Jeg indrømmer det gerne. Jeg er slem til at falde i 'stress-gryden', simpelthen ved at bekymre mig/stresse over ting, som endnu ikke er sket. Ikke de store ting, som krig eller dødsfald, men mere de daglige udfordringer. Der hvor koordineringen er i højsædet og et blik på min kalender, kan give mig helt ondt i maven.
Som i dag, hvor jeg SKAL skrive min eksamensopgave færdig. Jeg har fri til at gøre det. Jeg planlægger en stille morgen, hvor jeg i ro kan komme i gang. Yngstesøn afleveres uden stress. Ældstesøn skal møde sent og kan derfor sove længe og vi kan sidde over en kop te og morgenmad.
Alligevel ender jeg med at få ondt i maven. Stress over opgaven (selvfølgelig), men også stress over ugens program, som er temmelig pakket med træning (ikke min), konfirmations-forberedelse, lektielæsning, deadline på arbejdsopgave, kørsel, madlavning og tøjvask. Og alle de ting, jeg ellers skal huske.
I stedet for at nyde, at jeg har tid til min opgave i dag, så kan jeg mærke stressen krybe ind under min hud og jeg har svært ved at fastholde nuet. I mit hoved kværner tankerne rundt om, hvordan jeg skal få enderne til at mødes.
Og det skal jo nok gå. Det går. Men hele tiden med til- og fravalg. Og jeg ved når fredag eftermiddag rammer, så er jeg kørt helt ned. Drømmer allerede om at kollapse på sofaen. Og bare sove. Og slappe af. Og håbe på bedre tider...
PS. Opgaven er næsten klar til aflevering og jeg øver mig i at trække vejret normalt.
Træls for dig du får det sådan:) Lev i nuet, hvis du kan lære det for det er det rareste. Jeg stresser helt sikkert også unødigt men jeg er ved at lære, at lade være. Min mand og jeg er gode til, at hjælpe hinanden med at blive i nuet. Held og lykke med din eksamensopgave.
SvarSlet@Mette - tak for opmuntring :-) det er vel altid noget, at jeg er bevidst om det. En slags første skridt på vejen... kh. Birgitte
SletUha den er velkendt - den unødvendige stress over alt det, der kommer.
SvarSletMen som regel går det alligevel!
Jeg håber, du nu har fundet sofaen for i aften:-)
@Susanne - næh, sofa blev det ikke til, for skulle tur-retur til Roskilde med ældstesøn. Og så lige afslutte opgaven ind imellem... men i dag burde der være chance ;-) kh. Birgitte
SletSikke noget - jeg har en tendens til at være på samme måde. Men arbejder hårdt ¨på at slippe det. Og det kan man godt - med målrettet indsats og tanke-tvang ;-)
SvarSlet@Cille - rart at vide, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Jeg arbejder også, med små skridt. Kh. Birgitte
SletØv! Den gryde falder jeg også i. Tit. Gemalen er god til - hvis han ikke selv har for travlt - at få mig talt ned på jorden igen, så jeg koncentrerer mig om det, der er væsentligt og lader resten ligge. Jeg håber, jeg lærer det en dag. Held og lykke med både opgave og vejrtrækningsøvelser :-)
SvarSlet@Fruen - jeg håber også det lykkes for os begge :-) for livet er alt andet lige sjovere, når man kan være tilstede i nuet. Kh. Birgitte
Slet