Hilser du?

I forlængelse af dette indlæg, så har jeg til denne uges lokalavis skrevet et indlæg, om at hilse. Du kan se det online her eller læse videre i dette indlæg:

I påsken var ungerne og jeg på besøg i den lokale Middelalderlandsby 

- og hanen her ville gerne hilse :-)

Jeg har altid været en meget forfængelig person, men det er lige som om, at jo ældre jeg bliver, jo mindre går jeg op i, at det hele skal være perfekt. Derfor kan man nogle gange godt finde mig i den lokale vaskekælder uden make-up, iført joggingtøj og med morgenhår. Det rører mig ikke så meget, som det ville have gjort engang. Der var faktisk engang, hvor jeg ikke kunne gå uden for en dør uden mascara og håret sat (eller i det mindste gemt under en hue), tro det eller lad være. 

Men helt ærligt, de fleste af os har nok prøvet at stå søndag kl. tidligt i køen hos bageren og ligne én, der er knap så vågen. Dette indlæg skal dog ikke handle om grænser for personlig hygiejne, men mere om det at hilse. I forlængelse af mit sidste blogindlæg om naboskab og gensidig respekt, kom jeg til at tænke over det med aktivt at skabe et godt naboskab. Det kan man jo bla. gøre, ved at hilse på hinanden, når man mødes.

Jeg ville aldrig drømme om ikke at hilse, når jeg møder folk her i området. Hvis man lige får øjenkontakt, så hilser man jo. Et nik, et smil, et hej eller godmorgen/godaften. Det gør jeg, uanset om jeg står der i joggingtøjet med morgenhår eller i arbejdstøjet (som er en del pænere end joggingtøj, trods alt). Jeg går ikke ned ad trappen herhjemme uden at sige hej, hvis jeg møder nogle på vejen. Noget af det jeg synes er mest pinligt, var dengang jeg løb flere gange om ugen. Der kunne jeg, helt rød i hovedet, møde hundeluftere en tidlig lørdag morgen (ok, formiddag). Og ja, jeg hilste, men det var godt nok ikke så herligt at løbe forbi, mens man er allermest forpustet og meget bevidst om ens manglende pæne udseende i situationen. I dag sørger jeg altid for at hilse på løberne - og på hundeluftere.

Der skal ikke meget til at gøre andre glade og de fleste hilser også tilbage - eller det er dem, der hilser først. Jeg oplever, at jo nærmere jeg kommer København, jo mere almindeligt bliver det ikke at hilse. Folk har travlt og ikke let til smil. Lige så forjaget som jeg føler stemningen er i København, lige så afslappet og rar, synes jeg stemningen på Vestegnen. Her er det helt på sin plads at hilse. Måske vi bare er lidt mere rare herude på Vestegnen, ik?!!