søndag den 31. januar 2016

Give-away - endnu en bog!

Jeg lovede jo sidste gang, at der snart kom en ny give-away. Og nu er den her! 


Jeg slutter januar måned af med at udlove endnu en bog. Du kan nemlig vinde bogen 'Tab 12 kilo på 12 uger'. Bogen er helt ubrugt, udkom i 2015 og du kan læse mere om den her. Der er opskrifter og træningsplaner og motivation. Klikker du på linket, kan du klikke dig videre til en læseprøve.

Det er ikke en dårlig bog, den er bare ikke noget for mig. Måske er den noget for dig? Der gælder samme regler som sidst: 


Smid en kommentar til dette indlæg senest mandag d. 8 februar, kl. 20.00. 
Husk din mail-adresse. 


Jeg trækker lod blandt alle kommentarer. Jeg sender bogen til en vinder med adresse i Danmark. Konkurrencen er ikke sponsoreret på nogen måde. Det er min bog og jeg betaler selv porto (B-post).

Held og lykke!


lørdag den 30. januar 2016

Kolde fødder

Jeg er én af de mennesker, som lider af kolde fødder. Altså fysisk. Til dels også kolde hænder, men fødderne er værst. 

Mine fødder kan være isklumper, når jeg går i seng. Det til trods for, at jeg har siddet med uldsokker og tæppe i sofaen hele aftenen. Jeg laver venepumpeøvelser bare for at pumpe lidt af blodet rundt. Det hjælper sjældent. 

Det er virkelig irriterende, at have kolde fødder!


torsdag den 28. januar 2016

TV2 revival

Jeg har ikke særlig langt til arbejde. Derfor går jeg tit derhen i stedet for at cykle. Både for at få lidt luft, men også fordi det hjælper mig på vejen hjem, til lige at få klaret hovedet.

Før i tiden var jeg slem til at gå med min mobil og lige tjekke mails og Instagram på vejen, men de sidste mange måneder har jeg bare gået og ikke lavet spor. Jo, kigget på trafik og tænkt over vejr og dagens program. 

Forleden savnede jeg dog lidt musik. Jeg har altid radioen kørende om morgenen derhjemme og de havde lige spillet TV2, så valget faldt på dem til at underholde på vej til arbejde.

Jeg skal lige indskyde, at jeg elsker TV2! Siden jeg var helt ung (14-15 år) har jeg hørt deres sange. Jeg har også været til flere koncerter med dem igennem årene. Så selvfølgelig har jeg også en playliste med deres bedste numre på min mobil.

Jeg har ikke som sådan nogen yndlingssang. Jeg kan lide meget af deres musik, men kan se på min playliste, at jeg har hørt 'Alt hvad hun ville var at danse' et par gange eller 3... Men faktisk var det teksten til sangen 'Fri som fuglen', som jeg har haft på hjernen det sidste stykke tid. 

Den begynder meget smukt (synes jeg) sådan her:

Når bølgerne går højt
så kan du altid komme til mig
jeg er godt nok aldrig hjemme
men du ved jeg tit tænker på dig
Der er så meget, jeg skal nå
 
Fri som fuglen i sit bur
flakser jeg omkring på stærke vinger
og hvis det var ku jeg flyve lige hvorhen det sku være 


Den er i øvrigt fra samme album som sangen 'Bag duggede ruder' og det er indspillet i 1986-87!



onsdag den 27. januar 2016

Lang januar

Jeg er gået hen og blevet lidt januar trist og træt.

Jeg er i hvert fald træt om eftermiddagen, når jeg kommer hjem fra arbejde. Måske det også har noget at gøre med mørket lige nu. Synes det grå hænger godt fast i hele dagen.

Det har været en lang januar og jeg glæder mig til februar. Alene lyset, der kommer mere af i februar-dagene, glæder jeg mig til. Plus min fødselsdag og vores skiferie. 



Januar-blues - snevejret tidligere på måneden


mandag den 25. januar 2016

Weekend med sko

Det har været weekend. Og jeg har fundet et par sko. Det lyder måske lidt underligt, men jeg har verdens mest besværlige fødder. Og ingen pæne selskabs-sko. Dvs. jeg var til bryllup i december i nylonstrømper og åbne sommer-sandaler. Og samme nytårsaften. Om lidt skal jeg til en 50-års fødselsdag og senere på året skal ældstesøn jo konfirmeres. Så jeg har brug for nogle pæne sko, med en lille hæl.   



Så lørdag stod den på shopping i Fields. Jeg fandt et par Tamaris ret hurtigt og de var både ok i pasform og pris. 

Faktisk var det en kombi-tur, for kæresten og jeg var også ude og spise frokost. Vi var på Gorm's og få pizza. Det er anden gang vi er der og helt ærligt, pizzaerne er altså lidt over-priced. Og bestikket er ikke så godt, især kniven er umulig at skære med, da bunden ikke er sprød under fyldet. Kombinationerne af fyld er helt klart det, der trækker op her. Og den lidt pudsige indretning. 



Søndagen blev brugt på Arken sammen med veninde B. De har for tiden en meget speciel udstilling med Gerda Wegener. Jeg kendte hende ikke, men det var en meget fascinerende historie om hende og hendes mand. Og så fik vi en utrolig dejlig frokost i caféen derude. Og en kaffe og masser af snak. 

Lynhurtigt er det blevet hverdag igen, med arbejde, vasketur og træning senere i aften. Kunne ellers godt have brugt en fridag til! God mandag derude...

NB. Der er ikke noget sponsoreret i dette indlæg, blot anbefalinger fra mig.

lørdag den 23. januar 2016

Januar-shopping

Jeg har skrevet dette indlæg til lokalavisen (læs det online her). Faktisk er det sådan, at jeg ikke har købt/shoppet særlig meget udsalg her i januar. Et par strømpebukser er det blevet til. Jeg har købt lidt til ungerne og også nogle nye gæstehåndklæder til badeværelset. Ingen tøj dog - og det ligner ikke mig. Men hvad, januar er jo ikke ovre endnu...


Måske har fuldmånen indvirken på shoppe-lyst?

Januar er jo traditionelt udsalgsmåned og hermed chancen for storcentrene for at forlænge juletravlheden en ekstra måned. De gode tilbud skal gerne hive kunder ind, med hjælp fra vinterkulden. For det er jo langt mere behageligt, at kunne ordne al shopping indenfor i varmen. Udsalget kan sagtens foregå på internettet, men de helt store besparelser - og den helt store shopping glæde - kommer ved at finde den helt rigtige frakke eller sko i de butikker, man fysisk besøger (ja, jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg er vild med shopping).

Er der noget, jeg elsker ved Vestegnen, så er det alle de gode (og store) shoppingcentre. Jeg holdt som yngre meget af, at tage til indre København for at shoppe, men alderen og mageligheden har gjort sit indtog og jeg er i dag stor fan af konceptet »alt under ét tag«.
Jeg gider nemlig godt, at kunne hente min postpakke, købe gave til en veninde, kigge på nye bøger og drikke café-kaffe på ét og samme sted. Jeg elsker at gå rundt og snuse lidt til de forskellige butikker. Samtidig med at jeg også lige kan nå at handle dagligvarer og få styr på bogbind til min yngstes skolebog.

Skal jeg ud med min ældste (og meget modebevidste) søn, så er det jo fantastisk, at selv om vi skal besøge mindst to butikker, så kan vi gøre det i ro og mag uden at skulle gå/køre fra sted til sted. Og min til tider utålmodige yngste kan bruge lidt tid i legetøjsbutikken, mens jeg kigger på tøj (til mig selv).

Det er dejligt at gå i de forskellige centre, for de har hver deres styrke og selv om nogle butikker er samme kæde i de forskellige centre, så er indretning og udvalg tit meget forskelligt. De forskellige butikker bugner af inspiration og kan sagtens konkurrere med butikkerne i centrum af København. Mange centre herude har desuden lokale produkter i deres butikker. Og mange specialiteter er billigere end i centrum af København. Noget af det gode ved de forskellige centre er også det store udvalg af restauranter. Her er ingen fine fornemmelser og alle er velkomne. Tit koster maden ikke alverden, trods kvaliteten ikke fejler noget.


Der er kort sagt noget for (næsten) enhver smag derude i de forskellige storcentre på Vestegnen. Og det synes jeg egentlig, er værd at støtte op om.


fredag den 22. januar 2016

Farvel frost?

Bedst som jeg havde tænkt mig, at gå i kælderen og hente den virkelig tykke vinterjakke frem, så lover DMI nu tøvejr og farvel til frost.

Nå, men så kan vi se frem til en traditionel januar, med sjap, regn og grå himmel. Det lyder umiddelbart lidt deprimerende, men jeg kunne nu også godt bruge en pause i at skrabe bilen fri for is hver morgen.

Frost eller ej, så ønsker jeg en god weekend til jer alle.

torsdag den 21. januar 2016

Færdig med bog nr. 3

Jep, den er god nok. Jeg er færdig med bog nr. 3 #25booksin2016

Denne bog er i den lette genre. Tænk JoJo Moyes, Kinsella, Fielding, Marian Keyes med flere. Den er hurtigt læst og har som fordel meget små kapitler, som gør den god at læse lidt af gangen i. 

Den er perfekt ferielæsning, men da jeg har stået på venteliste på biblioteket, så var det altså her i kolde januar, den kom i hus. Bogen handler om kærlighed og familie tilsat en god portion humor.

Uforpligtende og letlæst - det er der også brug for nogle gange. Læs også anmeldelse her.

Nu har jeg ikke nogen ny bog liggende parat - og kommer først på biblioteket i weekenden, så kom gerne med anbefalinger til nye bøger i kommentar-feltet. 

onsdag den 20. januar 2016

Tankevækkende

Jeg vil gerne lige anbefale dette indlæg ovre hos Cille. Det handler om (økonomisk) angst og er et meget åbent og personligt indlæg. 

Det har sat nogle tanker i gang hos mig. Der er masser af elementer i indlægget, som jeg kan nikke genkendende til - i større eller mindre grad. Og jeg synes, det er virkelig stærkt at kunne nå til erkendelsen af, hvad problemet er - og hvad det bunder i. Stor anbefaling herfra. 

tirsdag den 19. januar 2016

Noget om mange indlæg

I går så jeg, at jeg i 2015 har sat ny rekord i antal indlæg på bloggen. 2015 blev faktisk året, hvor jeg fik skrevet flest indlæg - i hele bloggens 5 år lange levetid. 234 indlæg blev det til. Ud af 365 dage. 

Det har egentlig ikke været en bevidst strategi, men jeg nyder at skrive for tiden. Dog er jeg begyndt igen, at holde 'fri' i weekenden. Mest fordi mobil-app'en til bloggen og jeg ikke fungerer godt sammen (det er muligvis en teknik-fejl fra min side)

I 2016 har jeg intet mål omkring bloggen. Andet end at skrive når jeg har lyst. Så måske jeg kommer til at ty til app'en alligevel og så må jeg bare leve med de layoutmæssige skavanker, som det giver (det er sikkert kun mig, der ser det, når alt kommer til alt. Hvem sagde #perfektionist)

Jeg har dog tænkt mig, at fortsætte med 'stilen' - eller mangel på samme - på bloggen. Altså lidt og meget om alt og intet. Jeg ønsker ikke at låse mig fast i en bestemt genre. Derfor kan min indlæg godt stikke lidt i hver sin retning, men her er der altså plads til det hele. Plads til alt fra madopskrifter til dybere indlæg om livets mening... Det trives jeg godt med.


Lille sten helt begravet i sne



mandag den 18. januar 2016

Bog nr. 2 er læst

I forlængelse af dette indlæg, så er jeg nu færdig med bog nr. 2. 

Jeg læste 'Logbog fra et livsforlis' af Erik Valeur. Jeg var i forvejen ret begejstret for hans bog 'Det syvende barn' og i denne bog er der også klare referencer til personer og handlinger i den anden bog. Den var god, men den er ikke særlig hurtig-læst (for mig i hvert fald) for der er virkelig mange lag i fortællingen. Det sætter mange tanker i gang. 
Læs desuden en fin anmeldelse af bogen her. Og se evt. mere inspiration til bøger på #25booksin2016.


søndag den 17. januar 2016

Dejlige stunder

Denne weekend har været fyldt med dejlige stunder. Cykeltur med yngstesøn og efterfølgende café-besøg. Og en lørdag aften, hvor min veninde holdt pige- fødselsdag. Det var en helt igennem dejlig og hyggelig aften, som både bød på snak, drinks, grin, god mad og dans. Jeg kom hjem kl. 3 om natten og det er godt nok lang tid siden, jeg har været ude så sent (bortset fra vores nytår)


I dag, søndag, har været god. Oprydning og rengøring af børneværelse og en gåtur i kulden, som endte med varm kakao. Dagen sluttede med jordskokkesuppe og muslinger og nu tv, inkl. slik og chips. 


Jeg gider ikke tænde computeren og derfor slutter dette indlæg nu... jeg skal nok svare på kommentarer i morgen. God søndag aften. 


fredag den 15. januar 2016

God weekend med sne


Dette billede er fra i går morges, da den første bunke sne landede på Vestegnen. Senere er der kommer en sjat til. Vi er ikke begravet eller noget der ligner. Cykelstier og veje er fint fremkommelige. 

Jeg kan godt lide sne og snevejr. Ja, det er besværligt. Og vådt. Og koldt. Men det er også magisk, stille, flot og et helt specielt lys, når det sner. 

Ønsker jer alle en god weekend - med eller uden sne.

torsdag den 14. januar 2016

Pæn og lækker stil

Kæresten og jeg ser en del forskellige serier på Netflix. Én af dem er Elementary, en Sherlock Holmes spin off med Lucy Liu som Watson. 

Noget af det fede ved den serie, er den tøjstil, der er valgt til Watson. Den er virkelig inspirerende og total hip. Tøjet er nemlig sjældent helt tætsiddende/stramt, men meget mere komfortabel i udtryk. Masser af sweaters, cardigans og t-shirts, som passer godt til vores klima pt. - og til mig. Der er også tunika, nederdele og kjoler - og masser af lag-på-lag. Jeg bliver virkelig inspireret, trods stilen er et stykke fra min egenSelv om Liu selvfølgelig er tynd og ikke særlig høj, så er stilen i min optik meget brugbart til alle os andre helt almindelige mennesker. 


Se nogle af de tidlige styles her eller her. Tjek også dette blogindlæg, hvor der rent faktisk er en del gode styles samlet... Tjek også hendes smykker, sko og tasker. De er virkelig fede. 

Eller du kan jo bare se serien, den er faktisk meget god.


onsdag den 13. januar 2016

Uventede lyde

Kender I det, når man hører en lyd, der slet ikke skal være på pågældende sted og tid?

Sådan havde jeg det i morges, da jeg skulle afsted på arbejde. Var lige ved at ordne det sidste af tandbørstningen, da jeg gennem børstning og en kørende radio hører lyden af en snemaskine (fejemaskine)

Hvilket jeg synes er mystisk, for jeg har kigget ud af vinduet, da jeg stod op (når rullegardinet skal op) og det var ikke snevejr. 

Da jeg kom ned på gaden, så jeg det var fordi ejendomsfunktionærerne fejede fortovet og spredte salt. Der var nemlig temmelig glat overflade. 

Så det var jo dejligt, at der blev tænkt på os beboere, inden nogen kom galt afsted - og at lyden fandt sin berettigelse. 

God onsdag aften :-)



tirsdag den 12. januar 2016

mandag den 11. januar 2016

Gæsteblogger #6

Som blogger bliver jeg nogle gange kontaktet med henblik på at reklamere, teste eller informere om forskellige ting og emner. Det er dog langt fra så ofte, når man er en lille blogger som mig. Det er heller ikke altid, jeg takker ja. Men her i sidste uge fik jeg en mail, om jeg ville lægge væg til et gæste-blogger-indlæg. Det har jeg gjort før. (Her var det dog mig, som havde kontaktet andre bloggere) - og nu går jeg det så igen. Så her kommer indlæg fra Marianne, som ikke er blogger, men selvstændig. Og små iværksættere vil jeg gerne hjælpe lidt på vej. Så jeg håber, at I vil tage godt imod Marianne og hendes indlæg.

Børnelegetøj blev Mariannes levevej
Først skal du, hurtigst muligt, have en uddannelse. Så et 37 timers fuldtidsjob og gerne et par børn også. Sådan skal det helst forløbe, hvis man skal leve op til de krav samfundet stiller. Men husker vi egentlig at stoppe op og lytte til vores egne drømme?


I januar 2015 stod jeg med mit bevis på, at jeg nu var uddannet pædagog. Trods samfundets syn på pædagoger var jeg virkelig STOLT. Jeg brændte for at arbejde med de yngste børn i vuggestuen, men jeg havde stadig en gammel drøm, som under hele uddannelsen havde lagt og luret. En drøm som jeg jo godt kunne se var skør, når nu jeg havde taget en uddannelse og var i fuld gang med at søge et job - helst fuldtid selvfølgelig!

”Heldigvis” hang pædagogstillinger ikke på træerne på det tidspunkt, og det skulle vise sig at blive lidt af en udfordring at finde job. Jeg kom derfor ind i dagpengesystemet og følte virkelig det pres, som mange arbejdsløse oplever. Jeg kunne mærke at jeg var nødt til at gøre noget drastisk. Jeg var ikke glad og min store drøm om at starte en webshop pressede endnu mere på end nogensinde før. Heldigvis havde jeg en god opsparing, som jeg havde gemt i tilfælde af, at min drøm en dag skulle udleves og jeg besluttede mig for at tiden var inde til at forsøge. På den måde blev Barnetsverden.dk pludselig en realitet og jeg havde nu et fuldtidsjob, og lidt mere til.

Jeg har altid haft en stor drøm om at starte en webshop, som skulle levere kundeservice ud
over det sædvanlige og give kunden en fantastisk købsoplevelse. Med min pædagogiske baggrund var det oplagt at vælge et felt, hvor jeg kunne bruge min faglighed og valget endte derfor på legetøj til de 0-6 årige børn. Jeg undersøgte markedet og kunne straks se en mulighed. En webshop med kvalitetslegetøj, hvor kunden kunne få vejledning i forhold til barnets udviklingsområder i stedet for udelukkende at købe legetøj ud fra barnets alder og køn. 


Målet med Barnets Verden skulle derfor være lækkert kvalitetslegetøj, suveræn kundeservice samt pædagogisk vejledning. Jeg gik straks i gang med at finde spændende mærker til shoppen og specielt trælegetøj vandt mit hjerte. Mit job består derfor i øjeblikket af mange forskellige funktioner - såsom indkøb af legetøj, pakning, kundeservice, marketing samt tekstskrivning. Min arbejdsuge er derfor ikke den traditionelle 37 timers uge, men derimod nærmere en 60 timers arbejdsuge – og alligevel har jeg aldrig været gladere end jeg er nu. Jeg nyder at gå på arbejde og knokle for at give kunderne den bedst mulige oplevelse og selvfølgelig glade unger, som nyder godt af det lærerige kvalitetslegetøj.

Den vigtigste læring i hele processen har for mig været, hvor vigtigt det er at følge sine drømme og nogle gange bare turde at tage springet.

søndag den 10. januar 2016

Der er fundet en vinder

Klokken har passeret 20.00 og jeg har trukket en vinder af min give-away.

Det blev kommentar nr. 4 - Lisa Tschammer, som vandt. Lisa, jeg sender dig en mail, så du kan få tilsendt bogen. 



Tilfældig tal udtrækning af Find En Vinder
Tillykke - og tak til alle jer andre, der deltog i min konkurrence. Om ikke så lang tid (slutningen af januar eller begyndelsen af februar) har jeg en ny give-away i ærmet, så stay tuned.


lørdag den 9. januar 2016

Faux-cialisering

I forlængelse af indlæg om textroverte, så læste jeg en interessant tekst i Lahmes sidste mini-magasin. Det handlede om trends og forbrugermønstre i 2016.

Uddrag fra artiklen:
... det faktum, at vi lever i en tid, hvor internationale kriser ikke stimulerer vores lyst til at være udadvendte og engagerede, men snarere være hjemme og hænge ud med Netflix.

I stedet for at socialisere faux-cialiserer vi, altså socialiserer ”falsk”, og er i kontakt med vores venner og netværk via smartphones og sociale medier. I stedet for at åbne os op mod verden lukker vi ned, men har alligevel kontakt med hinanden og hele verden. Dog altid på vores egne præmisser.

Jeg tror især mange textroverte vil kunne nikke genkendende til dette. 

fredag den 8. januar 2016

25 bøger på et år?

Jeg har læst et par gange hos søde Mette om bog-udfordring.

... og er blevet enig med mig selv, at 25 bøger på et år, det kan jeg godt nå. Trods jeg også skal læse fagbøger her i foråret. Følg med på Instagram på hashtag #25booksin2016.

Så 2016 begynder med den første bog, som er læst:



Sandheden om Harry Quebert sagen. En ordentlig moppedreng på næsten 700 sider. Alligevel har jeg slugt den på under én uge. Den var virkelig god! Både en krimi og en kærlighedshistorie. Og et plot, som slet ikke er til at regne ud.


Håber I alle får en rigtig god weekend!

torsdag den 7. januar 2016

Frost

Vandet er stift!

Vi har en græsplæne i nærheden, der altid samler vand. Når det regner meget - som det har gjort i december - er der en fast (og meget stor) vandpyt på plænen. Og da vi kom forbi i mandags, var den bundfrossen. Det er den sikkert stadig. 

Vi har også fået lidt sne. Ikke noget der kan ses, men nok til at yngste tog numsebrædtet og gik på kælkebakken i går. Han kom hjem en lille time senere, med mere jord end sne på overtræksbukserne - og våde vanter. Bare der var lidt mere sne - bare på bakken...

onsdag den 6. januar 2016

Når man kan genkende sig selv

Denne artikel var min veninde B sød at sende til mig engang i december. Den rammer meget godt ind i mig. Jeg genkender mig selv. Det til trods for, at jeg faktisk alle dage har haft udadvendte jobs, hvor man ikke kunne slippe for telefonbetjening. Og jeg faktisk har en del veninder, som ikke fungerer på den måde. 

Jeg vil dog sige, at jeg er stor tilhænger af, at mødes 'ansigt-til-ansigt' og det til enhver tid kan erstatte den 'elektroniske' kommunikation. Men jeg er til tider også mere sjov på skrift end i den virkelige verden.


Uddrag fra artiklen:
Begrebet ’textrovert’ er dukket op de senere år og er en sammensmeltning af ’introvert’ og ’texting’ på engelsk. Det bliver indtil videre mest brugt for sjov. Der er ikke forsket så meget på området endnu, men textrovert skal forstås således, at man bedre kan lide at tale sammen via tekst. At man har det bedre med at tage samtalen skriftligt end fjæs til fjæs eller over telefonen.

tirsdag den 5. januar 2016

Det der 2016

Jeg har skrevet et lille indlæg til lokalavisen om 2016 - det kan læses online her - eller i dette indlæg...

Siden jeg sidst skrev her i avisen, har det både været jul, nytår og nu i morgen, Hellig 3 Konger. Jeg håber, at I alle har haft nogle dejlige helligdage og er kommet godt ind i det nye år. Selv har jeg holdt både jul og nytår på Vestegnen og har nydt ikke at skulle bevæge mig over de store afstande i år.

Nu er det 2016. Lad os lige smage på det. Et helt nyt og blankt år, som ligger foran os. Som helt sikkert kommer til at gå rigtig stærkt, i hvert fald for de fleste af os over 30 år. For os er det ofte, som om tiden bare flyver afsted. Til gengæld ved jeg, at den går meget langsomt for alle under 12 år. For dem er der nemlig mindst 100 år til sommerferien.

Endnu ved jeg ikke, hvad mit 2016 skal gå med. Jo lidt er selvfølgelig planlagt, men der er ikke nogle store beslutninger i vente. Måske er du som læser mere planlagt. Eller måske har du drømme og ønsker, som du gerne vil have går i opfyldelse netop i år.

Jeg bliver altid sådan lidt skræmt over tanken om et helt nyt år. Man har 365 dage foran sig og for nogle en helt exceptionel mulighed for at forme livet helt selv. I nogen udstrækning altså. Det kan godt virke lidt overvældende på mig, når jeg tænker efter.

For andre mennesker er et helt nyt år ikke det store. Hverdagen tager over og nytåret, med tilhørende slankekur, rygestop og mere motion, er hurtigt glemt. Allerede nu er de fleste jo godt i gang med arbejde, skole eller uddannelse. De gode intentioner bliver skubbet i baggrunden og den ene dag tager den anden.

Hvad I end propper i jeres nye år, jeres eget 2016, så håber jeg det bliver lige som I gerne vil have det. Jeg håber også, at I husker nærværet og at I sætter pris på hverdagens små begivenheder. De små ting, som i virkeligheden betyder så uendelig meget for mange af os. Vestegnen byder på mange muligheder for at nyde nuet og skabe rammerne om et godt liv. Det er bare at gribe det og få det bedste ud af det. Det er jo det, vi fylder i rammerne og selv er med til at skabe, som vi husker. Lige det, der gør vores 2016 til et helt specielt år.

Godt nytår til jer alle - og glædelig 2016.

søndag den 3. januar 2016

Give Away - Masterclass kogebog

Jeg havde jo god respons på min første give-away, så tænker, at vi napper én til her i mørke, triste og lange januar.

Jeg havde ellers planlagt den til december, men helt ærligt... der var de første 1.000 give-aways, julekalendre og præmier på diverse blogs, så jeg ville hellere vente til januar.



Jeg udlover mit eget eksemplar af Thomas Castberg kogebogen Masterclass. Den er signeret af selve forfatteren. Jeg har bladret i den et par gange, men aldrig brugt den. Og det er der jo ikke meget ved. Så nu har du chancen for at vinde den. 

Læg en kommentar til dette indlæg inden søndag d. 10. januar, kl. 20.00, hvis du vil være med i lodtrækningen. Husk at skrive din mail-adresse, så jeg kan få fat på dig, hvis du skulle være heldig at vinde. 


Jeg trækker lod blandt alle kommentarer. Jeg sender bogen til en vinder med adresse i Danmark. Konkurrencen er ikke sponsoreret på nogen måde. Det er min bog og jeg betaler selv porto (det bliver nok B-post efter jeg så de nye portotakster, wow).

Held og lykke!


lørdag den 2. januar 2016

Ferieafslutning og de 9 timer

Det var en dejlig nytårsfest og en lige så dejlig 1. januar. Den blev brugt på sofaen med en masse afsnit af Netflix. Vi ser Suits for tiden og sluger afsnittene i rå mængder. 

Nu er det lørdag og i morgen er sidste dag i juleferien. Det er underligt at tænke på, men snart banker hverdagen på igen og ja, så er der lidt tid til næste ferie.

Jeg stod for forretten til nytåret

Jeg fik ikke taget foto af hovedretten, men vi fik også denne skønne dessert

Midnat

I ferien har jeg været heldig og har kunne sove omkring 9 timer hver nat. Det har gjort godt for mig, kan jeg mærke. Tror det bliver lidt af en hård nyser at komme ned på 7-8 timers søvn igen, som jeg plejer. Jeg har et meget stort søvnbehov og fungerer rigtig godt på de ca. 9 timer. På den anden side, så får jeg dem aldrig, når det ikke er ferie eller fridag.

Januar ser ud til at være en stille måned i min kalender. Det betyder dog ikke, at den bliver sådan, for jeg har allerede nogle tanker om, hvad jeg godt kunne tænke mig at lave i januar. Bla. et besøg på Arken og noget veninde-tid. Vi må se... Det er det dejlige ved et helt nyt år. Kalenderen er endnu ikke så fuld. 

God lørdag til alle jer derude...

fredag den 1. januar 2016

Nytårs-status

I går tog vi afsked med 2015. Jeg glæder mig til 2016, men har også en del aktivitet i foråret, som allerede skal løbes i gang. Mere om det senere...

I begyndelsen af 2015 havde jeg nogle ønsker, som kan læses her. Jeg har nået det hele, undtagen det med sundhed og løb. Jeg er nemlig helt stoppet med at løbe. Og jeg har det ikke engang skidt med det. Jeg har accepteret, at lige nu så er motivationen der ikke. Jeg ved ikke, hvornår den kommer igen, men jeg har besluttet mig for, ikke at have dårlig samvittighed over det.

Ønsker for 2016 - dem har jeg faktisk ikke tænkt (endnu). Jeg tror, at det nye år skal være helt uden bindinger, ønsker eller andre håb. Det skal bare være. Og blive som det kan, med den energi, jeg kan ligge i de forskellige dage.

Jeg begynder arbejde på mandag. En dejlig ferie er næsten slut og jeg har nydt, at holde fri, slappe af og hygge med familien. Det har været godt - og det skal det nye år også nok blive.

Rigtig godt nytår til alle jer derude. Tak fordi I læser med og fordi I smider en kommentar i ny og næ. 2016 skal nok blive fantastisk!