lørdag den 17. september 2016

Det kommer... så småt

Det er efterår, selv om vi har været velsignet med en masse sol og varme. Der er flere kølige morgener og aftenmørke allerede kl. 20 nu. Jeg må indrømme, at jeg lige nu er træt af at gå i de samme sommerkjoler, som for 4 måneder siden. Jeg glæder mig en lille smule til at bruge resten af garderoben. Nå, men ugens indlæg i lokalavisen handler også om efterår. Det kan ses online her - eller læs med nedenfor:
Så er det her. Efteråret. Med sol og varme den ene dag. Og regn og gråvejr den næste. Efteråret er den omskiftelige tid. Mørket kommer snigende om aftenen og morgenen. Sko og sokker findes frem og sandaler og shorts pakkes væk til næste år. Der skal tjekkes op på overgangsjakker, støvler og de tykke sweaters. Tæppe i sofaen bliver en permanent ting.
Jeg holder af efteråret. Ligesom jeg holder af alle de andre årstider i Danmark. Skiftet kan mærkes og nogle år føles efteråret meget langt. Andre år er varmen forvundet allerede med september og kulden flytter ind. For mig handler det mere om at nyde de forskellige dage ude og inde på Vestegnen. Der er nemlig ingen tvivl om, at stranden kalder mere på en varm sommerdag og museums trækker mest i mig på en regnvejrsdag.
Heldigvis bor jeg jo tæt på et meget varieret udbud af aktiviteter, som man kan bruge i efteråret. Jeg er f.eks. stor fan af at tage på brombærjagt. Senere på sæsonen er det tid til at indsamle flotte blade i forskellige farver og samle kastanjer. De giver både god underholdning udenfor og luft i håret. Hjemme igen kan man bruge nogle timer på at lave forskellige ting med det indsamlede og hygge sig.
Efteråret er også tiden, hvor vi kan bruge de korte dage til at mødes og hygge. Om det så bare er en kop kaffe med naboen, en snak på hundens luftetur eller en fælles brunch for beboerne eller grundejerforeningen. Vi kan bruge tiden til at komme lidt tættere på hinanden. Selv om det er knap så varmt i vejret om efteråret, så er det muligt at komme ud af sofaen. Og også muligt at få en større forståelse for, hvad der rører sig i de andre mennesker, som vi omgiver os med på Vestegnen.
I september begynder mange AOF og FOF lektioner, kulturarrangementer og foredrag. Lokalforeninger kommer med nye programmer og tilbud. Der er en kæmpe vifte af emner og interesser repræsenteret i efteråret. Og om det er en kokkeskole, zumbahold, foredrag om fortidens Vestegn eller italiensk for begyndere er jo egentlig underordnet. Det handler om at komme ud blandt andre - eller byde dem indenfor.
Efteråret er et godt fundament for at være sammen - og lære nyt sammen med andre. I bund og grund handler det jo om at lære, hvad det er, der giver den gode stemning på Vestegnen.

8 kommentarer:

  1. Jeg hilser også i høj grad efteråret velkomment; det gør ikke spor, at køligere temperaturer begynder at kradse lidt i næsen! God lørdag til dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. @Skøreliv - jeg vil gerne beholde sandalerne lidt endnu, men ellers trænger jeg virkelig til at skifte sommertøjet ud og have nogle kølige nætter ;-) kh. Birgitte

      Slet
  2. Hmm... jeg har egentlig ikke så travlt med efteråret efter denne sommer, det er ligesom om det mangler noget. D-vitamin, måske? Men jeg holder også af efteråret, det er jeg kommet til på 'gamle dage'. Måske er det nemmere at være glad for efteråret når man bor tæt på naturen og også har mulighed for at opleve det smukke farveskift. Og der er mange ting at glæde sig til; strikkede trøjer, sofa-hygge med god samvittighed, stearinlys, varm kakao med flødeskum, frisk luft og som du selv nævner; inspirerende AOF og FOF blade. Jeg får altid en ENORM lyst at lære en masse nyt når jeg læser disse!! Har også fundet et par foredrag, jeg vil tilmelde mig dette år. Fortsat god weekend!

    SvarSlet
    Svar
    1. @Malin - jeg er også kommet til at melde mig til nogle forskellige ting ;-) og det lidt kølige vejr gør også, at jeg ikke har dårlig samvittighed over at sidde indenfor. Kh. Birgitte

      Slet
  3. Jeg kan li' alle årstider:) Nu har vi haft en dejlig sommer og sensommer så nu glæder jeg mig til igen, at bruge varme trøjer:) Og tørklæder/halstørklæder som jo er mit ynglings beklædning:o)

    SvarSlet
    Svar
    1. @Mette - åh ja, tørklæder. Dem glæder jeg mig også til at finde frem igen. Kh. Birgitte

      Slet
  4. Ja jeg elsker også efteråret, alle de gyldne farver der kommer, solen der stadig kan skinne lunt. Og man gør sig klar, til at pakke sig ind derhjemme til vinter.

    SvarSlet
    Svar
    1. @Rikke - jo ældre jeg bliver, jo mere holder jeg af efteråret - og alle de gode ting som du skriver. Kh. Birgitte

      Slet

Giv mig dine tanker...