Når man er en mor - og god nok

Jeg er ikke sådan en slags mor, der generelt lider af dårlig samvittighed. Jeg ved, at jeg er en god nok mor og jeg gør det bedste, jeg kan for mine børn.

Alligevel har jeg det sidste halve år haft lidt dårlig samvittighed over, at være lagt ned med hovedpine og have alt for travlt til rigtig at lytte til dem (især den yngste taler virkelig meget, længe og i så mange detaljer, at jeg tit mister koncentrationen). 

Det er også svært, at skulle dele tiden mellem dem. Forstået på den måde, at jeg tit ender i en situation, hvor jeg lytter til et barn og så kommer det andet og afbryder/lige skal fortælle noget. Det kan virke ekstremt stressende i selve situationen, for næsten lige meget hvad jeg gør, så 'afslår' jeg jo det ene barn.

Den ovenstående tekst har jeg haft liggende som kladde i ca. 6 måneder. Jeg kan melde, at jeg nu har bedre kontrol over de nævnte hovedpiner. De kommer knap så ofte. Og vi har haft en del snakke, børnene og jeg, om hvordan vi kan blive bedre til at samarbejde, så alle er tilfredse. Så den dårlige samvittighed er på vej retur.

Sidste uge havde jeg en veninde til spisning, som ikke har mødt mine unger før. Vi havde en helt almindelig hyggelig aftensmad. Bagefter roste hun mig for at have så godt og afslappet forhold til mine unger; noget som jeg virkelig burde sætte pris på. 

Det har jeg efterfølgende tænkt en del over. Især fordi da jeg kom sent hjem samme aften (fra tøjparty), så var min ældste søn lige blevet færdig med at tømme opvaskemaskinen. Vel og mærke uden at jeg havde bedt om det. 

Selvfølgelig er der også dumme dage, hvor de ikke hører efter og skændes hele tiden. Eller dage, hvor jeg har kort lunte og ikke får det sagt, før jeg er eksploderet. Selvfølgelig er der de dage. Jeg er ikke ude på, at male et rosenrødt billede af hverdagen med børn. Til gengæld er der de andre dage og det er jo dem, der er værd at huske og gemme på.