Selvbedrag

Jeg har flere kladder liggende og i disse ferietider, så kan I få dette lille indlæg.

Når jeg ser mig selv i spejlet, ved jeg godt, at jeg er lille*. 

Når jeg ikke kan nå min øverste køkkenhylde uden at stå på en skammel, så ved jeg godt, at jeg er lille. 

Men når jeg bevæger mig ude i samfundet, så tænker jeg ikke mig selv som lille. Det er derfor, at jeg gang på gang bliver overrasket over mit spejlbillede. Jeg kan gå forbi en butiksrude og tænke 'gud, hvor er jeg dog lille... og kompakt... med meget små ben'. 

Jeg tænker mig selv højere. Og slankere. Og drømmer om laaaange ben. 

Så lange, så mine bukser ikke skal lægges op. Så lange, så lange støvler kan lynes hele vejen op til knæet og ikke stoppe midt på mine små (fede) lægge. 

Jeg er klar over, at jeg er ude i noget selvbedrag. Jeg er trods alt 40 år og ude over voksealderen.

Men jeg håber stadig på, at spejlet en dag lyver. 


*Jeg er 160 cm høj lav.