lørdag den 12. november 2016

Sund Vestegn

Her er ugens indlæg fra lokalavisen. Det handler lidt om sundhed og kan også læses online lige her.

Efterår og vinter er højsæson for sygdom. En sæson, der involverer influenza, forkølelse, halsbetændelser og årstidens andre sygdomme. Jeg har selv allerede været ramt et par gange trods det milde september vejr. Og vi har jo nok alle en idé om, hvad vi kan gøre selv for at (for)blive mere raske? Vi skal spise sundt, dyrke motion og sørge for at få vores nattesøvn.

Jeg ved, at Vestegnen scorer lavt i det, der kaldes KRAM undersøgelserne. KRAM står for Kost, Rygning, Alkohol, Motion. Og jeg ved fra mange erfaringer, at det kan være svært at gøre noget ved lige præcis de fire emner. Alligevel er det værd at prøve med fokus på de områder, hvis man vil undgå sygdom.

Motion kan hjælpe enormt på at forebygge sygdomme. Det kan være løsningen at dyrke motion sammen med andre. Gå i løbeklub eller en aftale med en ven/veninde om at svømme i den lokale svømmehal. Selv en rask gåtur (med eller uden hund) på en halv times tid kan gøre en forskel. Det handler i bund og grund bare om at komme afsted og gøre det.

Der findes nemlig en motionsform for enhver. Det er jeg levende bevis for. Jeg løber jo ikke mere. Jeg har ikke løbet i snart to år. Til sidst havde jeg slet ikke motivationen til det. Så her efter sommerferien er jeg begyndt til yoga. Alle der kender mig, studser over mit valg af netop denne form for motion. For jeg har aldrig haft den store tålmodighed til at prøve yoga. For mig var det noget med at sidde med lukkede øjne og korslagte ben og sige »mmm«. Ja, jeg ved godt, det er en stærk generalisering. Heldigvis viste det sig da også, at det bare handlede om at finde den rigtige form for yoga.

Kosten kan vi også alle gøre bedre. F.eks. ved at få flere grøntsager og knap så meget bland-selv slik (som jeg personligt elsker) - eller hvad den lille last måtte være. Det er de mange bække små, der gør en stor å - som ordsproget siger. En lille ændring kan i længden betyde en betydelig forbedring. Det kan være den faktor, der gør at man undgår sæsonens influenza. Selvfølgelig er det bedst at forbedre alle områderne. Det kan dog være hensigtsmæssigt at tage en ting af gangen. Gør hellere lidt end ikke at gøre noget. Så kan vi alle leve lidt sundere på Vestegnen.


4 kommentarer:

  1. Jeg er heldigvis både fan af frisk luft og gulerødder, som jeg er af vin og slik :D
    Balance er nemlig nok det vigtigste (;

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. @Anne - jeg er helt enig, balance er en vigtig ting :-) kh. Birgitte

      Slet
  2. De der gode råd gælder vist ikke bare vestegnen ;-) kh Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. @Rikke - nej, det gør de vel ikke ;-) men vores score på KRAM er dog lavere end resten af landet. Kh. Birgitte

      Slet

Giv mig dine tanker...