Tal pænt – vis hensyn

Her er denne uges indlæg i lokalavisen. Du kan også se det online her.

I medierne er der ofte tale om, hvordan vi i dagens Danmark ikke tager hensyn til hinanden. Der kører endda reklamer i TV for at huske os på, at vi skal tale pænt til hinanden. Det er de gamle dyder, der skal i spil igen. Hensynet og rummeligheden, der skal frem igen. De skal læres af os selv og gives videre til vores børn. Vi skal være bedre til at sige ’pyt’, når andre træder os over tæerne. Bedre til at trække på skulderen og slappe af. Bedre til at rumme forskelligheden. Og bedre til at hjælpe hinanden. Lære vores børn at vente på deres tur. At få dem til at forstå, at de ikke altid kommer i første række.

Selv oplever jeg, at man kommer langt med et smil. Selv om det ikke altid bliver gengældt. Og jeg render ofte rundt og føler mig lidt som en jubel-idiot med et påklistret smil på læben. Af den simple grund, at jeg ikke har lyst til at blive misforstået. Måske er det også derfor, at andre tit gemmer smilet væk? For at andre folk ikke skal tro, at der bliver grint af dem eller det de siger?

Før sommerferien cyklede jeg hjem fra arbejde og fik i modsatte vejbane øje på en bil, der var trukket ind på pladsen, hvor bussen normalt holder ind. Ved siden af bilen stod en stor, muskuløs, skaldet mand. Sådan én, der godt kunne se lidt skræmmende ud for nogle. Men før jeg nåede krydset og fik grønt til det modsatte fortov, var der allerede to andre (biler), som havde kørt op på siden af ham og stoppet for at spørge, om de kunne hjælpe ham med noget (han havde ikke brug for hjælp – den var tilkaldt og på vej). En ganske almindelig, travlt fredag eftermiddag. Det var så dejligt at opleve.


Og til trods for, hvad reklamerne vil have os til at tro - og hvad jeg ellers oplever omtalt om Vestegnen - så synes jeg faktisk, at vi generelt er ret gode til at vise hensyn, tale pænt og hjælpe hinanden. Ligesom den dag med bilen, der var gået i stå. Der bliver sagt en hel del ’tak’ og ’undskyld’ og vi smiler til hinanden og siger ’goddag’, når vi passerer hinanden på gaden. Vi prøver at hjælpe. Og alle disse små ting til sammen, det er da faktisk værd at blive ved med.