søndag den 19. juni 2016

Snart sommerferie

Eller - noget af ferien står for døren. For igen i år har jeg opdelt sommerferie og begynder allerede torsdag eftermiddag. Ældste søn har fødselsdag og bliver 15 (!) år. Det fejrer vi med frokost, når jeg har fri fra arbejde og han er færdig med den sidste eksamen.

Fredag har jeg taget fri og efter en kort skoledag skal yngste søn sættes på toget til Odense. Det er første gang, han skal køre alene med tog. Heldigvis står min bror og familien klar på stationen (eller banegården, som det hedder på Fyn) og her skal yngste holde et par dage fri - helt alene, uden forældre, søskende eller andet. Kun ham og hans kusine og fætter (ja, og så min bror og svigerinde). 

Lørdag tager ældste på ferie med mine forældre. De forærede ham en rejse i konfirmationsgave og jeg skal aflevere dem i lufthavnen. Dermed træder jeg ind i en ny æra - sommerferie uden begge mine unger. Det føles meget underligt, men er jo en del af livet. De børn er altså bare til låns.

Derefter kører kæresten og jeg til Odense og har 'booket' overnatning og middag hos min moster og onkel. Søndag henter vi yngste hos min bror og kører hjem til ankomst af bonus-søn. Mandag kører vi fire så i sommerhus ved Sjællands Odde. Når man kun har én uges ferie i denne omgang, så har vi prioriteret at komme lidt væk hjemmefra for på den måde at føle, at vi har 'rigtig' ferie.

Fredag tager vi hjem igen og så venter jobbet i tre lange uger inden næste ferie. Men altså - torsdag. Kl. 12. Der tager jeg hul på første del af ferien. Jeg glæder mig.

4 kommentarer:

  1. Lyder som en hyggelig uge forude. Vi holder sommerferie om 2 uger og napper så 4 uger i streg - glæder mig. Kram D

    SvarSlet
    Svar
    1. @Dorte - åh 4 uger. Det gad jeg godt. Forstår godt at du glæder dig. Kram B

      Slet
  2. Det bliver da skønt :-)

    Og de unger bliver bare så store. Donnaen skal med os på ferie. Men det er under protest og muligvis sidste gang. Det prøver vi så at forholde os til, men helt nemt er det nu ikke.

    SvarSlet
    Svar
    1. @Fruen - vi holder to uger alle 5 senere på sommeren :-) så helt sluppet har han ikke. Hvor gammel er Donnaen? Jeg selv var 17, da jeg var på min sidste ferie med mine forældre (en skiferie) og så var der lige nogle års (naturlig) pause, før jeg holdt med dem igen... Men min kusine på 25 holder stadig en uges sommerferie med hendes forældre. Kh. Birgitte

      Slet

Giv mig dine tanker...