 100%. Der er ca. 40 ansatte og 200 frivillige i Danner. Læs mere på danner.dk/staarstadig

Indlægget er lavet i samarbejde med Danner og Lahme Kommunikation. Jeg er blevet opfordret til at gøre opmærksom på kampagnen på bloggen. Det har jeg valgt, samtidig med at jeg har gjort brug af deres tekstmateriale og plakater.

fredag den 29. maj 2015

Ugens glimt - 4. uge af maj

Så er det juni lige om lidt. Det er næsten ikke til at fatte. Sommer altså - vejret er vist ikke helt kalender indstillet!

Jeg fik sidste fredag høstet lidt rabarber fra min mormors have. De fleste røg i fryseren, men nogle blev kogt med sukker, en vaniljestang og en pose frosne jordbær. Derefter blendede jeg hele skidtet og brugte et par deciliter i en bolledej. 
   


Fine boller med perlesukker


Søndag var hele familien på skovtur til Bakken. Vi tager toget til Skodsborg og går igennem dyrehaven/skoven til Bakken. Der spiser vi frokost inden ungerne kræver, at vi går rundt og prøver en masse ting. Heldigvis var vejret jo super godt og det var en virkelig dejlig dag. Da Bakken proppede til med mange mennesker, tog vi hjem. Så vi undgik de mange lange køer.



Fine Eremitage slot i solskin


Ved personaleindgangen til arbejdet har vores gartnere sørget for et rigtig fint bed. Man kan jo ikke undgå at blive en smule glad på vej til arbejde, når man bliver mødt af dette syn.




Ellers har ugen budt på Pinsefridag, aftenmøde og en udsalgs-hygge. Og i dag begynder en 'ny' uge, hvor ungerne er kommet tidligt hjem efter at have fejret 9. klassernes sidste skoledag. Glæder mig til weekend og afslapning. 





Madplanen er også klar og både fredag og lørdag byder på et par nye opskrifter. Glæder mig til at se, hvordan resultatet bliver. Tortilla-lasagnen er herfra

Rigtig god weekend derude.




torsdag den 28. maj 2015

Valg og udsalg

I går blev der jo som bekendt udskrevet valg til Folketinget. Som kommunal ansat er det et større apparat, der bliver sat i gang. Og jeg bliver måske (igen) involveret i noget stemmetælling. 

Valgdagen er jo en torsdag, hvor vi i forvejen arbejder til kl. 18 her på min arbejdsplads. Og mødetiden er som regel kl. 19.30 til optælling af stemmer. Jeg ved endnu ikke, om jeg bliver udtaget til at tælle, men alle de år jeg har været ansat, har jeg været afsted. Så mon ikke jeg også får fornøjelsen af, at opleve demokratiet på første parket denne gang også. 

Under alle omstændigheder, så har jeg tænkt mig at brev-stemme. Jeg har brevstemt de sidste 3 gange, der har været forskellige valg. Ikke fordi jeg har været ude af landet på valgdagen, men mere fordi det er nemt og bekvemt at få overstået, f.eks. en lørdag på vores lokale bibliotek. 

For lige at være sikker på, at jeg ikke havde ændret ståsted politisk, så tog jeg også en hurtig test og resultatet kom (ikke overraskende) ud, som alle de andre gange. Så mit kryds kommer i samme boks som altid. 


I går var også dagen, hvor jeg og andre dejlige damer var til Black Swan før-udsalg hos Amira. Jeg havde luret på et par stykker tøj fra kollektionen og skulle lige prøve dem igen, for at være sikker. Det var en rigtig hyggelig aften med masser af snak (og rødvin også). Og det endte med, at jeg kom hjem med den reserverede nederdel og fik lagt en bestilling på en kjole og en top.

Det bedste ved Black Swan udsalget er, at de med det samme sætter varerne ned med 40%. Det er altså en besparelse, der kan mærkes. I morgen får min nederdel nok sin debut og så er det ellers bare at glæde sig til de resterende varer kommer hjem.





Det er denne fine, bløde sag, som jeg glæder mig til at hoppe i.

tirsdag den 26. maj 2015

Test af Magnetic Lash Mascara

Ovre hos Jo har jeg været med til at teste Magnetic Lash Mascara. I kan læse resultatet her

Jeg vil dog gerne lige vise et par billeder til, som jeg tog i forbindelse med testen - og fortælle lidt mere om produktet (det er ikke noget, jeg er blevet bedt om. Det er helt på eget initiativ). 



Dette er mit øje med helt almindelig mascara (se bort fra mine rynker). Som jeg bruger til hverdag sammen med øjenskygge og eyeliner. Man kan sagtens se, at jeg har 'noget' på vipperne, men særlig lange eller voluminøse er de vel ikke. 



Dette billede er så mit (andet) øje med Magnetic Lash Mascara påført - plus liner og skygge som det første billede. Jeg synes helt klart, at man kan se forskel. Vipperne er mega-lange og mere defineret i forhold til almindelig mascara.

Selve mascaraen skal påføres af flere omgange - og tørre op ind imellem. Hvis tiden er knap, så er det ikke den du skal vælge. Til festlige lejligheder vil jeg dog vælge den fremover. Fordelene som jeg ser det, er klart de lange vipper. Mine fik ikke specielt meget mere volume, men det kan jeg sagtens leve med. De blev lange og kunne ses! 

Det kræver lidt øvelse med de der fibre, men efter et par gange, så er det faktisk ret nemt. Resultatet er flot og selv om man sveder/er varm, så løber mascaraen ikke. Der kan godt drysse lidt fibre hvis man ikke får forsejlet nok med farven. 

Selv om jeg skifter mellem briller og kontaktlinser, så har det ikke været et problem. Mine øjne er ikke irriteret af mascaraen. Og så er den super nemt at fjerne om aftenen, selv med varmt vand.

Stor anbefaling hermed givet videre! 




mandag den 25. maj 2015

Søndag på en mandag

I dag har været ligesom søndag. Bare på en mandag. Den er nemlig foregået lidt ligesom en almindelig søndag herhjemme. 

Konceptet er ca. som her: 
Sove længe (mindst til kl 8.30), vågne langsomt i sofaen med kaffe og en bog/læsning, vasketid inklusiv sengetøj, arbejde, bibliotek, let aftensmad og aften foran fjerneren. 

Så lige nu sidder jeg og kæresten og ser Netflix serien "The Americans" og overvejer at hente resten af mit bland-selv slik fra i lørdags. 

Det er tanket op på bøger og tøj er lagt frem til i morgen. Og dejligt at tænke på, at ugen begynder med en tirsdag. Hverdag kom bare an! 



lørdag den 23. maj 2015

1-års fødselsdag i avisen

I sidste uge havde jeg 1-års jubilæum/fødselsdag for mine skriverier i Lokalavisen. Det kom der dette indlæg ud af:




Jeg har skrevet her i avisen i mere end et år nu. Det føles ikke som et år. Tiden går så hurtigt og jeg kan ikke på stående fod huske, hvad mit første indlæg handlede om. (Jeg har efterfølgende slået det op og mit første indlæg var i avisen den 15. maj 2014. Indlægget handlede om de grønne områder og min birkepollen-allergi).

Jeg skylder en stor tak til de mennesker, som gennem et år har læst og rost mine indlæg. Det gør det hele meget værd. Også tak til alle nuværende og forhenværende kollegaer, mine venner og familie for støtte og opbakning. Det er utrolig dejligt at blive bekræftet i, at det jeg skriver om, er det helt rigtige.

Flere spørger mig om, hvordan jeg dog kan blive ved med at finde på emner til mine indlæg. Til det kan jeg kun sige, at det nogle gange er ufattelig nemt og andre gange... knap så let. Det kan være svært at sætte sig foran en blank skærm og skrive. Der er dage med skriveblokering. Der er heldigvis også dage, hvor jeg har gået og tænkt over et emne i et par dage og det derfor kommer ret let ned i tasterne.

Selve inspirationen får jeg bla. fra aviser, internettet, min omgangskreds eller det jeg ser og oplever i området. Jeg vil gerne se mig selv som en ambassadør for området. Jeg vil gerne påvirke andre til at få en positiv holdning overfor området. Og det kan jeg bruge disse indlæg til.

»Jeg elsker at bo her. Vestegnen er jo så meget mere end det billede, som tegnes i nogle medier, og de fordomme, som mange har selv om de aldrig har været her. Der er både beton-højhuse og villaer, der er skov og strand og grønne områder. Vestegnen er en blanding af forskellige mennesker og forskellige boliger - og det er dét jeg elsker«. Sådan stod der i introduktionen af mig for et år siden og det holder stadig. Og fokus fremover vil stadig være Vestegnen. Fra den positive vinkel (selv om der godt kan komme et enkelt indlæg eller to med en omgang brok). Vi har nemlig brug for de gode historier og udgangspunktet er jo vores allesammens hjem, arbejdsplads, barndomsby eller måske alle de tre ting i ét.

Vi kan alle hjælpe til med at gøre Vestegnen bedre. Start med selv at omtale Vestegnen, som et godt sted at bo og leve. Fortæl andre om området og om hvilke muligheder der er. Og se så, om ikke det breder sig som ringe i vandet.



fredag den 22. maj 2015

Ugens glimt - tredje uge i maj

Så røg der lige en uge til. Denne uge har været proppet med aftaler og praktiske gøremål plus en masse koordinering for at få alt til at gå op i en højere enhed. Det har til tider været en smule hektisk. 

Nu er det weekend (om lidt) og efter kørsel af børn, nogle praktiske ting omkring mormor og en frisøraftale, så kan jeg se frem til at lande i sofaen og bare slappe af og holde weekend. Endda med en forlænget én af slagsen (igen - elsker forårets mange helligdage)

Lørdagen skal gå med lidt (flere) praktiske ting og nogle opgaver, der skal bindes ender på og søndagen går med familieskovtur til Bakken. Heldigvis er der jo mandag til at flade ud på.

 

Mandag aften spillede yngstesøn og jeg en form for domino - det var med hans egne hjemmelavede regler, men endte med et meget fint mønster. Det er i øvrigt det domino, som stod hos min farmor og farfar da jeg var lille, som vi har.





Jeg blev overrasket af kæresten med en virkelig flot buket røde roser.




Madplanen nåede ikke med i sidste uge, så den får I her. Minestronen kan I finde her på bloggen. Drengerøvsgryden er en opskrift fra Rema1000, som vi er glade for og kyllingefadet er herfra.



Med ønske om en rigtig god weekend og Pinse. Husk at nyde det!




onsdag den 20. maj 2015

Små sløjfer

Jeg har ikke nogen datter, men heldigvis har jeg en lille niece på 5½ år, som jeg kan forkæle med lidt 'pige-ting' fra tid til anden. Og for nogle uger siden købte jeg nogle rigtig søde spænder til hende. 

Så nu kommer der en anbefaling - helt uden at være sponseret eller opfordret til det. Bare for at sprede god karma. 

Amira håndlaver lækre hårspænder med lædersløjfer - som du kan se på billedet i alverdens farver og mønstre. Jeg har købt 3 stykker til min niece og de er ret skønne. Lidt rå og meget fine.








Du kan købe 3 sløjfer for 100 kr. Porto/forsendelse betaler Amira. De kan købes via Instagram profilen @threelittlebowsdk eller via Facebook

Overskuddet går nemlig til et godt formål (som skifter hver måned) - i maj er det bådflygtninge.

(Og ja, det er min veninde Amira, som laver dem. Helt selv og ikke for egen vindings skyld). 


mandag den 18. maj 2015

Yoga-søndag

Som opfølgning på dette indlæg, så kommer her et lille indlæg fra yoga-søndag. (Det har været lidt lang tid undervejs, I know, bær over med mig). 


Min bror, svigerinde og hendes mor og mand gav mig til min 40-års fødselsdag et gavekort til en yoga-søndag for to personer. Min bror sad allerede på dagen og grinte over, om kæresten blev lokket med som ledsager. Han blev dog sparet, da jeg har en rigtig god veninde, som også trængte til en dag med forkælelse. 

Vi kørte til Comwell (Snekkersten) mere eller mindre uden for store forventninger. Vi er begge uerfarne med yoga og havde ikke den store idé om, hvad dagen skulle indeholde. Jeg ved dog, at hvis det er noget med for meget skrædderstilling og 'hmmm' lyde, så ville vi begge have brudt sammen af grin! 

Dagen begyndte med en masse øvelser. Vi fik begge testet vores smidighed (eller mangel på samme) og fik 'åbnet brystkassen' - altså, det var noget af det, hvor man virkelig kunne mærke en forskel lige med det samme. Til sidste afslapning - meget lig det mindfulness jeg i forvejen praktiserer.

Så var der frokost. Og det var desværre lidt af en skuffelse. Altså min veninde og jeg er begge glade for mad. Og til frokost blev der serveret suppe... Jordskokke-suppe - som vi begge (heldigvis) godt kunne lide, for der var ikke andet mad(!) Suppe med brød og noget forskelligt 'drys'. Det synes jeg helt ærligt var lidt tyndt. Om ikke andet kunne de have smidt en salat med lidt kød på bordet også.

Nå, men det skulle ikke forhindre os i at have en fortsat god dag og eftermiddagen bød på træning af fødder. Som er godt for mig med mine opererede fødder + nedsunken forfod. Bagefter meditation, hvor nogle faldt i søvn (ikke mig - indsæt selv glorie)

I pausen var der frugt, knækbrød og vand. Og omklædning til badetøj til en tur i saunagus. Jeg har prøvet saunagus én gang før i Lalandia og synes egentlig meget godt om det. Jeg er dog vandvittig dårlig til længere tid i sauna, da jeg tåler varme meget dårligt. Heldigvis var der pauser imellem de forskellige olier, som blev slynget rundt i saunaen - plus isterninger til at holde én kold. Dem gjorde jeg ret stor brug af. 

Da dagen var slut, kunne man faktisk bare tage tøj på og køre hjem. Vi var egentlig ikke trætte, mere sådan afslappede og afstressede. Så bortset fra frokost-skuffelsen, så var det en rigtig fin dag - og en god introduktion til yoga, som jeg godt kunne tænke mig at stifte nærmere bekendtskab med. Indtil da forsætter jeg med meditationen og øvelserne for fødderne.       





Der findes ingen billeder fra dagen (!) så ovenståend er her fra 2605...



fredag den 15. maj 2015

Ugens glimt - 2. uge i maj

Tænk at vi allerede er halvvejs igennem maj måned. Jeg synes, tiden flyver afsted og lige om lidt er det jo sommer! 

Kæresten og jeg kom hjem fra Venedig i går aftes til et Danmark ca 10 grader koldere end Venedig. 

Heldigvis har solen skinnet i dag over vasketøjet og dagen har desuden også stået på udpakning og oprydning.

Så ugen der gik er stærkt præget af Venedig i billeder. De er her:





Jeg er mæt på indtryk, så en nærmere rejsebeskrivelse kommer i et senere indlæg. Indtil da så hav en dejlig weekend. 



tirsdag den 12. maj 2015

Rent skrivebord

Her kommer lige én til af de der kladder, som skal udgives... 


Jeg fungerer bedst, hvis mit skrivebord ikke er for rodet. Jeg kan bedre samle tankerne om arbejdet, hvis bordet ikke er fyldt med bunker af papirer.


Heldigvis er vi på vej væk fra meget af det papir, som er den del af mit arbejde. Det gør skrivebordet pænt og ryddelig. Arbejdet forsvinder jo ikke af den grund, men mit hoved fungerer bedre.

Jeg har gennem mit arbejdsliv mødt mange forskellige typer skriveborde. Nogle med organiseret rod. Altså hvor ejermanden/kvinden har kunne finde alle dokumenter i diverse bunker. Andre kollegaer sværger til helt cleanede borde, også mens de arbejder. 

De fleste af os har nok en blød mellemting. Jeg har i hvert fald bunker liggende, selv om de er små. Når jeg går hjem, vil jeg dog helst have en ren bordflade. Også af hensyn til rengøringen. 

  



Sådan her ser mit bord (tit) ud, mens jeg er på arbejde, men jeg har en god regel om at rydde op senest inden jeg går hjem. Så begynder næste dag med en blank overflade og sådan kan jeg rigtig godt lide det. 




mandag den 11. maj 2015

Ting jeg havde glemt om Italien

Jeg har for nogle år siden været i Rom. Hvilket var skønt. Nu er jeg i Venedig. Det er også skønt. Varmen er mere til at håndtere for mig her i Venedig. Det blæser lidt til tider og pga. de tætte huse, så undgår man den stikkende sol en del. 

Vi kom i går og allerede i dag kan jeg huske det, som jeg havde glemt omkring Italien. 

For det første - man kan som lyshåret skandinav ikke skjule at man er turist. Lige meget hvor god man er til skole-italiensk. 

For det andet - man (jeg) spiser seriøst meget is. Og har svært ved at vælge mellem de mange lækre varianter af sorbet. 

For det tredje - hvor god tid italienere har til alting. Ingen hastværk. Det kræver lige lidt tilvænning fra det stressede jeg kom fra. 

Ellers nyder vi ferien. Og isen. Og maden. Og solen og... Ja bare at have ferie. 


søndag den 10. maj 2015

Ikke mere Internet om lidt

Søndag morgen og jeg sidder i lufthavnen med en cafe latte. Om lidt skal jeg på flyveren til Venedig (jeg kan ikke linke fra denne app, så kig på forrige indlæg). 

Der var to ting, som jeg ikke nåede inden jeg tog hjemmefra. Den ene var neglelak på fingrene og den anden var indlæg til bloggen. 

Neglelakken er pakket i baggagen og indlæg kommer her. Dog betyder det, at der nok bliver lidt stille på bloggen. 

Jeg er nemlig ikke sikker på, hvor meget Internet der er dernede. Jeg opdaterer på Instagram så meget jeg kan (jeg er @birgitte_b derinde). 

Take care og jeg vender tilbage. 




Kaffen er drukket og jeg skal ud til gaten ;)



fredag den 8. maj 2015

Maj - første uge - glimt

Har I lagt mærke til, at jeg har formået at poste et indlæg om dagen hele denne uge? (ok, fra mandag af). Faktisk har jeg hele 2015 fået skrevet flere indlæg pr. måned end 2014. Måske det skulle være et ønske for hele året?

Anyways, ugen... Jamen jeg kom hjem fra Norge med en syg ældstesøn og var også hjemme med ham mandag. Og tirsdag have jeg en kollega til spisning, da vi skulle deltage i samme aftenmøde. Så ugen har været lidt amputeret - lidt atypisk om man vil.

Fredagen i Oslo var solfyldt og varm. 




Deres rhododendron er sprunget ud og var så flotte.





Operaen indefra - virkelig pæn, lys og luftig.


Søndag havde min far fødselsdag og vi nød kaffe og kage på altanen i det gode vejr. Jeg havde smækket en sneglekage sammen i dagens anledning. Den hedder oprindeligt maj-kage, men vi kalder den sneglekage herhjemme. En opskrift jeg altid vender tilbage til, da den er dejlig nem og yderst lækker.



64 år - symboliseret med 4 lys.


I samle-indlægget fik jeg ikke presset madplanen ind. Den kan I se her. Tapas dækker over et måltid med brød, paté, ost og pølse (og rødvin til de voksne). Den svenske pølseret er fra mormors opskrift




Jeg leger lidt med tanken om at kalde 'reste'-dagen for buffet. Her spiser vi rester fra ugen og hvad der ellers er i køleskabet. I denne uge var der lasagne tilbage, plus noget ristet pølse og spejlæg.




Vores magnolia er næsten færdig med at blomstre. Tirsdagens regn og blæst tog de fleste blomster




Fik en fin 'buket' selvplukkede blomster af yngstesøn



I den kommende weekend skal jeg ordne de sidste praktiske ting inden ferie plus fejring af min far lørdag aften. Pga. netop ferie vil bloggen stå lidt stille. Jeg prøver dog af forberede nogle indlæg, men der kan gå lidt tid før jeg kan svare på kommentarer. Og måske lidt længere tid imellem indlæggene. 

Hav en dejlig weekend...




torsdag den 7. maj 2015

Version 4.0

Her er gårsdagens indlæg fra lokalavisen. Det handler om at acceptere én selv (altså mig) i forbindelse med at blive 40 år.

Læs online her - eller kig med nedenfor.



Jeg er blevet 40 år i februar. »Fabulous Forty«. Ikke et ord om fyrre-fed-og-færdig«.
Jeg har ikke haft noget problem med at blive 40. Især ikke fordi jeg blev fejret ved ikke mindre end fire lejligheder. Det var slet ikke dårligt med alle de fejringer. Og hvem kan ikke lide at få gaver?!! Det koncept for fejring skal der ikke ændres meget ved, hvis du spørger mig.
Der er dog nogle ting i ens liv, som ændrer sig, når man bliver 40 (i hvert fald for mig). Jeg tænker ikke, at mit liv allerede er halvt gået. Det må vente til jeg bliver 50. Jeg tænker dog, at jeg nu er blevet så »voksen«, at jeg skal forsøge mig med et par ting. F.eks. at finde en læbestift og rent faktisk begynde at gå med den. Også til daglig. Og huske at påføre den igen, når første lag er røget af efter et par timer. Eller være »voksen« nok til at nyde smukke blomster i naturen og glædes over solskin.
Med de 40 år kom også en større accept. Accept af de ting, som jeg alligevel ikke kan ændre. I tænker måske, at vi nu snakker om større emner som verdensfred, sure bager-damer eller nej til kulkraft. Men nej, det handler om at slutte fred med det faktum, at min numse ikke bliver mindre (medmindre jeg virkelig tager skeen i den anden hånd og sætter seriøst ind med det pt. ikke- eksisterende løb... as if!). Det er også en accept af, at jeg rent faktisk godt kan lide Nik & Jay's musik og ikke bliver flov over at fortælle det til andre. En indrømmelse om, at jeg er blevet sådan en person, der næsten hver dag skifter til mere behageligt tøj (læs: joggingtøj), når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg er også stoppet med at gå så meget op i, hvad andre folk tænker om mig. Det kommer vel også helt naturligt, når man bliver spredt ud på side 2 i lokalavisen hver anden uge. Og til tider udtaler sig temmelig skarpt om egne holdninger.
Nu kom alt dette næppe over natten imellem mit 39. og 40. år, men mere snigende i løbet af de sidste par år. Og ud over det allerede nævnte så kom en anden ting snigende med de 40 år. Nemlig den mere bevidste holdning om, at Vestegnen er og bliver mit hjem. Et hjem som jeg har haft i 40 år nu og som jeg egentlig ikke har lyst til at bytte ud med noget andet.

onsdag den 6. maj 2015

Samle-indlæg

Min ældste søn har været syg og jeg har været træt! Så bloggen er forsømt lidt - eller altså, skubbet til side til fordel for det virkelige liv. Sådan går det jo nogle gange.

Så her kommer indlæg om ugen der gik (selv om den nye uge for længst er gået i gang) - sammen med indlæg om, hvordan april forløb. 

Jeg har samlet det hele i dette (lidt billede-tunge) indlæg. 

Jeg kan næsten ikke huske, hvad jeg lavede sidste uge, men der var en veninde-aftale med kaffe på café og noget oprydning i min mormors hus, mens hun bor på pleje-aflastning.

Og jeg nåede (endelig) en tur i Tivoli med kæresten. Jeg elsker at gå i Tivoli når alle blomsterne er sprunget ud. Ja, jeg er blevet total gammel kvinde på det område. Jeg begejstres over forår og blomster, trods jeg aldrig har haft så meget fokus på det som i år.






Ønskerne for april blev nogenlunde opfyldt. Ikke helt når det kommer til motionen, desværre. Jeg har prøvet at klemme lidt cykelture ind, men der har simpelthen været så meget fart på i april, at jeg er kolapset hver aften på sofaen. Til gengæld fik jeg læst et par bøger og set en masse dejlige veninder. Det tanker mig virkelig op med input fra sådanne gode stunder...






I april var jeg jo også i radioen. Og der var noget om at blive voksen og gå med læbestift (jeg øver mig stadig). Et stop for madspild og en weekend med selv-forkælelse




Maj må gerne blive varm og solfuld. Jeg er jo begyndt måneden med en lille tur til Oslo. Senere kommer en mini-ferie til Venedig - én af mine gaver fra kæresten, da jeg fyldte 40 - og Pinsen betyder en familieskovtur på Bakken.

Generelt er maj jo dejlig fyldt med helligdage og jeg trænger virkelig til lidt fri fra arbejde. Selv om jeg lige har holdt påskeferie, så er det ikke helt dårligt med et par forlængede weekends i denne måned. 





Alle foto i dette indlæg er fra Botanisk Have i Oslo.

tirsdag den 5. maj 2015

Godnat - og sov godt?

Sponsoreret indlæg - se nederst i indlægget.

Det er sjældent, jeg har problemer med at sove. Jeg er til gengæld typen, der virkelig sover meget. Også hvis jeg har mange ting at spekulere på.

Jeg kender dog flere, som har rigtig svært ved at sove. Enten pga. stress eller tanker fra dagen, der er gået. Problemer, som der spekuleres (for meget) over eller alt det, som der skal huskes til næste dag.

Jeg tror, at vi alle i perioder kan have lidt svært ved søvnen, men når det strækker sig over længere tid, så er det på sin plads, at gøre noget ved det. Personligt bruger jeg meditation/mindfulness en del. Dog kender jeg til flere, som bruger Baldrian i pilleform eller dråber til at hjælpe med søvnen. 

Så da jeg fik tilbudt et par glas af Futura Baldrian, så takkede jeg egentlig ja for at lade andre prøve. Jeg har haft min kæreste til at teste produktet i over 1 måned nu og der har været resultater. Han synes selv, at han sover bedre. Han har lettere ved at falde i søvn og blive i søvnen. Jeg har også givet et glas til min mor, men hun er først lige begyndt på dem, så det er svært at sige allerede, om der er nogen virkning.

Kæresten tager pillerne lige inden vi går i seng. Han har været ret konsekvent med dem. Eneste ulempe jeg har hørt om, er at de ikke lugter så godt.

Hvis du synes produktet lyder som noget for dig, så kan du faktisk lige nu få en gratis prøve på Baldrian. Klik her.







Fakta om søvn og nogle rigtig gode råd til dig, der har problemer med søvnen:

Hvad forstyrrer vores søvn?
Man skelner normalt mellem to slags søvnbesvær; primær og sekundær søvnløshed. Sekundær søvnløshed er den mest hyppige form for søvnbesvær, hvor søvnløsheden skyldes ydre forhold som kan være alt fra bekymringer over arbejde og privatliv til hård træning, kaffe eller store måltider før sengetid til for megen søvn i løbet af dagen. Primær søvnløshed er en mere atypisk form for søvnbesvær og her findes der ingen sygdom eller anden ydre forklaring på, hvad der forstyrrer vores søvn. 

Søvn er afgørende for vores sundhed
Hvor meget, man skal sove, er helt individuelt, men alle voksne mennesker bør sove mellem 6 og 9 timer i døgnet. Hvis man sover mere eller mindre end de anbefalede timer, kan det være udtryk for, at man skal passe bedre på sig selv i hverdagen.

Søvnekspert Michael Rasmussens 3 huskeråd til en bedre søvn:
  • En regelmæssig døgnrytme. Jo mere regelmæssigt man spiser, arbejder og sover, desto bedre sover man også i reglen
  • Brug lys og mørke. Lys og mørke er vejviseren for vores døgn. Så sørg for at få så meget lys som muligt om dagen, og sov i et helt mørklagt rum, uden forstyrrende elementer som vækkeur med lys i eller telefoner, der bipper og lyser op.
  • Tag søvnen alvorlig. En god nats søvn er afgørende for, at vi har det godt psykisk og fysisk, fordi det er her, hjerne og krop gør sig klar til den kommende dag. Så husk at tage søvnen alvorligt.


Dette er et sponsoreret indlæg: Jeg har modtaget de omtalte glas med Baldrian herfra til test. Meningerne om dem er helt mine egne... eller de er kærestens. 


mandag den 4. maj 2015

Forår i Oslo

Jeg skal lige love for, at vejret var med os på 1. maj i Oslo. Sol og varme stort set hele dagen. 

Vi gik fra båden og til Botanisk Have. En rigtig fin én af slagsen - absolut et besøg værd, hvis det ikke regner. På vejen tilbage gik vi omkring Operahuset, som er relativ nyt. Man kan gå på taget af hele huset og på toppen er en rigtig fin udsigt.

Jeg tog et hav af billeder af byen, haven og huset. Her er et lille udpluk:


Fine skulpturer i byen



Botanisk have



Palmehuset



Flettede løn i overstørrelse



Smukke tulipaner



Udsigt fra toppen af Operahuset



Menneske-mylder på taget