Svalerne

Oppe under taget mellem mit og naboens køkkenvindue er der en svalerede. Det har der været hvert år, mens vi har boet her. Sikkert også før det. Der er vist noget med, at svaler kommer tilbage til de samme redepladser. Så det er nok også det samme par, der yngler her hvert år. 

Når foråret kommer kan jeg se den ene forældre flyve frem og tilbage for at skaffe føde, mens den anden ligger på rede. Senere kommer ungernes utålmodige pippen oppe under taget og forældrenes konstante pendleri ud og ind for at holde dem mætte. 

De flyver med ret høj fart direkte mod køkkenvinduet, kun for at rette lodret op i allersidste sekund. Hvordan de formår det hver gang ved jeg ikke, men det er ret spektakulært at se på.

Sidste lørdag så jeg svaleparret tage deres første flyvetur med dette års unger. Det gjorde mig både glad og lidt trist. Glad fordi de endnu engang fik unger og de blev store og kan flyve fra reden. Så er sommeren her. Men også trist fordi jeg så nu ved, at sommeren faktisk er på hæld og vi går mod efterår. 

Når sommeren er slut, så er svalerne også på vej væk. Mod sydligere himmelstrøg og de mange flyveture i flok slutter og der bliver stille oppe under taget. Lige indtil næste forår. Det er vel et klassisk eksempel på livets cyklus.