Huset og haven var familiens tilløbsstykke og vi brugte rigtig mange timer deroppe. Efter min morfars død kunne min mormor ikke holde haven alene, men vi kunne dog godt tage et smut forbi, mindes min morfar og hive nogle ting ud af legehuset og slå os løs på plænen.
Indenfor det sidste halvandet års tid er huset blevet tømt, solgt og revet ned - og min mormor er permanent beboer på det lokale plejehjem. Sagen er lukket og livet er gået videre. Jeg håber, de nye ejere får et lige så godt liv i deres nye hus og have, som min mormor og morfar havde.
Døren findes ikke mere, kun i minderne
Åhr, det var ellers en fin dør! Og nogle fine minder... Når noget bliver definitivt bliver det altid fulgt af et savn tror jeg. Kram fra mig :-*
SvarSlet@Skøreliv - ja, det har du nok ret i :-) kram
SletFlot dør:) og dejlige minder. Tanker herfra:)
SvarSlet@Mette - tusind tak :-) kh. Birgitte
SletSikke et smukt håndtag. dejlige minder du har, heldigvis forsvinder minderne ikke fra hukommelsen, selv om huse og mennesker forsvinder. Fint indlæg :-)
SvarSletKh Rikke
@Rikke - tak søde du - og ja, minderne bliver heldigvis ikke væk. Kh. Birgitte
SletJeg tror, savn kommer lidt i bølger. Måske en ubevidst reaktion på et eller andet, der trækker minderne frem. Heldigvis for dig har du fine minder om din morfar og hans dejlige have, så forhåbentlig kan du smile, nå de rammer dig :-)
SvarSlet@Fruen - jeg tror, du har ret med de bølger - sommeren er altid den sværeste, sammen med vinter/jul. Kh. Birgitte
Slet