Nogle gange 'dumper' jeg ind i gamle indlæg fra min egen blog.
Dette indlæg, jeg linker til nu, fortæller mig, at tiden går så hurtigt og det nu er 5 år siden min farfar døde.
Han var den første person, jeg så som død. Det var ærlig talt ikke så rart og gav nogle nætter med mareridt. Det var til gengæld også godt. Ikke at være uafklaret med døden og følelsen af, at være voksen nok til at overkomme at se en død person.
Døden kan være fin og okay. Jeg så min mormor men det var som du skriver, ret chokerende at se et dødt menneske. Jeg har været til en del begravelser - den sørgeligste var min kusines datters. Hun var 10 år, da hun pludselig faldt død om. Det var svært og hårdt, at begrave et barn. Jeg var selv kun 20 år. Hvordan jeg selv skal begraves har jeg ikke skænket en tanke. Andet end jeg skal brændes. Min mand vil ha' sin aske strøget ud over Chelsea's hjemmebane. Tænker ikke det bliver muligt men man skal aldrig sige aldrig.
SvarSlet@Mette - jeg har som sådan ikke et problem med begravelser, for det er en del af livet og det er godt (synes jeg) at få sagt farvel. Men puha, et barn på 10 år. Det er hårdt. Dem jeg har begravet har heldigvis været af alderdom og sygdom i en relativ høj alder. Kh. Birgitte
SletJa, døden er vældig skræmmende! Jeg sov faktisk også med lyset tændt en hel uge efter at min far døde. Mand var jo meget ubelejligt fløjet til USA samme morgen som min far døde om aftenen, så alle mine mareridt ku' virkelig få frit løb.
SvarSletEn pige på ti år, Mette, det var dog frygteligt!!
@Skøreliv - Åh det sætter også bare så mange tanker i gang, når nogle dør. Og de skal jo ud, så derfor mareridt... Men altså, virkelig dårlig timing af mand (eller far) - er det ikke altid sådan. Dødsfald kommer virkelig ubelejligt. Kh. Birgitte
SletJa, min kusine og hendes mand kom aldrig helt over det. Der blev aldrig fundet en dødsårsag, hvilket egentlig var næsten det værste. Det var dårlig timing af mand eller far. Ja, begravelse, Birgitte, en del af livet og en god til tider hård afslutning.
SletJeg har haft meget forskellige oplevelser med døden. Uanset hvor svære nogle af tilfældene har været at acceptere er jeg varm fortaler for begravelser som en smuk afsked. Kram herfra
SvarSlet@Dorte - ja en eller anden form for afsked synes jeg klart der er brug for. Kram
SletDa Donnaens Farmor døde for nu tre år siden, var det første gang, jeg så en død person. Det var alt for sent, synes jeg. Forstået på den måde, at jeg synes, det var forkert af mine forældre ikke at involvere os - unge voksne - børn i vores bedsteforældres død. Det gjorde ikke ligefrem døden til en naturlig ting, og af samme grund tog vi Donnaen med, så hun kunne se sin døde Farmor. Det var selvfølgelig lidt voldsomt, men jeg tror også, at det var okay.
SvarSlet@Fruen - da jeg var 13 døde min farmor. Min bror og jeg blev tilbudt at se hende (hun døde i eget hjem og sov stille ind), men jeg takkede nej, da jeg slet ikke kunne overskue det. Omstændighederne gjorde, at jeg så var langt oppe i 30'erne før jeg 'fik mulighed' for at se en død (min farfar). Mine børn vil blive tilbudt at se min mormor når hun dør, men jeg vil ikke tvinge dem. Til gengæld har de fra helt små været med til begravelser i familien. Ligesom jeg selv var. Kh. Birgitte
Slet