Jeg har prøvet hvert årti - at træffe nogle gode beslutninger for mig selv. Noget der kan rokke lidt ved min person og måske tage hånd om nogle af mine 'fejl'. Gøre mig til et bedre menneske? Ej, det lyder meget selvfedt, men altså, de der beslutninger, som 'runder' ens karakter lidt og er med til at rykke grænser for én selv. Og gennem årene har der selvfølgelig været masser af den slags handlinger, men i dette indlæg har jeg valgt nogle specielle ud:
Som barn led jeg meget af højdeskræk. Jeg kunne f.eks. ikke stoppe på en bro og kigge ud over, uden at jeg blev dårlig. Så for at kurere det besluttede jeg mig som 19-årig for at springe bungy jump. Hvilket jeg gjorde i Australien. To gange endda. Jeg har ikke lidt af højdeskræk siden.
Da jeg var 26 år, fik jeg mit første barn. Det lyder måske ikke af meget, men det var en kæmpe omvæltning for mig og jeg oplevede en helt speciel form for kærlighed ved at få børn. Det kan selvfølgelig ikke undgå at flytte fokus fra 'mig-mig' til barn/børn og familie - og jeg tror, de fleste med børn oplever at blive et mere rummeligt menneske (ikke at man ikke kan være det uden).
Da jeg var i 30'erne, besluttede jeg mig for at få opereret fødderne for knyster. De gjorde ondt og jeg ville ikke leve med det resten af livet. Jeg blev opereret i fuld narkose af to omgange og var sygemeldt 2 x 6 uger med diverse ubehag til følge. Det var en ret hård tid at være så handicappet og samtidig skulle klare børn, madlavning, tøjvask mv.
Og nu... har jeg meldt mig som bloddonor. Til trods for at jeg er ret så bange for nåle. Men der er behov for blod og jeg skal ikke lade mig begrænse af en angst, som der egentlig er ret så fjollet. Hvis jeg kan overkomme frygter som højdeskræk, fødsels og narkose, så kan jeg også godt klare en nåle-angst. Håber bare det går godt første gang jeg skal til 'tapning'. Det vil gøre det en del nemmere at komme igen...
