fredag den 23. december 2016

Lillejuleaften

Glædelig Lillejuleaften. Tænk at det allerede er d. 23. december. En måned, der har været både lang og fløjet afsted på samme tid. Så mens jeg er ude og ordne det allersidste af juleforberedelserne, så kan I her læse ugens indlæg i lokalavisen (ellers online her). Bær over med noget af tekstens indhold - avisen udkom i onsdags ;-)


Så er det jul lige om lidt. Der mangler ikke mange dage, før den store dag er her (altså juleaften). Hos mig glæder alle sig til en velfortjent juleferie, god mad og gaver ikke mindst.
Der er dog nogle herhjemme, der også håber på sne. Det er ikke mig, men dem jeg bor sammen med, som er under 16 år. For ungerne er sne nemlig lig med leg, sjov og vinter. Der har været en lille forsmag på snevejr allerede i november. Det var de meget begejstrede for. Af samme grund har min yngste gennem stort set hele december måned klaget over, at det ikke var en rigtig december, da der ikke var noget sne. Hver morgen han har stået op uden sne, har været en lille skuffelse.

For mig (og sikkert også mange andre voksne) er snevejr lig med ret så meget besvær. Især hvis det falder i store mængder. Eller hvis snevejret sker på hverdage. Trafikken går nærmest i stå af sne. Al udendørs aktivitet besværliggøres. Dertil kommer, at det bliver koldt, vådt og meget hurtigt sjappet. Selv om sne er smukt, så er det som voksen ikke særlig praktisk.

Til gengæld er det rigtig dejligt at komme hjem fra arbejde og se bebyggelsens store kælkebakke propfyldt med unger, der er hvide fra top til tå. De kælker, bygger snemænd og kaster snebolde efter hinanden. De hygger sig i sneen. Der er latter og grin i luften på sådanne dage. Alle kommer hjem med røde kinder, kolde fingre og våde tæer.
Snevejr betyder også ekstra hygge, når man så endelig er indendørs. Der er tid til at nyde stilheden udenfor, som kun sne kan skabe. Den dæmper hele byen med ro og stille dalen af hvidt. Så er det bare om at komme under tæppet i sofaen og få lavet varm te eller kakao.

Af gode grunde kan jeg ikke spå om vejret. Slet ikke når jeg i god tid før juleaften sidder og skriver dette indlæg. Jeg ved dog, at den forestående juleaften styrker min yngstes håb om et drys af det hvide ovenfra endnu mere. Og selv om snerydderne nok ikke vil det, så håber jeg selv på en hvid jul i år. Bare et lille drys på selve juleaften til at sætte stemningen. Selvfølgelig mest for ungernes skyld. Ok, også lidt for min egen. Snevejr juleaften - det ville ikke være helt så dårligt, vel?! Kryds fingre. Rigtig glædelig (hvid?) jul til alle på Vestegnen.


4 kommentarer:

Giv mig dine tanker...