lørdag den 31. december 2016

Nytår på bloggen

I år holder jeg nytår hos min farbror og tante, som bor tæt på os (vi kan gå derover). Vi var også derovre sidste nytår og jeg ved aftenen bliver så fin og afslappet med rigtig god mad. 

Der har været en del nytår(s?) på bloggen igennem tiden. Jeg har her plukket det første indlæg i det nye år gennem bloggens levetid:

  • I 2016 var et nyt år uden specifikke ønsker for fremtiden.
  • I 2015 havde jeg holdt nytår i Odense og var lettere kvæstet.
  • I 2014 var jeg trist over sygdom og et sløjt blogår (2013), som jeg fik rettet op på (heldigvis).
  • I 2013 var der ikke meget at grine af. Hverdagen trak tænder ud straks efter nytår.
  • I 2012 skrev jeg et indlæg om forventninger til nytår og udviklingen (afviklingen) af fester.
  • I 2011 havde jeg overstået et nytår hjemme, helt uden at blive fuld.
Hvad 2017 vil bringe herinde ved jeg ikke endnu. Indtil da er der bare at ønske jer alle et rigtig godt nytår - pas på hinanden derude - og vi ses i det nye år.

fredag den 30. december 2016

Det mest læste indlæg i 2016

Her på bloggen laver jeg i år ikke et indlæg om 2016. Altså ingen opsummering af, hvad der er sket herinde i de sidste 12 måneder. Der er sket ret meget, men jeg har ikke energien til at sætte det hele pænt op og lave alle links. Så - hvis du åbner månedsarkivet ovre i højre side, så kan du se de forskellige indlæg for alle årene med bloggen.

Jeg vil dog gerne sige tak til alle jer, der læser med. Og tak for alle kommentarer herinde. Det er noget af det, som gør det sjovt at blogge. Dialogen, interaktionen og at lære andre at kende gennem mit lille vindue på det store Internet.

Jeg håber, at den gode stemning og dialog herinde fortsætter i 2017. Det skal jeg gøre mit bedste til. Og så kommer der her et link til det mest læste indlæg på bloggen i 2016. Et indlæg, som gør mig stolt, for det rammer lige præcis dialogen - og det lokale aspekt, som bloggen også rummer. Læs det her

torsdag den 29. december 2016

Den bedste bog i 2016

Jeg har læst 29 bøger i 2016. Det er egentlig meget godt, synes jeg. Selv med forårets studie og et par meget tykke bøger, så nåede jeg et lille stykke over de 25 bøger. 

Jeg er i gang med bog nr. 30, men det svinger lidt her i julen med hvor meget jeg får læst. Måske når jeg at blive færdig inden nytår, men så kommer indlægget nok først i det nye år.

Her hvor 2016 lige om lidt er slut, ville jeg lave et indlæg om den bedste bog, jeg har læst i år. Men det med begrænsning er svært for mig. Så jeg har lavet en top 3 inden for skønlitteratur og så en bonusrunde med det ikke-skønlitterære.
  1. Noget om Grace
  2. Skæbne og hævn
  3. Sandheden om Quebert sagen
Det kan komme bag på mig selv, at 3. pladsen går til en krimi (eller krimi-agtig bog). Egentlig var det en tæt kamp mellem den og This Little Life

Og så kommer der lige en bonus-runde. For jeg vil anbefale alle kvinder omkring min alder til at læse Julia Lahme's ManiFest. Måske elsker du den, måske synes du den er bras, men und dig selv bare at læse den og så tag det med, som du synes om (og hvis det er ingenting, så er det jo også fint - vi skal ikke altid være enige).


Jeg håber, I har fået lidt inspiration ud af alle de bøger, jeg har omtalt gennem året. Hvis du søger på emnet 'bøger' på bloggen, så får du alle indlæg om 2016 bøgerne. Der er mange gode imellem og jeg har kun været uheldig med et par bøger.


Det lykkes (næsten)

Jeg skrev jo meget frejdigt d. 1. december, at jeg i hele denne måned ikke ville shoppe dullegrej. Medmindre jeg manglede. Altså var løbet tør for en bestemt slags produkt...

Status er, at det har været en rigtig skidt måned, at vælge sådan et projekt. Hver dag har der i min mailboks tikket mindst to mails ind med tilbud på dullegrej. Det er lidt min egen fejl, da jeg er tilmeldt en e-mail kalender fra Body Shop og derudover får mails med tilbud fra Magasin, Matas, Clinique og Vølve.

Nå... jeg har prøvet at krybe udenom og slette meget hurtigt. Det er lykkes.

Til gengæld har jeg fået et par adventsgaver, der begge har indeholdt dullegrej. Så det er ikke sådan, at jeg ikke har fået noget nyt overhoved (ingen make-up dog). Primært har jeg dog brugt 'det gamle' og hevet frem fra gemmerne. 

Jeg er langt fra i bund med de ting, der ligger herhjemme. Så selv om januar er en skrap måned at komme igennem med al udsalget, så vil jeg prøve at holde dullegrej-indkøbet på et minimum. Jeg lover, at lave en ærlig status, når januar er gået. Wish me luck...


onsdag den 28. december 2016

Malmø og byttedag

Dagen er gået med at få byttet et par småting af julegaverne. Desuden er al julepynt taget ned og pakket. Jeg har fået slæbt vores ret store mængde pap ned i genbrugscontaineren og jeg har lavet madplan til næste uge. Selv om juleferien stadig i den grad er i gang, så er jeg så småt begyndt at tænke på den kommende hverdag. Jeg forbereder mig. Jeg har det bedst sådan.

Jul, ferie og Malmø var godt og det var tiltrængt at komme lidt væk. Jeg elsker, at udsalget i Malmø begynder allerede 2. Juledag. Hovedparten af butikkerne byder på god stemning og mindst 50% udsalg. Det er to år siden vi var derovre til jule-udsalg. Så denne gang havde kæresten og jeg mine forældre med og der var booket en overnatning (man bliver jo så træt af al den shopping). Plus vi spiste på Mando's Steakhouse igen. Som var lige så fantastisk, som det plejer. 

I morgen kommer ungerne hjem og dermed kommer de (lidt) faste måltider i gang. Der skal også gang i nytårsforberedelserne, lidt rengøring og jeg har et vasketøjsbjerg, der skal ordnes. Trods ferie skal det jo også gøres...


mandag den 26. december 2016

2. Juledag i Malmø

Jeg er landet i en blød hotelseng i Malmø efter en lang dag med shopping og kaffe og god mad og mere kaffe. 

Jeg har ikke fået taget et eneste billede. Muligvis når jeg at se lidt tv, inden jeg falder i søvn. Det er ikke sikkert. 

Jeg er lidt bagud med at svare på kommentarer og læse med på andre blogs. Sådan er det med juleferie. Af den gode slags. Men det kommer snart. 

Håber I har haft en dejlig 2. Juledag. 

søndag den 25. december 2016

Juledag

I år var en dejlig dag. Og ja, jeg fik en masse gaver. 

Traditionelt står juledag altid på afslapning. Sådan har det været siden jeg fik børn. Så dagen i dag er indtil videre gået med masser af tv, sofatid, en god bog, oprydning og noget vasketøj. Der var ikke de store planer.

Og da børnene ikke er hjemme, så er der ingen store krav til måltider eller andre ting. I morgen skal vi en tur til Malmø. Men først skal aftenen nydes. Med absolut ingenting. 


lørdag den 24. december 2016

Glædelig jul

Så er det i dag. Juleaften. 

Mine unger er meget forundret over, at jeg slet ikke bryder mig synderligt om julemad. Jeg er bare ikke en 'kød, kogte kartofler og brun sovs'- slags person. Jeg kan heller ikke lide ris a la mande. Så... 

Men jeg kan godt lide juleaften. Og gaver - jeg elsker gaver. Både at give og få. Selv om man som voksen helst ikke skal indrømme, at man elsker at få gaver mest. 

Dagen går med besøg hos mormor og måske en tur i kirke. Det er ikke altid, jeg kommer i kirke juleaften, men der er jo heldigvis masser af andre dage, man kan komme.

Jeg vil gerne ønske rigtig glædelig jul til alle jer læsere - jeg håber, I får en dejlig aften med familie og venner. 


fredag den 23. december 2016

Lillejuleaften

Glædelig Lillejuleaften. Tænk at det allerede er d. 23. december. En måned, der har været både lang og fløjet afsted på samme tid. Så mens jeg er ude og ordne det allersidste af juleforberedelserne, så kan I her læse ugens indlæg i lokalavisen (ellers online her). Bær over med noget af tekstens indhold - avisen udkom i onsdags ;-)


Så er det jul lige om lidt. Der mangler ikke mange dage, før den store dag er her (altså juleaften). Hos mig glæder alle sig til en velfortjent juleferie, god mad og gaver ikke mindst.
Der er dog nogle herhjemme, der også håber på sne. Det er ikke mig, men dem jeg bor sammen med, som er under 16 år. For ungerne er sne nemlig lig med leg, sjov og vinter. Der har været en lille forsmag på snevejr allerede i november. Det var de meget begejstrede for. Af samme grund har min yngste gennem stort set hele december måned klaget over, at det ikke var en rigtig december, da der ikke var noget sne. Hver morgen han har stået op uden sne, har været en lille skuffelse.

For mig (og sikkert også mange andre voksne) er snevejr lig med ret så meget besvær. Især hvis det falder i store mængder. Eller hvis snevejret sker på hverdage. Trafikken går nærmest i stå af sne. Al udendørs aktivitet besværliggøres. Dertil kommer, at det bliver koldt, vådt og meget hurtigt sjappet. Selv om sne er smukt, så er det som voksen ikke særlig praktisk.

Til gengæld er det rigtig dejligt at komme hjem fra arbejde og se bebyggelsens store kælkebakke propfyldt med unger, der er hvide fra top til tå. De kælker, bygger snemænd og kaster snebolde efter hinanden. De hygger sig i sneen. Der er latter og grin i luften på sådanne dage. Alle kommer hjem med røde kinder, kolde fingre og våde tæer.
Snevejr betyder også ekstra hygge, når man så endelig er indendørs. Der er tid til at nyde stilheden udenfor, som kun sne kan skabe. Den dæmper hele byen med ro og stille dalen af hvidt. Så er det bare om at komme under tæppet i sofaen og få lavet varm te eller kakao.

Af gode grunde kan jeg ikke spå om vejret. Slet ikke når jeg i god tid før juleaften sidder og skriver dette indlæg. Jeg ved dog, at den forestående juleaften styrker min yngstes håb om et drys af det hvide ovenfra endnu mere. Og selv om snerydderne nok ikke vil det, så håber jeg selv på en hvid jul i år. Bare et lille drys på selve juleaften til at sætte stemningen. Selvfølgelig mest for ungernes skyld. Ok, også lidt for min egen. Snevejr juleaften - det ville ikke være helt så dårligt, vel?! Kryds fingre. Rigtig glædelig (hvid?) jul til alle på Vestegnen.


torsdag den 22. december 2016

Bog nr. 29 - Intet må vige for natten

Denne bog har jeg ville læse i lang tid. Jeg har bare skulle tage tilløb til den. For den har været så anmelderrost og anbefalet, at man næsten kun kan blive skuffet. 

Det blev jeg dog ikke. Det er en rigtig god og reflekterende bog. Saglig og med løbende kildekritik. Barsk og kærlig kan man også kalde historien. Bogen handler om forfatterindens mor (og dermed også om hende selv). Hendes liv stykket sammen efter hendes død ved hjælp af interviews med mostre, tanter, veninder, søster og mænd. 

Forfatteren er meget opmærksom på sin egen rolle i beskrivelsen af moderen og håndterer det faktisk på en ret god måde. Helt klart en bog jeg vil anbefale, hvis man vil læse en anderledes form for biografi. 

onsdag den 21. december 2016

Den korteste dag

Vinter og mørket er over os. Selv om det i dag er den korteste dag på året og mørket derfor snart vender. Dagene bliver langsomt lysere og lyset kommer tilbage. Men indtil da, så er morgenen, eftermiddagene og aftenerne rigtig mørke og lidt triste. 

Heldigvis er det jo jul lige om lidt. Jeg synes, både november og december er gået hurtigt. Og i dag har jeg fri og vi skal have julefrokost-mad i aften, hvor mine forældre kommer til middag. Plus det allerede er tid til mit første besøg hos Blodbanken. Det er lige om lidt. Wish me luck...

tirsdag den 20. december 2016

December status, vol. 2

Lige nu er jeg godt træt af:
  • alle de der konkurrencer i blogland. Kommer der ikke snart nogle almindelige indlæg?
  • julesmåkager. Eller bare småkager. Jeg er ikke fan i forvejen og der er alt for mange småkager i december (og alt for lidt kanelsnegle).
  • juleræset. Der er sygt mange mennesker alle steder. På gaden, vejen, byen, shoppingcentre.
  • ikke at sove ordentligt. Det har muligvis påvirket min evne til at være rummelig, jf. ovenstående brok.

Til gengæld glæder jeg mig over:
  • det er juleaften lige om lidt. Glæder mig til mine gaver (ja, jeg er et stort barn på det område).
  • juleferie - lige nu. Kun afbrudt af en enkelt arbejdsdag på fredag. Plus jeg har tvungen ferie mellem jul og nytår. Jeg tænker, det ikke er helt skidt for mig.

I øvrigt mangler jeg stadig lige:
  • at finde og købe en mandelgave.
  • at få lånt nogle bøger på biblioteket til juleferien.
  • alt det andet jeg har glemt...

mandag den 19. december 2016

Bog nr. 28 - Slut med forbudt

Denne bog er ikke i kategorien skønlitteratur. Den er dog stadig værd at tælle med i mit regnskab over bøger i 2016.
Bogen er nemlig en fin reflekterende sag med mange gode pointer omkring overvægt og sundhed. Den handler om den måde vi italesætter sundhed på og hvordan medierne - især de sociale medier - er med til at præge den måde, vi tænker sundhed på. Den kommer langt omkring emner som sundhedsstress, dårlig samvittighed og fokus på at nyde sin mad.

Der er ingen slankekure eller madopskrifter i 'Slut med forbudt'. Til gengæld er der sider med konkrete spørgsmål, hvis svar kan gøre dig klogere på din egen opfattelse af sundhed, sund kost og vægttab. Læs eventuelt mere her.

Jeg har ikke læst bogen, fordi jeg gerne vil tabe mig, men mest fordi jeg er interesseret i den diskurs, der er omkring vægttab. Bogen er helt klart en anbefaling, hvis man vil have rokket lidt ved ens eget billede af sundhed. Og måske blive lidt klogere på emnet og påvirkningerne udefra. 

søndag den 18. december 2016

Abonnement på månedsblad

Jeg har været så optimistisk at tegne et abonnement på et månedligt dulleblad her i efteråret. Jeg tænkte, at når det kun kom én gang om måneden og jeg jo havde studie-fri i dette semester, så ville jeg have tid til at læse det fra ende til anden flere gange... Lad os bare sige, at jeg har været glad de måneder, hvor jeg har læst det færdig indenfor den måned bladet dækker. 

I den forbindelse er jeg også blevet en smule irriteret på bladet (eller, altså dets udgiver). For jeg skal have et blad, der handler om januar måned og det modtager jeg... i tirsdags. Altså d. 14. december. Det er ikke engang blevet jul. Jeg har det stramt med det. Jeg kan selvfølgelig vælge at lade bladet ligge uåbnet indtil januar (og det gør jeg nok også), men det provokerer mig så meget (og det har det gjort alle måneder, jeg har modtaget det) at bladet til den nye måned allerede kommer i midten af den nuværende. 

Faktisk har jeg sagt abonnementet op. Dels pga. det med udgivelsen, dels pga. jeg skal i gang med studier igen til foråret. Jeg ved ikke hvorfor, det trykker på mine knapper, men jeg føler det lidt som om, at dem der laver bladet ikke rigtig koncentrerer sig om det. Det giver en fornemmelse af, at de er alt for hurtige. Fordi bladet kommer 14 dage før månedsskiftet. 

Det er nok bare mig der er underlig. Og hvis bladet var virkelig godt, så ville jeg nok kaste mig over det, så snart det kom. Det gør jeg ikke... savner virkelig et godt dulleblad her i Danmark. 

fredag den 16. december 2016

Endelig fredag

De sidste to dage har jeg virkelig hængt i med neglene og trætheden har været overvældende... Så weekend er tiltrængt. 

Programmet står på god gammeldags spaghetti med kødsovs i dag og så afslapning på sofaen. 

I morgen formiddag tager ældste, yngste og jeg til Odense til familiefødselsdag. Vi skal hjem igen om aftenen, så søndagen kommer til at gå med noget praktisk, noget skriveri og noget arbejde... 

Jeg ser frem til juleferien, som kommer lige om lidt. Ungerne har sidste dag tirsdag og jeg holder derfor fri onsdag og torsdag. Fredag tager jeg 'en for holdet' og går på arbejde, så andre kollegaer kan holde fri...

Håber I alle har en dejlig weekend i vente...

torsdag den 15. december 2016

Update på min daglig te

Jeg er nu over halvvejs med min daglige te. Der har været et par dage, hvor jeg kom lidt bagud, men det er næsten indhentet igen.

Teen er forskellig fra dag til dag. Der er sort, grøn og hvid te i poserne. Jeg har indtil videre kun stødt på én genganger (i går) - måske er der flere i vente. Det gør dog ikke spor, for teen smager virkelig godt. Der er mange kombinationer, som jeg aldrig selv ville have valgt at drikke, men jeg har endnu ikke smagt en variant, som jeg ikke kunne lide.
Fordi teen er pakket enkeltvis er den nem at tage med på arbejde. Det har jeg gjort et par gange nu. Så springer jeg kaffen over efter frokost og drikker en kop te.
Lige nu overvejer jeg faktisk at købe en pakke te fra mærket til efter jul. Når jeg har ferie, er jeg nemlig mere tilbøjelig til at drikke te. 


onsdag den 14. december 2016

Lucia

I går var det Lucia og mandag havde jeg forberedt nogle Luciaboller til arbejdet (og fryseren, da ungerne først kommer hjem på fredag). Jeg laver dem gerne fra en opskrift i bogen 'Krudtugler og Kanelsnegle' af Sif Orellana. Dog tror jeg, at jeg næste gang vil forsøge med denne opskrift. Jeg laver gerne Luciaboller flere gange i december. Det er en lidt anderledes bolle, end hvad vi plejer at få (mere smør og hvede end normalt). På den måde bliver december lidt speciel mht. vores morgenmad. 
Vi kører videre med den halvskidte billedkvalitet fra iPhone...  

tirsdag den 13. december 2016

Glædelig 3. søndag i advent

Jamen, jeg ved godt, det ikke er søndag i dag. Og at 3. advent var for to dage siden. 

Men ovenpå denne liste, så synes jeg lige, at jeg ville foto-dokumentere, at vi altså har en adventskrans herhjemme. 

Og jeg har husket at brænde lysene. Om søndagen endda. 

mandag den 12. december 2016

Herovre kan du vinde...

Mine unger er jo store og jeg har ikke mange små børn i min omgangskreds... men hvis du derude bag skærmen har små unger - eller børnebørn, eller bare nogle gode nabobørn... så smut over på Familiefletninger, hvor du lige nu kan være med i konkurrencen om at vinde modellervoks. Økologisk endda... Det er lige her.

søndag den 11. december 2016

Skøn fest

Jeg har kun én julefrokost i december. Det er den på mit arbejde (hvis vi altså ikke tæller en lille familie julefrokost på den ene eller anden side af jul med). Derfor glæder jeg mig altid til denne specielle fest. Jeg ser frem til den og jeg er glad for muligheden for at mødes med mine kollegaer under mere afslappede og festlige former.

Normalt er den mad vi får ikke noget at råbe hurra for, men hvad betyder det, når selskabet er godt?!! I år fik vi dog den bedste mad i flere år. En traditionel julefrokostmenu, som smagte rigtig godt. Der var jo også snaps og flere slags øl. Senere drikker vi altid drinks og/eller vin, øl og sodavand. Vi betaler selv for festen og det er egentlig helt i orden. Det overkommer de fleste, når vi nu kun har den ene store julefest på arbejdet. 

Det var en virkelig dejlig aften med masser af dans og drikkelse. Jeg elsker, at mine kollegaer gider snakke og danse og feste. Dog var det ikke mere vildt, end at jeg var hjemme kl. 23.30 og ude om lørdagen for at købe julegaver. Glæder mig allerede til arbejdsdagen i morgen, hvor vi skal snakke om fredagens fest.

Fordi jeg er et stort madøre, så har jeg stort set kun taget dette ene billede til festen i fredags.
Min undskyldning? Jeg elsker tarteletter. 



fredag den 9. december 2016

December status so far...

Det har vi jeg ikke nået:
  • At købe julegaver. Dem der er købt, har andre ordnet - eller så købte jeg dem i november. Altså mangler jeg stadig pænt mange endnu. 
  • At få kalenderlys derhjemme. Ungerne kender mig og spørger ikke efter det. Samme historie år efter år. 
  • At have julekalender. Jeg har købt ulandskalenderen til yngstesøn. Og ikke mere. Sorry kids. Ingen chokolade til jer i år. 
  • At lave gløgg, pebernødder, klippe julepynt. Eller nogen anden julerelateret aktivitet. Not happening - tiden går med hverdagen og alle de almindelige aftaler.


Til gengæld er følgende sket:
  • Det er afklaret (og forventningsafstemt), at vi ikke skal have juletræ i år. Ungerne er alligevel ikke hjemme og det fylder pænt meget i vores lille stue. 
  • Jeg har husket at drikke min te
  • Jeg har ikke åbnet en eneste låge i min chokoladekalender. Tror den lader livet op til juleaften og bliver serveret for gæster (det er fyldt chokolade).
  • Jeg fik en adventsgave i søndags. Og ungerne og kæresten fik også. Lucky us. 
  • Der er julefrokost på arbejdet i dag. Og jeg glæder mig faktisk. Og der vil være snaps. Flere slags. Skål!

torsdag den 8. december 2016

Jul og traditioner - og lidt om gamle dage på Vestegnen

Her er ugens indlæg fra lokalavisen. Du kan se det online her. Eller læs videre:

Lige om lidt så er det jul. Altså, vi er jo allerede i december og dermed i juletiden. Julen og dens mange aftaler er skudt i gang og mange børn og voksne er så småt i stemning på en af de dejligste måneder på året.

Hvert år er det sådan, at julens altid tidlige ankomst kommer bag på mig, når vi er i november måned. I år har jeg dog for første gang i ret mange år glædet mig til december og de mange traditioner. For alene tanken om de hyggelige stunder vi skal igennem denne måned, gør mig glad.

I min familie har vi mange traditioner omkring december, advent og jul. Mange af dem har vi haft gennem generationer. Andre har vi fundet på hen ad årene og beholdt - nemlig dem, som lige passede os.

Her er lidt om, hvad traditionen byder på for mig: Hjemmelavet konfekt. Min mor sørger for, at der bliver indkøbt marcipan, nougat, chokolade mv. og så indtager børnene og jeg køkkenet med min far. Det gjorde jeg også selv som barn og nu er traditionen ført videre med mine egne unger.

En anden fast tradition: Indkøb af vores juletræ hos spejdernes lokale juletræssalg. Her laver vi ofte også vores egen juledekoration. Det koster lidt mere for træet, men til gengæld støtter vi de lokale foreninger. Desuden byder traditionen: Vi pynter op enten den første søndag i advent eller den 1. december, alt efter hvad det passer. Vi har rigtig meget julepynt, fordi der også er tradition i vores familie med hjemmelavet pynt. Det betyder, at vi skifter lidt ud fra år til år, da det hele ikke kan komme op på samme tid.

Hvad vi ellers traditionelt skal i julemåneden: Vi er i løbet af december som regel i kirke til gudstjeneste. Vi nyder de forskellige tilbud om julemarkeder på Vestegnen. Vi bruger juletiden som en hyggelig anledning til at støtte de lokale erhvervsdrivende ved at gøre de fleste juleindkøb i de lokale shopping centre. Vi sætter lys op på altanen (uden at gå helt over gevind).

Som familie pakker vi os om os selv, men husker alligevel at være noget for andre og hjælpe hinanden. Sådan oplever jeg, at mange familier har det på Vestegnen i denne måned. Så om man holder jul eller ej, så er december en helt speciel tid på Vestegnen.



... Og så fik jeg sidste uge en mail fra TV2 Lorry, der skrev, at de havde lavet en samling Vilde Historier om episoder på Vestegnen (det der hedder Kap. 1). De er faktisk ret vilde. Bla. den om da svensken udplyndrede Brøndbyøster og Danmarks største togkatastrofe. Se dem lige her.


tirsdag den 6. december 2016

Tea for one

Jeg har fået noget nyt i år. Efter en del år med en masse beauty kalendere (og da jeg ikke så godt kan lide chokolade), så har jeg i år fået en te kalender. Den er virkelig sød og enkel. Man trækker skuffen ud og finder sit te-brev hver morgen. Teen er økologisk og med forskellige smag og variant (grøn, sort). Jeg drikker min kop te hver dag, når jeg kommer hjem fra arbejde. Det giver lige et afbræk i hverdagens stress og jag og tid til afslapning en halv time i sofaen.
Jeg tænker, man kan bruge selve kassen igen til næste år. 
Nisserne er fra min egen barndom og nok verdens mest kitchede julepynt. 

mandag den 5. december 2016

Jeg drikker kun om morgenen

Jeg har i flere år nu begyndt min dag med at drikke vand. Lige så snart jeg kommer ud af badet og har tøj på, så drikker jeg to store glas vand (fra hanen). Jeg drikker som regel ikke noget andet, selv om vi stort set altid har juice i køleskabet. 

Jeg er ikke særlig god til at huske at drikke vand i løbet af arbejdsdagen, så jeg er glad for, at jeg får lidt indenbords om morgenen - og lige bliver skyllet igennem.




søndag den 4. december 2016

Skinkesalat

Jeg elsker pålægssalater, i særdeleshed skinkesalat. Den grove af slagsen. Helst fra K-Salat. Ikke den finthakkede eller kvidder, som slagteren og kantinen på arbejdet laver. 

Jeg kan også godt finde på at lave min egen. Jeg er den eneste i hjemmet, der spiser skinkesalat, så det bliver tit til den købte version. Og faktisk er det ikke ret ofte, den er at finde i køleskabet. Jeg skal jo ikke smøre madpakke til mig selv, da jeg er på kantineordning. Og i weekenden bliver frokost ofte sådan lidt på slump, da vi altid spiser stor morgenmad.

Og måske er det fordi jeg er en smule sulten, at jeg nu sidder og skriver dette indlæg. Mens jeg drømmer om knækbrød med skinkesalat og masser af friskklippet purløg...  

fredag den 2. december 2016

Nu 8 år siden

Det her indlæg og et foto i min TimeHop App forleden har sat nogle minder i gang.

D. 1. december var det 8 år siden, jeg skiftede til mit nuværende arbejde. Der er i dag ikke mange opgaver tilbage fra dengang. Jeg er gået meget fra at være generalist til at være specialist. Heldigvis har jeg selv kunne præge mine opgaver og få dem, som jeg gerne vil lave.

Mit tidligere arbejde var - som min chef så smukt sagde det - at holde hovedet koldt og få noget fra hånden, på et kontor der til tider mindede om Fredericia banegård på en meget travl fredag. Jeg savner til tider stadig stemningen og mine tidligere kollegaer. Selvom en del af dem faktisk er pensionerede i dag. Det var noget helt specielt, den tid.

Til gengæld er jeg glad for de opgaver, jeg har i mit nuværende arbejde - og mine kollegaer. Efter 8 år er jeg nu (igen) én af dem, man kan gå til og spørge om alting (og det er sådan noget, jeg især elsker) og som gerne jonglerer flere bolde på én gang.  
Faktisk begyndte jeg ikke på mit nye arbejde d. 1. december. Der var jeg nemlig til eksamen i mit speciale på Kommunomuddannelsen. D. 2. december begyndte jeg på det nye og tre dage efter, var jeg til min første julefrokost her. Billedet er fra min sidste arbejdsdag på det gamle arbejde. Jeg kan blive helt forbløffet over, hvor 'farverig' jeg var i tøjet dengang.


torsdag den 1. december 2016

Når man er en ægte dulle


Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker dullegrej. Cremer, make-up, shampoo - you name it. Jeg har en særlig svaghed for gode tilbud og mini prøvestørrelser. Og gode tilbud - hvor man får en ekstra ting med gratis. 

Jeg har en to kasser i mit skab, hvor jeg har "lager" med alle mulige slags ting. Primært mascara, læbestift, creme til ansigt og krop, rens til ansigtet, fodcreme og håndcreme. Når jeg så løber tør for noget, så kan jeg hente en ny af slagsen inde i skabet. 

Lige nu er problemet bare lidt, at jeg køber mere, end jeg når at bruge og der er derfor ikke så meget flow i tingene i kasserne. Jeg kan bare ikke altid stå for et super godt tilbud. Og igen, så er der ting, som der aldrig er overflod af. Og det er altid rart med et lille lager, hvis man er i bekneb for en værtindegave eller noget.
Nå, men selv om fristelsen er stor og tilbuddene er virkelig gode her op til jul, så har jeg besluttet, at jeg ikke skal købe noget dullegrej i december måned. Kun hvis jeg virkelig løber tør. Ikke som i - jeg er løbet tør for den gode shampoo. Næh, så må den mindre gode og rejsestørrelserne tømmes først.

På billederne er nogle af mine sidste nye køb. De er i den virkelig dyre ende, men det er også første gang i år, jeg har spenderet så mange penge på make-up. Jeg skal også igang med at få ryddet op og få givet de ting væk, som jeg ikke kommer til at bruge. F.eks. de der prøver på foundation, som der tit er i blade. Jeg har en ordentlig stak liggende, til trods for at jeg stort set aldrig går med foundation.

Heldigvis er det lidt ligesom at få noget nyt, når man kan finde noget rigtig lækkert i "lageret". Og så er der jo også mulighed for at ønske sig nogle ting her op til jul...

onsdag den 30. november 2016

Hoved-status

Fredag var jeg jo inde og få sådan en Powernap behandling. Det var en ret speciel behandling, som jeg ikke har hørt om/prøvet før. Det kan vel betegnes lidt som massage, men alligevel ikke. Der blev trykket på mine skuldre, nakke og hovedbund, mens jeg lå på ryggen på en briks. Trykkene var helt sikkert meget professionelt udført og skulle løsne op for bindevævsknuder, ansamlinger mv. Man kan, hvis man formår at slappe totalt af under behandlingen, falde i søvn og opnå en større afslappet tilstand. Det lykkes ikke for mig, for selv om jeg prøvede at holde fokus på åndedræt og meditation, så fløj tankerne rundt i hoved på mig. Alligevel synes jeg, at jeg har fået noget ud af behandlingen. Det føltes som om mit hoved er blevet 'lettere'. Det er svært at forklare, men jeg føles knap så anspændt. Efter behandlingen sagde hun godt nok til mig, at hun kunne mærke, at jeg vist var ret stresset... øh ja, det måtte jeg nok give hende ret i. Jeg synes nu, jeg har fået noget ud af det. Selv her 5 dage efter, så føles min hovedbund knap så 'knudret' og jeg har ikke haft hovedpine siden behandlingen.
... og så forklaring på den lidt alvorlige del. Søndag var jeg med noget familie til den lokale kirkes julemarked. Efter lidt hygge, kaffe og tombola, så tager mine forældre hjem og jeg bliver. De er på cykel og kort tid efter ringer min mor til mig. Min far er blevet kørt ned at en venstresvings bilist, men er heldigvis uden større skader. Jeg tilbringer eftermiddagen på akutklinikken med ham, hvor han ud over knubs, sår, skrammer og et blåt øje får fornøjelsen af, at blive syet med 3 sting i øjenbrynet. Bilisten stikker desværre af fra uheldet. Dog tager nogle vidner nummerpladen og politiet finder ham efterfølgende. Han viser sig at være en ung mand uden kørekort. Vi er alle ret chokerede over begivenheden. Dog glade for at der var vidner til ulykken og de hurtigt sørger for at tilkalde politi og ambulance. Det har personligt været hårdt at skulle kapere, at bilisten stak af fra gerningsstedet og efterlod min far på kørebanen. At man som menneske kan finde på at gøre sådan noget, er svært for mig at forstå. Til slut vil jeg kun opfordre alle til at cykle med cykelhjelm. Ambulanceførerne var ikke i tvivl om, at cykelhjelmen har reddet min far fra et hovedtraume. Så brug nu den hjelm! 

tirsdag den 29. november 2016

Og det skete i de dage...

I november engang... At jeg hørte Last Christmas i radioen og kom i julestemning!



Bonusinfo: Denne video har været vist på YouTube over 164.000.000 gange (!)

mandag den 28. november 2016

Jule-intro i november

Først vil jeg lige skrive: alt er okDet er det virkelig... Det var ikke meningen, at jeg skulle lave en så dramatisk 'cliff-hanger' på bloggen. Det var en begivenhed i nærmeste familie, som jeg nok skal give forklaring på senere. Tak for jeres omtanke og kommentarer.

Nå men ellers har denne weekend stået i julens tegn. Trods det først er 1. december på torsdag. Jeg følger lige op på weekendens begivenheder sådan drypvis, men dette første indlæg handler om lørdag. 

Kæresten og jeg skulle mødes med min bror og svigerinde og spise på O's American. Og det kan jeg godt anbefale - især at man har bestilt bord. Og man skal ikke have noget imod at sidde tæt eller vente på den gode mad og drikke. Det var lækkert - især den friskpressede juice og den Bailey-shake herrerne fik. Nabobordet fik pandekager og de var lige så store som mine frokosttallerkener - og virkelig tykke.

Efter vi var propmætte, var min svigerinde og jeg inde og se Royal Copenhagens Juleborde. Jeg går slet ikke op i sådan noget, men min svigerinde går max op i det. Vi var også derinde i 2012 og det var faktisk ret godt. Bordene i år var efter min mening ret skuffende. Ikke så 'julede' som jeg huskede fra andre år. Det er selvfølgelig smag og behag og de skal jo også veksle lidt mellem de forskellige kunstnere.

Det gode ved julebordene er, at det er helt gratis (medmindre man køber noget - og det gjorde jeg ikke). Her er et lille udpluk fra nogle af de 6 borde.

søndag den 27. november 2016

1. søndag i Advent

Julen er i gang. Det er blevet 1. søndag i Advent. 

Den har været lidt anderledes end jeg egentlig havde planlagt og det skal lige synke ind. Jeg vender tilbage - også med beretning fra de andre begivenheder i denne weekend. 

God søndag og god Advent.




lørdag den 26. november 2016

Husk at hjælpe hinanden

Ugens indlæg i lokalavisen findes online her. Eller læs videre i dette indlæg... Det handler om at hjælpe hinanden, hvor man kan - fordi det gør en forskel.


En eftermiddag for ikke så længe siden, så jeg et par børn følges hjem fra skole. Det ene barn var en stor teenagedreng. Det andet barn var en pige på omkring 10 år. Klokken var over 16 og det var helt tydeligt, at drengen havde hentet pigen og skulle følges med hende hjem. De gik stille og roligt ved siden af hinanden og snakkede om noget med skolen. Helt opslugt af sig selv og deres eget selskab. Jeg er klar over, at det måske ikke er sådan hver dag for de to. Det der slog mig, var hvor harmonisk, det var og hvor dejligt hele billedet var. Det dejlige består nemlig i, at de var der for hinanden. De hjalp hinanden på den der gode måde.

Jeg er stærk fortaler af, at hjælpe hinanden. Med stort og småt. Jeg bliver helt glad - og en lille smule overrasket - når min nabo banker på om aftenen og spørger, om hun skal tage min skraldepose med ned, når hun alligevel går ud for at lufte hunden. Eller når min underbo spørger, om jeg vil have en flaske rødvin med op, som der har været til overs fra deres fest. I min boligforening er vi også sådan nogle, der holder ekstra øje med f.eks. cykeltyve. Og vi giver hinanden besked, når tv-signalet eller Internettet er nede. Det er måske bare små ting, men der er dem, der giver glæde i hverdagen.

Der er masser af muligheder for at hjælpe. Og det skal selvfølgelig ikke kun gå én vej, så jeg prøver at hjælpe i lokalområdet, hvor jeg kan. Jeg har hjulpet en del af mine 'medbeboere' med at finde ud af det komplicerede elektroniske bookingsystem i vores vaskekælder. Jeg tager også gerne min nabos skrald med ned eller inviterer underboens datter indenfor, når hun har glemt sin nøgle. Der er mange andre måder, hvorpå man kan hjælpe andre. Man kan f.eks. spise sammen eller være besøgsven. Måske er din nabo gammel og vil sætte pris på, at du lige slår deres græs, nu du er i gang med dit eget? Det kan også være en simpel ting, som lige at holde døren for andre.

Det er fedt at kunne gøre andre glade ved at hjælpe hinanden. Med simple ting, som ikke betyder det store for dig. Så skal vi ikke begynde at gøre det meget mere her på Vestegnen?


fredag den 25. november 2016

Powernap

I eftermiddag har jeg booket en powernap behandling (se evt. her - og det er ikke reklame)Jeg har nævnt det før. Jeg glæder mig. Det bliver meget spændende, om det overhoved har en effekt for mig...

Bagefter står den på lidt indkøb, det er vel Black Friday - og måske en tur i Tivoli, hvis der ikke er for mange mennesker.

God fredag derude...

torsdag den 24. november 2016

Gamle aktuelle indlæg

Nogle indlæg vil forevigt være aktuelle. I dag er dette helt på sin plads, trods det blev postet for 6 år siden.

onsdag den 23. november 2016

Bog nr. 27 - "This Little Life" af Hanya Yanagihara

Jeg har været virkelig længe om at læse denne bog. Dels fordi den er på over 700 sider og jeg valgte at læse den engelske udgave. Og dels fordi den i begyndelsen ikke rigtig fangede mig. Bagefter det, var den til tider så hård at læse, at jeg måtte holde pause med den.

Efter min mening kunne bogen godt have været 200 sider mindre og til tider sovser den lidt rundt i det samme igen og igen. Den er desuden sat udenfor tid. Der er ingen referencer, der kan afsløre, hvilken årti handlingen foregår i. Ingen historiske pejlemærker til at drive historien i og trods det er New York, ingen reference til 9/11 eller andre store begivenheder. 

Fortællemåden er ikke ens gennem hele bogen og til tider er der en del spring frem og tilbage i tid. Handlingen er helt basic fire mænd, der går på uni sammen og flytter til New York, samtidig med at de bibeholder deres venskab. Langsomt slår bogen dog over til at koncentrere sig om den ene af de fire. Det er en forfærdelig fortælling om seksuelt overgreb, vold, selvskade, svigt, misbrug, skam... men også kærlighed og venskab. 

Den er nogle steder virkelig grum og nogle steder virkelig sørgelig. Selv mens jeg læste den, så har den rumsteret i mine tanker. I går da jeg blev færdig, måtte jeg indse, hvor sørgelig den havde været. Men også hvor flot en bog det var. Den skal bare lige løbes i gang. Det her er én af de bøger, som ikke skal efterfølges af en ny lige i dag. Den skal have tid til at synke ind.
Læs evt. mere om bogen her og her.




tirsdag den 22. november 2016

Tæt på jul

Vi nærmer os med hastige skridt d. 1. december. Min bankkonto glæder sig. Jeg er knap så begejstret, for jeg er vist en smule bagud med gaver. Jeg har både fødselsdage og advent og julegaver, der skal ordnes. 

Samtidig får jeg ny kollega d. 1. december. Jeg glæder mig og gruer samtidig lidt for det. For det bliver godt, at nogle arbejdsopgaver kan deles og jeg kan blive aflastet. Til gengæld ved jeg fra erfaring, at en ny kollega trækker mange ressourcer ud af det daglige. Det er jo ikke den nye kollegas skyld, at der skal være oplæring mv., men det bliver nok en hård december måned. 


mandag den 21. november 2016

4 år på Instagram

Forrige uge fik jeg fra min Time-hop App besked om, at det var 4 år siden, jeg havde postet mit første billede på Instagram. 

Siden da er mediet nærmest eksploderet og har rigtig mange brugere. Mit engagement er også blevet meget større derinde og jeg bruger det mere end Facebook i dag.

Dog er jeg begyndt at drosle lidt ned på, hvor mange billeder jeg sætter på min profil. Nogle gange tænker jeg, om der egentlig er en grænse for, hvor mange billeder man kan få lov til at poste.

Hvis man vil se nogle lidt andre billeder end dem her på bloggen (og nogle gange de samme), så følg gerne med hos mig - @birgitte_b
Efterårsbillede fra Tivoli - kun på bloggen.

søndag den 20. november 2016

Søndag aften

Det har været en fin weekend. Liiidt for meget rødvin fredag aften (og nat) med veninden satte lørdagen ned i gear. Og søndagen har været nogenlunde stille, selv om den har budt på mange aftaler og aktiviteter. 

Nu er hele weekenden snart gået og vi er næsten klar til en hektisk mandag, som venter i morgen. Ugens første dag trækker lidt tænder ud, så jeg prøver at forberede så meget som muligt. Og bruge lidt nemme løsninger til at få det hele til at glide lettere. 

Håber I har haft en dejlig weekend. Jeg er lidt bagud med kommentarer hos jer alle, men det kommer. Nok i morgen. God søndag aften, det der er tilbage. 


fredag den 18. november 2016

Sådan gik det til (denne uge)


  • at jeg har spist mine første æbleskiver. 
  • at jeg har været til banko i HK Klubben og ikke vundet en dyt.
  • at jeg efter 11 timers arbejdsdag slæbte mig selv til træning og jeg magtede bare minus.
  • at jeg fik farvet bryn og to dage efter tænkte, at de nok skulle have været lidt mørkere.
  • at jeg fik besøg af naboen en aften, fordi kæresten skulle hjælpe hende med opsætning af computer.
  • at jeg fik læst lidt i min bog hver aften. Nu skal jeg altså snart være færdig med den.
  • at jeg fik netshoppet (ups).
  • at jeg ikke fik plads på det hold på uddannelsen, som jeg havde ønsket.
  • at det nu er fredag og min veninde kommer i aften. Det bliver hyggeligt.

God weekend.

torsdag den 17. november 2016

Når man tømmer køleskabet

Det er ingen hemmelighed, at jeg hader madspild. Så her er hvad en rynken peberfrugt, nogle champignon, nogle tomater og en rest pikantost blev til tirsdag aften. 
Opskriften på sådan en omgang tømt køleskab er nogenlunde sådan her:

1 løg, fintsnittet
2 fed hvidløg, fintsnittet
1 lille chili, finthakket
1 rød peberfrugt, fintsnittet
5 champignon, fintsnittet
1 stykke chorizo-pølse, ca. 15 cm, i tern
4 blommetomater, i tern
6 cherrytomater, halveret
75 g. pikantost
Basilikum, paprika, oregano, salt, peber, balsamico, tomatpuré, vand, olivenolie
Revet parmesan
Spaghetti, ca. 350 g.

Kog spaghetti. Jeg havde to forskellige rester, som røg i gryden samtidig. Når spaghettien er kogt, så hæld den i en si/dørslag og overhæld med koldt vand. Brug samme gryde som du lige har kogt spaghetti i (og spar lidt på opvasken). Svits hvidløg og løg i olivenolie. Tilsæt pølse og chili og svits ca. 5 min. Tilsæt peberfrugt og champignon - og ca. 1 spsk. balsamico (hvis du har det). Efter ca. 5 min. så tilsætter du tomaterne, lidt vand, noget tomatpuré eller evt. ketchup, salt og peber, paprika og oregano (jeg brugte tørret). Lad sovsen koge lidt ind og smag til med krydderier, evt. lidt sukker. Sænk varmen og rør pikantost og frisk basilikum i retten. Når osten er smeltet ind i sovsen, tilsættes spaghettien og retten varmes igennem. Serveres med revet parmesan.

I virkeligheden så fungerer denne ret med alt slags grønt. Du kan også bruge en rest pasta skruer eller lign. Krydderierne kan være lige det du har - eller godt kan lide. Det er kun fantasien, der sætter grænser.