Version 4.0

Her er gårsdagens indlæg fra lokalavisen. Det handler om at acceptere én selv (altså mig) i forbindelse med at blive 40 år.

Læs online her - eller kig med nedenfor.

Jeg er blevet 40 år i februar. »Fabulous Forty«. Ikke et ord om fyrre-fed-og-færdig«.

Jeg har ikke haft noget problem med at blive 40. Især ikke fordi jeg blev fejret ved ikke mindre end fire lejligheder. Det var slet ikke dårligt med alle de fejringer. Og hvem kan ikke lide at få gaver?!! Det koncept for fejring skal der ikke ændres meget ved, hvis du spørger mig.

Der er dog nogle ting i ens liv, som ændrer sig, når man bliver 40 (i hvert fald for mig). Jeg tænker ikke, at mit liv allerede er halvt gået. Det må vente til jeg bliver 50. Jeg tænker dog, at jeg nu er blevet så »voksen«, at jeg skal forsøge mig med et par ting. F.eks. at finde en læbestift og rent faktisk begynde at gå med den. Også til daglig. Og huske at påføre den igen, når første lag er røget af efter et par timer. Eller være »voksen« nok til at nyde smukke blomster i naturen og glædes over solskin.

Med de 40 år kom også en større accept. Accept af de ting, som jeg alligevel ikke kan ændre. I tænker måske, at vi nu snakker om større emner som verdensfred, sure bager-damer eller nej til kulkraft. Men nej, det handler om at slutte fred med det faktum, at min numse ikke bliver mindre (medmindre jeg virkelig tager skeen i den anden hånd og sætter seriøst ind med det pt. ikke- eksisterende løb... as if!). Det er også en accept af, at jeg rent faktisk godt kan lide Nik & Jay's musik og ikke bliver flov over at fortælle det til andre. En indrømmelse om, at jeg er blevet sådan en person, der næsten hver dag skifter til mere behageligt tøj (læs: joggingtøj), når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg er også stoppet med at gå så meget op i, hvad andre folk tænker om mig. Det kommer vel også helt naturligt, når man bliver spredt ud på side 2 i lokalavisen hver anden uge. Og til tider udtaler sig temmelig skarpt om egne holdninger.

Nu kom alt dette næppe over natten imellem mit 39. og 40. år, men mere snigende i løbet af de sidste par år. Og ud over det allerede nævnte så kom en anden ting snigende med de 40 år. Nemlig den mere bevidste holdning om, at Vestegnen er og bliver mit hjem. Et hjem som jeg har haft i 40 år nu og som jeg egentlig ikke har lyst til at bytte ud med noget andet.